Da jeg var barn, var mine forældre en form for ”first movers”. De gik i hvert fald vældigt op i miljø og bæredygtighed, og startede en miljøforening oppe i Nordjylland, hvor vi boede. (Hvis de havde boet på Syrenvej 7 i Hørsholm og pendlet frem og tilbage til miljøforeningen, ville det have været lidt dobbeltmoralsk).

En del af foreningens regler gik ud på at være rasende over idéen om at indføre atomkraft i Danmark, og derfor demonstrerede vi imod det. Der findes et billede af mig, som får det meste hævnporno til at blegne, selv om det er mine forældre, der har taget det: Jeg står iført blond grydeklip og denimtøj med svaj i benene og har dekoreret dette uangribelige outfit med utallige ”Atomkraft – Nej tak”-klistermærker, just hjemkommet fra endnu en demonstration, hvor jeg åbenbart har vurderet, at den direkte vej til at blokere for et dansk Barsebäck måtte være  at sætte endnu et gul-rødt klistermærke på mit denimtøj.

Mit møde med god satire

Det var måske til den ”demo”, jeg fik mit første indblik i, hvad satire kan gøre: Normalt afløste den ene rasende hippie den anden på scenen;  udspyede apokalyptiske forudsigelser om atomvinter og baggrundsstråling, men så præsenterede hippierne pludselig én, der hed Niels Hausgaard.

Og jeg kan huske, hvordan stemningen blev bedre. Folk begyndte at stå at smile, så klukke, og snart grinede de højt. Jeg fattede intet af teksten, for jeg har været syv-otte år gammel, men ham Niels kunne altså noget. Sangen hed ”Hilsen fra os” og handler om nogle vendelboer, der diskuterer ”antomkraft” og er rørende enige om, at det dér ”antomkraft” er en pragtfuld idé. Nogle af de fremmødte demonstranter har uden tvivl følt sig udfordrede, indtil sangens omkvæd, der så præcist starter med sætningen ”men værket skal ligge på Sjælland, har vi tænkt…”, vender pointen på hovedet.

Jeg anede det ikke på demonstrationsdagen, men da jeg opdagede, hvem det var, og hvad han lavede, blev Niels Hausgaard mit livslange idol. Ja, alle vil da gerne have uudtømmelige energikilder, men helst ikke i deres eget bryggers, og det er præcist det prik, der kan flytte mange flere end de vrede talere.

Jeg har selv som komiker og klummeskriver brugt masser af krudt på at fortælle folk, at de tog fejl, men Hausgaard er meget mere begavet: Hvor de rasende talere råbte ”aldrig A-kraftværker i Danmark”, prikkede Danmarks bedste satiriker bare tilhængerne i maven og spurgte ”Jo, men skal de dér reaktorer så stå hos jer?"

Et gummibegreb

I dag er det satiren, ingen vil have i deres baggård.

”Nej da: For alle elsker jo satire,” tænker du måske. ”Spørg hvem som helst!”

Og ja: Magthavere, landsdækkende aviser, kulturanmeldere, debattører, politikere og alle dem, der arbejder med tv og radio kan ikke kildes på rygmarven uden at råbe, at de ELSKER satire. Det er lidt som at bo i Saudi Arabien, og blive spurgt om Islam. Alle Public Service-kanaler har for eksempel skrevet ind i deres kriterier, at de skal levere ”satire”, men hvor mange gode, aktuelle satireprogrammer kan du nævne? Jeg er vild med ”Tæt på Sandheden” og har skrevet for Huxi Bach. Der findes næppe et politisk interesseret menneske i nationen, der ikke roser ”Den Korte Radioavis”. Men helt ærligt. Vi er små seks millioner mennesker, og vi kan åbenbart ikke præstere mere end ét satireprogram ad gangen.

Tilsyneladende har vi oceaner af satireprogrammer i mediebilledet. For med meget få undtagelser klassificerer radio- og tv-kanalerne bare alle programmer, hvor værten lejlighedsvis er morsom som ”satire”. Det er jo ordets velsignelse: Man kan aldrig hævde at noget IKKE er satire, og derfor klassificerer Danmarks Radio alle mulige trælse radioprogrammer som ”satire”, bare værterne griner ad sig selv.

Facebook bremser frække svar

I nullerne blev folk åbenbart voldsomt trætte af satire. Der opstod med Internettet en modvilje overfor kritik, som har udviklet sig massivt de seneste år. Alle elsker kritik af magthaverne, med mindre, det altså er DERES magthavere. Jeg nåede ind i satiren i de gode tider, da Mette Lisby var vært på ”Ugen der Gak”. Den eneste klage, jeg kan huske, var da vi lavede en joke om en olieindsmurt fugl, som forargede folk med forkærlighed for ikke-olieindsmurte fugle.

Men så stak det af. Prøv at høre ”Mads og Monopolet”, der ellers ikke er et oplagt satireprogram. I gamle dage blev der givet frække svar, men så fik programmet tilføjet et kommentarspor på facebook, og nu tør panelet ikke svare noget, der potentielt kan få furierne i Føtextøjet op i det røde felt. Efter min opfattelse kommer modstanden mod satire ikke så meget fra diktatorer som Lukasjenko eller Mette Frederiksen eller fra myndighederne. Den kommer fra helt almindelige mennesker, der ikke længere vil modsiges. Det skyldes både at satiren er blevet mere præcis, og at mennesker ikke længere tåler andres holdninger.

Der skal også ressourcer til

Da jeg var barn, stod Kurt Ravn med en paryk og ramte Poul Schlüters stemme lige i røven. 100 procent respekt for Kurt Ravn! Vi grinede, og for hver uge blev det sjovere og sjovere. For han lignede jo! Og fordelen var lidt, at der kun var den ene kanal. Siden har jeg talt med dem, der stod for det sjove, og de fortæller at der altid sad et kamerahold stand-by. Bare, hvis nogen skulle få en god idé. Så var et hold ude at filme, og et andet hold sad og ventede på et sjovt indfald.

Det er præcis dér, satire ikke er i dag. Nu skal man på forhånd forstå, at det er for dyrt. At se, hvad der sker i dansk politik og være klar til at satirisere over det, kræver en månedsløn. Per hoved, per måned. Så lav dog et sketchshow, der gør grin med mennesker, der ikke findes i virkeligheden! Det er helt vildt billigt! Man kan planlægge, hvornår man skriver det og pakke optagelserne praktisk sammen. Satire skal reflektere virkeligheden, og det har den kæmpe bagdel, at man skal sidde klar og vente på, at virkeligheden udfolder sig. Derfor har vi af økonomiske årsager højest halvandet satireprogram i Danmark. Hvis vi altså er heldige. Af og til har vi ingen, fordi det bare er nemmere at lade være.

Men vi har Niels Hausgaard, og ham burde vi klone.