- For mig er det værste scenarie, hvis vælgernes opbakning skulle gå hen og stige mig til hovedet. Det må bare aldrig ske, siger hun fast. 

Indehaveren af regionalvalgets historiske og suverænt mest overbevisende personlige stemmerekord, Stephanie Lose (V), tager et sip af sin sorte kaffe. Ryster på hovedet.

- Hvis jeg fx holdt op med at lytte til mine politiske modstandere, eller hvis jeg nu glemte, at vi skal samarbejde bredt for at skabe holdbare politiske løsninger, så ville politik ikke længere give mening for mig. Det ville ikke længere være mig, siger hun. 

147.485 vælgeres kryds blev sat ved Stephanie Loses navn ved regionalvalget 2021. Det svarer til 22 pct. af samtlige afgivne stemmer i regionen og sikrede Venstre tre nye mandater i Region Syddanmark. Rekordvalget gør hende ikke alene til topscorer i alle landets fem regioner, fra de blev dannet til nu. Hun høstede også ti gange så mange personlige stemmer som sin nærmeste konkurrent, socialdemokraten Mette With Hagensen, der fik 15.619 personlige stemmer.

Godt tag på møgsager

Stephanie Lose er både glad, stolt og taknemmelig, siger hun. Tænksomt. For 147.485 menneskers tillid forpligter. 

- Alle de vælgere må jo have nogle forventninger til mig som regionsrådsformand. Forventninger, jeg ikke må skuffe. Og faktisk tror jeg netop, det er min tilgang til politik, det at jeg bevarer jordforbindelsen og prøver at få alle med, der er en stor del af årsagen til, at jeg fik så godt et valg, siger hun alvorligt. 

- Jeg vælger i hvert fald at tolke opbakningen til mig som en opbakning til min tilgang til politik og min måde at håndtere svære sager på.

Svære sager har der nemlig været rigeligt af. Aldrig så snart havde Stephanie Lose overtaget formandsposten i Region Syddanmark i 2015, før hun og regionsrådet måtte politianmelde hendes forgænger, partifælle og tidligere chef, Carl Holst, på mistanke om misbrug af regionale ressourcer i forbindelse med hans valgkamp til Folketinget. 

Hun har gennemført millionbesparelser, begæret ambulanceselskabet Bios konkurs, sagt partiformand Lars Løkke imod offentligt, da han luftede idéen om at nedlægge regionerne, ansat en helt ny direktion i Region Syddanmark, og senest, men ikke mindst, har hun haft  det øverste ansvar for regionens håndtering af en verdensomspændende pandemi.

- Der har været masser af bump på vejen. Men jeg tager vælgernes opbakning med mig videre som en tilkendegivelse af, at mange trods alt må synes, at de sager har været grebet bedst muligt an, siger hun.

Både på gaden og på sociale medier bliver Stephanie Lose hyppigt rost for sin måde at kommunikere på. At hun svarer klart og tydeligt på alle spørgsmål. At hun formår at skære ind til benet og håndtere en møgsag uden at ryste på hånden. At hun bevarer overblikket, kalder en spade for en spade og møder både modstandere og partifæller åbent og respektfuldt. Aldrig ringeagtende eller hoverende.

Langt mellem haderne

Det på trods af, at socialt samspil med mennesker egentlig altid har været en udfordring for hende, fortæller hun selv. I skoleårene beskriver hun sig selv som en flittig og dygtig elev, der  elskede at læse og lære, men havde svært ved at finde gode venner og danne tætte sociale relationer. 

Hendes indadvendte natur er noget, hun stadig arbejder med. 

Selv om ingen brokker sig over den. Stephanie Loses let distancerede attitude falder åbenlyst i vælgernes smag. Af de mange kommentarer, hun får på alle platforme, er de fleste spørgende eller sagligt systemkritiske hvis ikke ligefrem rosende. Hadefulde beskeder, der ellers forpester mange kendte politikeres liv, er hun stort set forskånet for.

- Indimellem kan det godt blive personligt og negativt. Og det er virkelig ubehageligt. Men jeg tror ikke, jeg er dén, der skal klage højest, siger hun.

- I bund og grund forsøger jeg jo bare at være mig selv. Både som mor, formand, politiker og hustru. Der findes faktisk ikke ret mange varianter af min personlighed. Måske er det også med til at vække noget tillid, siger hun.

Ti år i regionsrådslære

På skrivebordet står en skål med fyldte chokolader i farvestrålende indpakninger. Stephanie Lose har en sød tand og mange lange arbejdsdage, som man godt kan gå sukkerkold af. For hende er alle hverdage som udgangspunkt  arbejdsdage. Fra morgen til aften. Kun et par gange om ugen når hun at spise morgenmad med døtrene, Sofie på ni år og Mie på 12 år. Ellers er det far, Jakob Lose, der sørger for, at pigerne kommer godt afsted. 

Weekenderne er reserveret til familien. Så vidt muligt i hvert fald. Selv her op til jul bliver forberedelserne til højtiden jævnligt afbrudt af et tv-hold eller en hastesag.

Sådan er det bare. 

Det er familien vant til. 

Jakob Lose har repræsenteret Venstre i Esbjerg Byråd i 20 år og forstår om nogen sin hustrus engagement, ligesom hun forstår hans.

- Vores familieliv kræver noget planlægning og indimellem hjælp udefra. Men arbejdsfordelingen hjemme fungerer faktisk uden konflikter, fortæller Stephanie Lose.

