Den spåede masseudskiftning i kommunalbestyrelserne udeblev. Andelen af nyvalgte politikere steg kun svagt fra 39 procent i 2017 til 41 procent ved dette valg. Det er der tre forklaringer på. 

"At være ny er så nemt," sagde en erfaren politiker til mig i valgkampens slutspurt. 

“De nye kandidater har ikke ansvar for noget som helst, og de tror, de kan ændre hele verden eller i hvert fald hele kommunen. Det gør det megasvært at konkurrere med dem i valgkampen.”  

Samtidig førte en borgergruppe på sociale medier valgkamp under hashtagget #vælgdemfra. En kampagne med en direkte opfordring til at udskifte de nuværende kommunalpolitikere med et helt nyt hold uden ansvar for tingenes tilstand på handicapområdet. 

Mere subtilt indrykkede 3F store annoncer med opfordring til at stemme på kandidater fra virkeligheden. 

Alligevel blev 59 pct. af de nuværende kommunalpolitikere genvalgt. Det er kun to procent færre end ved sidste valg. Jeg havde troet på større udskiftning bl.a. på grund af den stigende politikerlede, som de førnævnte kampagner er udtryk for. Men også fordi nye politikertyper har mere offensive kampagnestrategier bl.a. på sociale medier. 

Tallenes tale er imidlertid klar. De nuværende politikere er ikke valgt fra over en bred kam. Så nemt er det trods alt heller ikke at være ny kandidat i en kommunalvalgkamp. Det ser jeg tre forklaringer på.

Rygstød til loyale partisoldater

For det første bliver mange nye kandidater placeret langt nede på partiernes opstillingslister. Det er en systematisk ulempe for nye kandidater. Placeringen på listen sender et signal til vælgerne. Positionen som spidskandidat og øverste kvinde på listen øger sandsynligheden for valg markant uanset opstillingsform. Derudover vælger nogle partier fortsat partiliste for at sikre, at partiets prioriterede kandidater bliver valgt. Det sidste gør det svært at være ny kandidat, da anciennitet og loyalitet mod partiet belønnes højere i den interne prioritering end hos vælgerne. 

I Odense forårsagede Enhedslistens partiliste bl.a., at vælgernes favorit, den unge kvinde Mette Skaarup, ikke blev valgt til trods for, at hun fik flere stemmer end listens nummer ét og to til sammen. 

Spidskandidaten Reza Javid forklarede efterfølgende valget af partiliste med, at det er partiets medlemmer, ”der bedst kan vurdere personerne, den politik de står for, og deres indsats i partiet”. 

Internt i vælgerforeningen vil nye kandidater derfor ofte være bagude på point. Det betyder noget for prioriteringen af partiets ressourcer i valgkampen, altså alt fra fordeling af vælgermøder til antallet af partifinansierede plakater og annoncer. Jeg hører nye kandidater fortælle, hvordan de skal kæmpe hårdt for bare et lille kampagnebudget, hvis de er nye aktive i partiet eller tilflyttere. 

Den anden forklaring på, at det ikke er så nemt at være ny, er, at de nye kandidater tit er mindre kendte og har mindre netværk end de etablerede politikere. Især udenfor storbyerne er de personlige netværk i lokalområdet afgørende for de personlige stemmetal. 

Det er også en ulempe for nye kandidater, som ofte kræver en ekstraordinær kampagneindsats. Her kan en offensiv social-medie-strategi spille en rolle.

Jordskred udeblev

Den tredje forklaring på, at udskiftningen ikke blev større, er, at valget ikke ændrede så mange mandater partierne imellem, som det på et tidspunkt så ud til. Det betyder alt andet lige flere genvalg i gennemsnit. I de kommuner, hvor mandatfordelingen ændrede sig mest, kommer der også flest nye politikere, og der er dermed udsigt til såvel politiske som kulturelle forandringer. 

Jeg mener, at det gør en forskel med et frisk pust i byrådet, så jeg er taknemmelig for de 41 pct. nye politikere “fra virkeligheden”. Og hvis repræsentationen i byrådene skal være bedre, og balancen mellem mænd og kvinder i byrådene skal rykke sig mere end to  procent i kvindernes favør til næste kommunalvalg, så kræver det en endnu større udskiftning med endnu flere nye politikere til næste valg. 

Det er simpel matematik, og partierne har et stort ansvar for det sker.