En nat i slutningen af 2007 kulminerede striden. Samias far sad i stuen og havde endnu en gang kørt sig selv op. Han skældte ud og truede med at slå hendes søskende ihjel og lade sig skille fra deres mor, hvis hun ikke gik med til at rejse til Pakistan, som han havde forlangt.

Han sagde, at rejsen var hendes chance for at gøre det hele godt igen.

Samia havde hørt det hele før. Det, der ramte hende særlig hårdt denne nat, var ikke så meget farens raseri. Det var mest af alt det svigt, hun oplevede fra sin mor.

Sent om natten, da hendes far havde leveret sit budskab, efterlod han Samia og hendes mor i stuen med ordene:

»Nu må I finde en løsning på det her.«

Det var tydeligt, hvad han forventede. Han vidste, at Samias mor ville støtte ham i, at deres ældste datter måtte rejse til Pakistan. Han kunne lide at foregive, at det var morens opgave at opdrage børnene. Men i virkeligheden var hun kun hans stedfortræder.

Så snart Samias far havde forladt lokalet, faldt hendes mor på knæ for hende. Hun græd og tryglede sin datter om at redde familien.

»Tænk på dine søskende,« bad hun. »Se, hvad det hele er endt med. Det er din skyld. Tag afsted, så løser det hele sig.«

Samia væmmedes ved synet af sin mor, der lå og skrabede på gulvet. Hun var ude af stand til at sige fra over for sin mand. I stedet for at beskytte sin datter og være omsorgsfuld og kærlig over for hende forsøgte hun at presse Samia ud på en rejse, der havde til formål at knække hende og få hende til at indordne sig. Til helvede med hende.

Ti års indestængte frustrationer vældede op i Samia. Hun brød grædende sammen og kunne ikke holde op igen. Sådan sad mor og datter og hulkede sammen, begge rædselsslagne for det, som den anden ville have.

Da hendes far trådte ind i stuen igen, havde Samia stadig tårer i øjnene. Han så på moren og konstaterede:

»Vi tager afsted i morgen.«

Samia trak sig tilbage til sit værelse, satte sig på sengen og stirrede ud i luften. Der blev hun siddende, til solen stod op.

Næste eftermiddag modtog Søren en SMS fra Samia. Han var lige kommet hjem fra skolen og var overrasket over at høre fra hende.

I beskeden forklarede Samia, at hun skulle med sin far til Pakistan. Det gav ingen mening, tænkte Søren. Så vidt han vidste, var tingene blevet bedre, siden Samia var blevet udskrevet fra hospitalet. Hun var endelig begyndt i gymnasiet, som hun havde kæmpet så hårdt for at komme ind på. Og nu skulle hun rejse væk fra det hele.

Søren skyndte sig at ringe til Hanne, og de blev hurtigt enige om, at han skulle kontakte skolens SSP-repræsentant og informere hende om, hvad der foregik. SSP-repræsentanten blev alarmeret over hans beskrivelse af beskeden fra Samia og ringede videre til Den Sociale Døgnvagt, hvor en medarbejder oprettede en sag på baggrund af henvendelsen fra Samia til Søren.

Imens ringede Søren til Samia og kom igennem til hende.

»Jeg vil bare sige tak for alt. Jeg skal ud til lufthavnen om lidt, og vi skal til Pakistan,« sagde hun.

Hun fortalte, at hun regnede med at være afsted i en måneds tid eller to. Så lagde hun på.

To måneder?! Det var jo stort set det samme som at droppe ud, tænkte Søren.

Han ringede tilbage til Hanne og drøftede med hende, hvad de kunne gøre. Det var helt galt, det her. De blev enige om, at Søren også skulle kontakte lufthavnspolitiet. De kunne måske nå at stoppe Samia og hendes far.

