Simon Kjær Hansens debatbog “Et forsvar for storbyen” er et must-read for KV21-kandidater. Og faktisk også for alle os andre. Ikke mindst de af os, som automatisk aktiverer protestgruppen på Facebook og tænder demonstrationsfaklen, hver gang politikere godkender lokalplaner med højhuse og fortætning i storbyerne.

For her er noget at blive blive klogere på og fakta  at tage med i diskussioner om byplanlægning, fremtidig bosætning og bæredygtighed.

Simon Kjær Hansen har gjort det enkelt og overskueligt: Bogen bygger på hans undren over det paradoksale i, at stadig flere vil bo i byen og såmænd også betale dyrt for det, men at både naboer og udenforstående alligevel straks svinger pennen i harmdirrende kritik, så snart  der er udsigt til byfornyelse eller udvidelse af boligmassen.

Her skylder jeg en habilitetserklæring: Jeg er selv flyttet fra parcelhus til storbylejlighed og udskældt nybyggeri, og min anmeldelse skal tages med det forbehold, at jeg deler forfatterens undren over den kroniske modvilje mod byggeri i højden, som fylder i debatten.

Argumenter på autopilot

Vi kender argumenterne fra både venstre og højre: Højhuse bliver kaldt fallossymboler og udskældt for at være naturfjendske monumenter over den rå kapitalisme, bygherrevælde og symboler på fjernstyrede politikeres afmagt og svaghed. Set fra et 200 kvadratmeter parcelhus i forstæderne fylder byerne rigeligt opad og indad. 

Tidens mantra dikterer, at bosætning skal foregå på land, ude i det fri med plads til både dyr og planter, mådehold og såmænd også den kollektivisme, som spirer frem i bofællesskaber og mindre samfund, og som går sammen om produktion og aftensmad i fælleslokalet opført i genbrugsmaterialer.

Altsammen i perfekt harmoni med fromme ønsker om en ny klimavenlig livsstil i pagt med natur og biodiversitet uden umådeholdent forbrug og dieselos.

Men den konkrete virkelighed stemmer skidt overens med gængs vanetænkning og byudviklings-politisk korrekthed, mener Simon Kjær Hansen. Rigtig dårligt faktisk.

Økosamfund klimabelaster mere end storbyboere

Over 200 sider argumenterer forfatteren metodisk og udogmatisk for, hvorfor vi alle er bedst tjent med at bygge endnu højere og tættere i de største byer. 

Forfatteren er ikke sendt af mørkets kræfter eller Dansk Byggeri. Han er netop tiltrådt en ny stilling på Københavns Universitet, hvor han skal bygge bro mellem forskere og beslutningstagere. Indtil for nylig var han global direktør for C40, sammenslutningen af storbyer, som i fællesskab arbejder på løsninger i forhold til klimaregnskab, bæredygtighed og CO₂ reduktion.

Og her bliver argumenterne for alvor interessante: For med netop disse hensyn i baghovedet gør vi bedst i at bygge tættere og i højden. Københavnerne – Simon Kjær Hansen har hovedstaden som udgangspunkt – lever på færre kvadratmeter, forbruger færre ting og mindre energi, kører mindre i bil og belaster i det hele taget miljø og klima væsentlig mindre end gennemsnitsdanskeren. Det viser aktuelle tal. 

Når vi bor i lejlighed er vi i virkeligheden kollektivister, som går sammen om rørlægning, afløb, varmeforsyning og meget andet. Det er rationelt og ressourcebesparende. I storbyen er behovet for en bil omtrent ikke-eksisterende, to biler er udelukket alene på grund parkeringsforholdene. Der er kort til handel, kultur og ikke mindst det fællesskab, Simon Kjær Hansen er optaget af at identificere som storbyens vigtigste attraktion. 

For hvis vi alle bosætter os på de åbne vidder, ude hvor der er plads og frisk luft, belaster vi klima og miljø på en helt anden skala, end storbyerne kan stilles til regnskab for. Det lille økofællesskab Dyssekilde på Fyn med 200 børn og voksne forbruger trods sympatiske ambitioner både plads og ressourcer på et helt niveau end nyindflyttere på Københavns Nordhavn.

Byerne bliver ved med at vokse

I sit regnestykke inddrager Simon Kjær Hansen befolkningsprognoserne, som fremskriver en fortsat eksplosiv stigning i indbyggertallet først og fremmest i de største byer. Han når frem til, at den eneste rationelle vej til at håndtere det fremtidige boligbehov går gennem yderligere fortætning af først og fremmest København. 

Derimod vil det få konsekvenser for både klima og miljø, hvis ny bosætning skal foregå i fortsat parcelhusudstykning, anlæggelse af veje, parkeringspladser og obligatorisk infrastruktur.

“I sin rene form er det altså et valg, Danmark står med: 300.000 nye danskere og 150.000 nye boliger på 15 år. Bliver det Millionby København? Eller cirka 15.000 boldbaners parcelhuskvarterer spredt jævnt ud over Danmarks ubebyggede landarealer?” spørger Simon Kjær Hansen retorisk.

Bogen giver et velunderbygget svar. Så meget desto mere interessant er det at følge byudviklingsdebatten i den øjeblikkelige valgkamp forud for KV21. Her skorter det ikke på krav til og trusler mod kandidater, som skal tage stilling til storbyernes byggepolitik. Ve den politiker, som ikke frygter tsunamien på de sociale medier, når det handler om at forhindre byggeri på tomme pletter, om det så er tidligere lossepladser eller ej.

Pudsigt nok er det ofte netop klimakrigere og miljøforkæmpere, som råber højest i protestkoret. Hvorfor ingen hidtil har brugt deres egen argumentation om prioriteret bæredygtighed til at begrunde ønsket om flere og tættere højhuse, lader Simon Kjær Hansen stå åbent.

Til gengæld anviser bogen en anden tilgang til vores kollektive planer for fremtidens boligformer og planlægning. Ikke mindst til inspiration for visionære politikere, som evner at stå imod folkestemninger, der langt fra altid er båret af fornuft og rationalitet.

For snart fire årtier siden skrev SAS’s daværende topchef Jan Carlzon sin berømte bog om ledelse, “Riv pyramiderne ned”. Den inspirerer og sælger stadig godt i dag. Simon Kjær Hansen har også masser af potentiale, når han i dag siger byg husene højt og tæt.