Manglende tillid, anklager om chikane og manglende vilje til samarbejde. Anklagerne er gået begge veje mellem pårørende til beboere og ansatte på Odinsgård. 

Det dårlige samarbejde kan ifølge Socialtilsyn Syd have været medvirkende til de problematiske forhold i to af husene på Odinsgård. 

“Presset har medført øget personalegennemstrømning og et vanskeligt psykisk arbejdsmiljø, hvilket har haft negativ betydning for bl.a. borgernes trivsel,” skriver tilsynet i en redegørelse af egen indsats i sagen til Social-, Bolig- og Ældreministeriet, som Kommunen.dk har fået aktindsigt i. 

Sagen om Odinsgård fik national opmærksomhed, efter at pårørende til en af beboerne, havde givet Operation X lov til at installere skjulte mikrofoner, som efterfølgende kunne afsløre omsorgssvigt for borgere. 

Socialtilsynet kalder optagelserne “kulminationen på et udfordret samarbejde.” 

Flere pårørende afviser Socialtilsynets påstande og kan ikke genkende tilsynets udlægning, siger de til TV Syd.

Langvarig konflikt 

Aktindsigter og redegørelser viser, at der i årevis har været store udfordringer med samarbejdet og relationen til de pårørende til en række beboere på Odinsgård. 

Allerede tilbage i 2021, da Haderslev Kommune fik en ekstern rapport om forholdene på Odinsgård, blev forholdet til de pårørende fremhævet. Her fremgår det af rapporten, at pårørendesamarbejdet optager medarbejdernes tid på teammøder og i hverdagen og påvirker “den generelle tone og stemning”. 

Det skæve samarbejde er hurtigt blevet yderligere konfliktfyldt og fanget i en “ond spiral”, lød det i rapporten: 

“Jo mere kritik medarbejderne oplever, jo mindre har de et ønske om at samarbejde eller kommunikere med disse pårørende, og jo mere kritik oplever de herefter at blive mødt med fra pårørende”.

En række medarbejdere gav udtryk for angst, frustration, vrede og afmagt i forhold til samarbejdet med en mindre gruppe af pårørende, ligesom flere følte sig kontrolleret og mistænkeliggjort. Der bliver desuden peget på, at det vanskelige samarbejde ultimativt har konsekvenser for deres evne til at skabe trivsel hos borgerne. 

Det fremgår desuden i den advokatredegørelse, som Haderslev Kommune har bestilt, at den ansatte, som udsatte borgeren for omsorgssvigt, “har været og er under et helt usædvanligt stort psykisk pres som følge af uenigheder og den konfliktfyldte situation med de pårørende.” 

Anklager om chikane fra begge sider

En aktindsigt viser flere episoder, hvor fronterne mellem ansatte og pårørende har været trukket skarpt op. 

Minimum to medarbejdere på Odinsgård har fortalt ledelsen om oplevelser, hvor de mener, at de er blevet overvåget af pårørende, mens de har udøvet pleje hos beboerne. I begge tilfælde blev anklagerne afvist af de pårørende. 

Medarbejdere har efterfølgende truet med at sige op på grund af det vanskelige pårørendesamarbejde og dårlige arbejdsmiljø. De berørte medarbejdere blev sendt til krisepsykolog, og et eksternt firma blev hyret til at levere pædagogiske medarbejdere, når de pågældende pårørende var i huset, efter at de pågældende ansatte bad om at blive fritaget for at komme ind til borgeren, når forældrene var til stede.

Omvendt har pårørende til en beboer på Odinsgård beskrevet, hvordan de har “kæmpet” med de ansatte og kommunen og føler, at man fra bostedets side forsøger at læsse en række opgaver af ikke-værgeretlig karakter over på dem for at få dem “ned med nakken”. 

Ledelsen beskyldes i anden korrespondance for at gemme sig bag “samarbejdsproblemer” som et argument for, hvorfor man ikke er lykkedes med bestemte opgaver: 

“Samarbejdsproblemer kommer ikke fra forældre, værger eller andre bekymrede nærtstående. Det opstår ganske givet internt på Odinsgården.”

I slutningen af 2022 opsagde Odinsgård to borgere med henvisning til pårørende-samarbejdet og dets virkning på arbejdsmiljøet.  

Latent konflikt lurer

Rolf Dalsgaard Johansen, direktør for Social og Sundhed i Haderslev Kommune, mener ikke, at det er fair at lægge skylden over på de pårørende, men medgiver, at samarbejdet har været udfordret med en gruppe af pårørende bl.a. på grund af den store personaleudskiftning på stedet: 

- Stor udskiftning blandt personale og ledere skaber usikkerhed. Det gælder både for de ansatte og de pårørende, som hver gang skal forholde sig til en ny samarbejdsrelation, siger han. 

Direktøren understreger, at man har et godt samarbejde med størstedelen af de pårørende, men erkender, at der er tilfælde, hvor konflikten fylder meget. 

- Det er enormt vigtigt, at vi har en fælles forståelse af rammerne. Nogle pårørende har måske taget sig af deres børn de seneste 20 år, og de har derfor nogle klare indsigter i og holdninger til, hvad der er bedst for deres børn, men det er ikke altid, at vores kommunale serviceniveau kan matche det, siger han. 

En pårørende til en beboer har eksempelvis efterspurgt daglig opdatering, hvilket personalet ikke havde ressourcer til. En anden pårørende har i en årrække fået en ugentlig sms om sin datters vægt. Det blev stoppet, og lederen bad den pårørende om at have “tillid” til bostedets sundheds-ansvarlige supporter. 