Hun har siddet i regionsrådet siden 2006, altså længe før hun blev mor. Og regionsrådsformand.

- Jeg nåede at få næsten ti år som menig politiker i regionsrådet. Ti lærerige år, hvor jeg fik tid til at gå i dybden med de forskellige områder, regionen tager sig af. Sundhed, psykiatri og regional udvikling. Perspektiver og sammenhænge. Den erfaring og indsigt er jeg i dag rigtig glad for at have i bagagen som formand, siger hun.

Videbegær banede vejen

Sit politiske engagement har Stephanie Lose ikke arvet fra nogen. Hun voksede op i Løgumkloster, kalder sin opvækst “god og stabil” og har egentlig aldrig været i tvivl om sine forældres opbakning. I dag er barndomshjemmets garage tapetseret med Stephanies valgplakater, men da hun boede hjemme med far, der arbejdede i forsvaret, og mor, der  var ansat på et plejehjem, satte forældrene ikke nødvendigvis kryds ved Venstre. 

Og ingen af hendes tre søskende har vist interesse for politik.
Stephanie Lose, der er født Kristensen, blev altså familiens politiske pionér, da hun som 14-årig meldte sig ind i Venstres Ungdom, og da hun som 21-årig sprang ud som politisk aktiv.

At hun fandt sin hylde i regionalpolitik, forklarer hun med politisk eventyrlyst efter strukturreformen. Hun var ikke specielt interesseret i sundhed dengang, men mere bredt engageret i alle politiske perspektiver og sammenhænge indenfor alle fagområder.

Kunsten at sætte sig ind i nye ting er én af Stephanie Loses superkræfter. Hun kan læse en bog på seks timer. Helst uden pauser. Og den ca. 15 cm høje stak sirligt ordnede papirer, der ligger på hendes skrivebord, har lige været med hjemme på weekend. Om hun har læst det hele er overflødigt at spørge om. Selvfølgelig har hun det.

Travle år forude

Bunken vidner dog også om den evige kamp mod uret, der følger med, når man både er regionsrådsformand, Venstres næstformand og formand for Danske Regioner.

Sidstnævnte post står hun til at miste til socialdemokraten Anders Kühnau, men spørger man hende selv, hvor irriterende det er på en skala fra et til ti, smiler hun bare afmålt.

- Jeg ville rigtig gerne være fortsat som formand for Danske Regioner. Det er jo i det regi, vi maksimerer vores indflydelse overfor Folketinget, regeringen og organisationerne. Men jeg er altså ikke sådan en, der græder snot, når tingene ikke går min vej, fastslår hun.

- Jeg er opdraget til at bevare jordforbindelsen. Tage tingene, som de kommer. Det er jo også en fordel, at jeg får færre rejser til København, for så bliver der bedre tid til Region Syddanmark og familien.

Tiden skal nok få ben at gå på. Samtlige 205 danske regionalpolitikere går et par travle år i møde. Det har trukket ud i årevis, men nu skal hele sundhedsområdet reformeres, og det kan efterhånden kun gå for langsomt, understreger Stephanie Lose. 

- Vi skal i gang med at se på alle strukturer med friske øjne. Lave en samlet plan for rekruttering og fastholdelse. Måske skal vi bruge løn mere strategisk. Måske skal vi omfordele den vagtbelastning, der er i sundhedsvæsnet, og flette opgaverne bedre sammen på tværs af sektorer, siger hun.

- For de rekrutteringsproblemer, vi har i sundhedssektoren lige nu, er jo bare begyndelsen. Folk lever længere, og vi får hele tiden adgang til flere og dyrere behandlingsmuligheder, så vi kan ikke bare vokse med problemerne eller gøre mere af det samme, som vi gør nu, siger hun.

På forhånd nej tak til Christiansborg

At en politisk modstander sætter sig i Danske Regioners formandsstol bekymrer til gengæld ikke den siddende formand.

- Vi ville stikke folk blår i øjnene, hvis vi prøvede at bilde dem ind, at en blå formand er garant for masser af blå politik, eller at en rød formand kan sikre rød politik i regionernes fælles interesseorganisation. Danske Regioner er en konsensus-organisation. Hvis vi fundamentalt ændrer vores politiske kurs, lammer vi os selv. Så kan vi ikke agere, siger hun. 

- Formandens partifarve bliver ikke afgørende for Danske Regioners politik. Opgaven er jo netop at finde frem til det, vi kan være fælles om på tværs af partier. Men som sagt ville jeg gerne have fortsat mit arbejde som formand, siger hun.

Næstformandsposten i Venstre, som Stephanie Lose overtog fra Inger Støjberg i januar i år, vil hun også gerne afdramatisere.

Hun vil ikke kaldes kronprinsesse og kommer heller ikke til at besøge Christiansborg i tide og utide, forsikrer hun.

Der står hverken statsminister eller folketings-taburet på hendes ønskeseddel, for hun nyder at komme ud og besøge de institutioner, hun er med til at træffe beslutninger for. Tale med medarbejderne. Lytte til deres forslag.

- Regionalpolitik får ofte skyld for at være langt fra den virkelighed, beslutningerne skal fungere i. Det, synes jeg så ikke, er helt korrekt, for alt andet lige er landspolitik jo bare endnu længere væk fra den virkelighed. Lige nu synes jeg først og fremmest, jeg skylder vælgerne i Region Syddanmark at leve op til den tillid, de har vist mig, siger hun.

- Så nej, jeg drømmer ikke om en plads i Folketinget. Men om 20 år er jeg nok ikke regionsrådsformand længere.