Som fagprofessionel og leder kan det være sin sag at skulle navigere i, hvad der er op og ned i en tid med ofte ophedede diskussioner om politisk korrekthed, social ulighed, sexisme, racisme og krænkelseskultur. Diskussionerne afføder ofte spørgsmål om, hvad man reelt kan sige og gøre, der kan gøre en forskel, fordi vi ved, at social ulighed fortsat er en udfordring i vores samfund, og at denne ulighed ofte er koblet til en etnisk slagside. I vores bog "Gode intentioner er ikke nok. Opgør med fem myter om racisme, diversitet og etniske minoriteter i pædagogisk praksis" sætter vi fokus på aktuelle udfordringer i feltet og tilbyder teoretiske begreber til bedre at forstå, hvad der kan være på spil, ligesom vi peger på konkrete handlemuligheder i pædagogisk praksis. Vi stiller i den forbindelse skarpt på fem myter, vi i vores arbejde med inklusion og diversitet har set, er dominerende for mange professionelles arbejde med minoritetsetniske børn i skole og daginstitution. 

At vi kalder det myter, er ingen tilfældighed. Det gør vi, fordi vi ser det som udbredte antagelser, der former praksis på måder, som spænder ben for arbejdet med inklusion og udligning af social og etnisk ulighed. De fem myter, vi behandler i bogen, er: 

Myte 1. ”Der findes jo ikke racisme i Danmark”

Denne myte eller grundantagelse kan i praksis gøre det vanskeligt at åbne for de svære, men vigtige samtaler om forskelsbehandling og ulighed i pædagogisk praksis. For begge dele findes. Også i Danmark.

Myte 2. ”Her ser vi ikke (farve)forskelle” 

En farveblind tilgang er kendetegnet ved en mere eller mindre bevidst ignorering af (farve)forskelle. En sådan tilgang kan fra et professionelt perspektiv være velmenende, men i praksis fører den til en underkendelse af minoritetsetniske børns levede oplevelser og erfaringer.  

Myte 3. ”Det er de minoritetsetniske børn, der er problemet”

Myten om, at det er de minoritetsetniske børn, der er problemet, er forbundet med en ekskluderende andetgørelse, der gør det enkelte minoritetsetniske barn til bærer af sin andethed. Man bruger eksempelvis etnicitet som forklaring på en oplevet problematisk adfærd hos barnet. Denne myte implicerer i praksis en manglende inddragelse af den pædagogiske kontekst og situation, som nødvendigvis må tænkes med ind i forståelsen af og løsningen på en given problematik eller udfordring. 

Myte 4. ”På vores skole er alle lige” 

Idéen om, at alle er lige i pædagogiske sammenhænge som fx skolen, er udbredt og endda lovfæstet i folkeskolelovens formålsparagraf om skolens lighedsideal. Dette stærke ideal om lighed gør sig desværre ikke gældende i virkeligheden. Vi fremhæver i den forbindelse den meget sammensatte sociale ulighed, som eksempelvis præger skolen, og som har en udtalt etnisk slagside. 

Myte 5. ”Hvis bare man har gode intentioner…”

Omend vi afgjort anerkender de gode intentioner og den store indsats, som pædagoger, lærere og ledere lægger i deres daglige arbejde med diversitet og inklusion, peger vi på, at der desværre samtidig hersker en udbredt forståelse af og myte om, at dét at have gode intentioner i sig selv er nok. Vi sætter kritisk fokus på vigtigheden af i praksis at skelne imellem intention, handling og effekt. Samtidig peger vi på, at det af mange grunde kan være vanskeligt at komme i mål med at tage de svære emner og samtaler op om andetgørelse, racisme, konkrete måder at gribe det an på m.m. 

Under hver myte stiller vi i bogen skarpt på, hvad man som professionel kan gøre i forhold til at bryde med den og skabe udvidede deltagelsesmuligheder for alle børn og unge. Det handler overordnet set om det begreb, vi i bogen betegner som pædagogisk social ansvarlighed, hvilket primært består i at forholde sig kritisk til, hvordan man i en pædagogisk kontekst kan give alle børn retfærdige muligheder for at opnå det samme i samfundet på trods af børnenes forskellige sociale baggrunde.

Helt konkret handler det om, at man som skole eller daginstitution tager ansvar for, at man er en del af et omkringliggende samfund. Det betyder, at man erkender og kritisk forholder sig til, at man i praksis kan være med til blindt at reproducere uligheder i samfundet. Skolen/institutionen bør aktivt tage stilling og i sidste ende tage ansvar for at prøve at bryde med dette. Det handler om, at man som skole eller daginstitution gør en særlig indsats for ikke at diskriminere og andetgøre individer og/eller grupper. 

Det er ikke kun den enkelte lærer eller pædagogs ansvar at arbejde med social ansvarlighed. Det er et fælles ansvar, og her spiller ledelsen en stor rolle. Som leder går du og din ledelse forrest i arbejdet med pædagogisk social ansvarlighed. Det er således også dig som leder, der i samarbejde med resten af ledelsen kan igangsætte og sikre, at dette arbejde går i en ønsket retning.

Laila Lagermanns og Iram Khawajas bog "Gode intentioner er ikke nok - opgør med fem myter om racisme, diversitet og etniske minoriteter i pædagogisk praksis" udkommer på Dansk Psykologisk Forlag 13. oktober.