Til det svarede den pårørende: “Det handler ikke om tillid, men om at jeg kan varetage min værgerolle og min indsats som nærmeste pårørende.” 

- Vi kan som kommune aldrig gå ind og erstatte mor og far, og vi skal have blik for helheden. Men det skal gå begge veje, for vi skal også erkende den oplevelse, de pårørende står med, hvis de ikke føler sig set eller hørt, og som bunder i en frygt eller bekymring, siger Rolf Dalsgaard Johansen. 

- Der vil altid ligge en konflikt latent, tilføjer han.  

Familien flytter med

Det er dog problematisk at tegne et billede af et tovtrækkeri mellem de pårørende og de ansatte med beboeren i midten, mener Ida Schwartz, ph.d. og tidligere docent på Center for Anvendt Velfærdsforskning ved Professionshøjskolen Nordjylland. 

I stedet bør man tage udgangspunkt i beboerens liv og behov, siger hun. Og her spiller familien ofte en central rolle.  

- Det kan være utrolig hårdt at tro på, at et professionelt system kan tage vare på det barn, som man måske har taget sig af hele livet, siger hun.

I de fleste tilfælde har forældre til børn med multiple handicap ydet en kæmpe indsats og har en enorm viden om barnet og dets udfordringer. Når beboeren flytter ind på et botilbud, flytter familien derfor ofte med i overført betydning, forklarer Ida Schwartz. 

- Det er en opgave, du aldrig kan lægge fra dig, og den rummer en stor bekymring, som altid vil være der. 

Ved at tænke i, hvem der har fat i hvilken ende af tovet, kan samarbejdet let ende i en negativ spiral, hvor de to grupper misforstår hinanden og tillægger hinandens handlinger negative værdier. I stedet for samarbejde bliver det en kamp. Her er det særligt de ansatte, som har et ansvar for at ændre situationen, mener Ida Schwartz: 

- De har overblikket og fagligheden til at invitere til samtalen om, hvor misforståelsen er opstået. Man må ikke bare tie og trække engagementet tilbage. Så snart der er opstået en vanskelig situation, skal man tage det op, siger hun.  

Trussel om shitstorm

På Kongsgården i Aarhus har man siden Else-sagen været særligt opmærksom på det gode pårørendesamarbejde for netop at komme nye sager i forkøbet. 

- Vi gør rigtig meget ud af at etablere en god relation fra starten og få forventnings-afstemning på plads. Det gør det også lettere for de pårørende at komme til os, hvis vi ikke lever op til de forventninger, siger forstander Anette Sindberg. 

Initiativerne skyldes ikke kun hensyn til de ansatte og plejehjemmets renommé. Frygten for pårørende kan let få konsekvenser for den omsorg, de ansatte kan levere. 

- Det bliver hurtigt en ond spiral. Vi bliver bange for at gå ind til borgere, hvor de pårørende er meget optaget af, hvad der foregår. De ansatte føler sig ikke trygge, sætter spørgsmålstegn ved deres egen faglighed, de pårørende sender endnu flere spørgsmål, og vi bruger i stedet tiden på at dokumentere det hele, så der ikke sker fejl. 

Hun oplever desuden en stigende tendens i samfundet til, at pårørende går til enten traditionelle eller sociale medier med deres problemer i stedet for til ledelsen. 

- Vi opfordrer altid de pårørende til at komme til os i stedet for at gå i medierne. Vi oplever dog stadig, at enkelte siger, at “I trænger til at komme en tur i TV2 igen”. Sådan var det ikke for ti år siden, der var man bedre til at tage dialogen, siger Anette Sindberg. 

Bedre forståelse 

Ida Schwartz advarer mod, at der opstår en “dem” og “os”-tankegang om de pårørende. 

Hun afviser desuden idéen om, at det er en bestemt type af pårørende, der giver anledning til konflikter. 

En undersøgelse fra Niras Konsulenterne viser, at jo mindre de pårørende er i kontakt med beboeren, jo mere tilfredse er de med det tilbud, beboeren modtager. Det er dog forkert at konkludere, at kun forældre, der engagerer sig meget, ender i konflikter. Det handler i stedet om den situation, beboeren og de pårørende står i. 

- Nogle forældre har et voksent barn, som måske har et lettere handicap, og som er glad for at være på bostedet, får venner, trives og har det godt. Det kan også skyldes, at vedkommende er omgivet af et stabilt team. Så kan det være nemmere at trække sig lidt som forældre. Men der er også forældre, som har et barn med et svært handicap og måske alvorlig sygdom. Der kan være skiftende personale omkring beboeren, som gør situationen mere usikker og kompliceret. Her kan forældre have opgaven som dem, der koordinerer, holder øje og støtter op, forklarer Ida Schwartz. 

Konflikten opstår, når de pårørende føler sig afmægtige, og deres voksne barn ikke får den omsorg, de synes, vedkommende har brug for. Det er da afgørende for det gode samarbejde, at de ansatte forstår familiens situation. 

- Der er en tendens til, at man tænker, at nu skal forældre give slip og lade professionelle tage over. Men det kan de jo kun, hvis de er trygge ved den omsorg, der ydes. Som professionel skal man huske, at vi altid er midlertidige, mens familien udgør de permanente relationer, som professionelle skal støtte op om, siger Ida Schwartz. 

- Det kræver en faglighed, hvor vi sætter borgeren og dennes familie i centrum.