Vi ændrer os som befolkning i disse år - demografisk og med et ændret sundhedsbillede. Vi står midt i en brydningstid, men vi står i den sammen. Vilde problemer kræver nye løsninger på tværs af aktører og sektorer. Her er lokalt kultur- og foreningsliv en del af svaret på, hvordan vi motiverer hinanden til deltagelse i aktive fællesskaber og bidrager til fremtidens velfærdssamfund.  

I disse uger bøjer folkevalgte sig demokratisk mod hinanden. Både i finanslovsforhandlinger og i kommunale budgetprocesser bliver der prioriteret indsatser for de kommende år. Landspolitisk kommer Regeringen lige om lidt med sit udspil til nye streger på sundhedslandskortet, og så skal Folketinget forhandle. I begge demokratiske processer er der et åbenlyst potentiale for at forstørre og forlænge værdien af både den offentlige velfærd og foreningernes fællesskaber.

Det er ikke altid lige let at få samfundets tandhjul til at passe sammen på nye måder. Med frisættelse af den offentlige sektor behøver det heller ikke være ens alle steder. Det skal virke og give mening lokalt.

Husk det brede perspektiv

Mit budskab er, at når der forhandles budgetter, så husk sammenhænge og det brede perspektiv. Gode vilkår for foreninger og frivilligt engagement er en investering i livskvalitet, trivsel, dannelse og sundhed. 

Se den lokale idrætsfacilitet som et sted for deltagelse, der gavner social, mental og fysisk sundhed måske i samspil med det lokale sundhedshus. Det kræver både udviklingskraft og vedvarende fokus. Det har vi i DGI i samarbejde med idrætsforeningerne.

Den politiske og administrative vilje til samarbejde mellem den offentlige sektor og idrætsforeningerne er til stede. Det oplever jeg og vores lokale landsdelsdelsforeninger nærmest dagligt, blandt andet i dialogen med næsten halvdelen af landet kommuner, som vi har en partnerskabsaftale med.

Positivt forebyggelsesudspil

Viljen er også til stede nationalt.  Det seneste forebyggelsesudspil fra KL er et godt eksempel. Det er positivt, at KL taler om at investere i forebyggelse og om mere tværgående samarbejde med organisationer som bl.a. DGI – både på børne- og ungeområdet og seniorområdet. For vi kan og bør som samfund ikke alene behandle os ud af samfundets store sundhedsudfordringer. 

Regeringens ældrereform er også et eksempel på vilje til at inddrage og indtænke civilsamfundet, og det samme er den fælles politiske aftale om folkeskolen. Her lægges der bl.a. op til større inddragelse af foreningslivet i elevernes skoledag. F.eks. med demokratisk dannende valgfag i udskolingen og samspil om bevægelse i de boglige fag.

Men, der er et ”men”. Vi har stadig ikke knækket koden til at tænke kultur og herunder idrætsforeningernes folkeoplysende fællesskaber ind i helt tunge samfundshjul.

I dag har DGI gennem vores Jump4Fun-hold et samarbejde med over 40 kommuner og sundhedsplejen om særlige hold med motion og fællesskaber for børn, der har fået en svær start på livet og f.eks. er udfordret af overvægt. Holdenes sundhedsfremmende og forebyggende potentiale er åbenlyst. 

Borgeren i midten af samarbejdet

Det samme er det samfundsøkonomiske aspekt, men ofte strander skaleringer på små beløb. Vi har i DGI et stort ansvar for at forstørre og forstærke og allerhelst med plads til lokale forskelle, men det kunne jo også være en del af en økonomiaftale mellem staten og KL.

Det samme på seniorområdet hvor borgeren efter et kommunalt genoptræningsforløb med faglig indsigt hjælpes ind i et aktivt foreningsfællesskab med ligesindede. Det vil ikke blot betyde træning af borgerens funktionsevne og forebygge genindlæggelse, men også have stor positiv økonomisk effekt og være en gevinst for borgeren mentalt og socialt.  

I begge tilfælde flytter kommune, DGI og de lokale idrætsforeninger borgeren ind i midten af samarbejdet. Så lever kulturen og foreningernes fællesskaber – også i velfærden.