Søren lagde på og ringede med det samme op til lufthavnspolitiet. Han fortalte om sin dialog med Samia og forklarede, at hun havde været indlagt på psykiatrisk afdeling, og at hendes far havde tæsket hende og truet med at slå hendes søskende ihjel. Det vidste han fra tidligere.

Manden i den anden ende af røret tog situationen alvorligt. Han bad Søren om at finde et billede af Samia og faxe det hurtigst muligt. Søren gennemrodede febrilsk de billeder, han gennem årene havde taget af Samias klasse. Det lykkedes ham at finde et portrætfoto af hende.

Han stak billedet i lommen og skyndte sig ud ad døren, løb ned ad trappen og fortsatte med raske skridt ned til en kiosk, hvor han fik lov at låne fax-maskinen og sendte billedet til politiet. Samtidig koordinerede lufthavnspolitiet med Den Sociale Døgnvagt, og kort efter sprang to kvinder fra døgnvagten i en taxa og satte kurs mod Kastrup Lufthavn.

Søren sad rastløs hjemme i sin lejlighed. Han kunne ikke lade være med at spørge sig selv, om han havde gjort alt, hvad han kunne for at hjælpe Samia. Eller om han burde have gjort mere, da hun første gang kom til ham med sine problemer. Nu var hun på vej ud på den rejse, hun havde frygtet så meget. Han vidste jo godt, hvad der foregik hjemme hos hende. Men havde politiet nu også forstået det?

Han ringede til lufthavnspolitiet igen. Denne gang for at fortælle dem, at Samia formentlig ville sige, at hun var indforstået med at skulle til Pakistan. Men at det kun ville være, fordi hun var under stort pres fra familien. Han gentog, at Samia havde fået bank og lagde så på. Nu måtte de have forstået det, tænkte han.

Hjemme hos Samia var hele familien samlet. To af morens søstre var kommet forbi for at sige farvel.

Så sker det virkelig, tænkte Samia. Hendes far var kørt afsted samme morgen for at købe flybilletterne og sad nu og ventede i bilen.

Hendes mor, som ikke kunne holde op med at græde, havde i al hast smidt to sæt tøj til dem begge i en kuffert. Traditionelt pakistansk tøj, som hendes far foretrak det. Alting gik så stærkt. Flyet skulle lette samme aften.

Hendes ene søster var kommet hjem fra skole og virkede forvirret over hele optrinnet. Samia gav hende et kram og hviskede:

»Det skal nok gå. Jeg kommer hjem igen.«

Så vendte hun sig mod sin mor, som stadig stod og græd. Moren gav hende et knus og fremstammede noget om en god tur. Samia sagde ingenting. Hun fortsatte bare mod døren og videre ud til bilen, hvor hendes far ventede med billetterne.

Han havde endelig fået sin vilje.

Mens Samia og hendes far kørte mod lufthavnen, parkerede bilen, gik gennem check-in og sikkerhedskontrollen, ud til gaten og om bord på det grøn- og hvidmalede Pakistan International Airlines-fly, blev Søren stadigt mere bekymret. Igen og igen ringede han tilbage til lufthavnspolitiet. Hver gang var svaret, at de ikke kunne sige noget endnu, men nok skulle vende tilbage.

Timerne gik. Søren ringede endnu en gang og fik nu endelig en politimand i røret, der kunne fortælle, at de havde haft fat i både Samia og hendes far.

De havde hentet dem ud af flyet og talt med dem hver for sig. Begge havde fastholdt, at rejsen var frivillig. Derfor var der ikke noget at gøre.

Og så tilføjede politimanden noget, som Søren gang på gang skulle komme til at tænke tilbage på i de følgende år. »Den far,« sagde han, »virker ikke til at være rask.«

Søren og Hanne, der omtales i dette uddrag, er Samias lærere fra folkeskolen.

"Genopdragelsen er skrevet af tre journalister; Anton Geist, Sebastian Abrahamsen, Lasse Skou Andersen. Bogen er på 250 sider og udkom på Informations Forlag 27. november 2020.