Mens partierne har haft travlt med at prioritere og prøve at finde ud af, om de kan enes, og om de er villige til at rette sig så meget efter hinanden, at der kan dannes en regering, har kommentatorerne luret i kulissen, mest optagede af at bringe de klip fra valgkampen, hvor politikerne sagde noget helt andet om hinanden.

Det forekommer mig inderligt ligegyldigt.

Det, vi som borgere har brug for nu, det er at få afklaret, om der er en reel vilje til at overkomme de forskelle, der selvfølgelig er mellem partierne.

Det er ret sikkert, at ligestilling ikke kommer til at spille nogen større rolle i de politiske forhandlinger, selvom der er flere grunde til, at det burde.

Og hvorfor nu det? 

Lang vej igen

Mange danskere tror, at Danmark er verdensmester i ligestilling. På trods af at tallene siger noget helt andet: i Global Gender Gap Report var Danmark i år 2020 nummer 20 ud af 156 lande, og det var vi mange, der ikke var stolte af. I år var det værre, der var Danmark røget ned på 29. pladsen, mens de andre nordiske lande, Island, Norge, Finland og Sverige lå i toppen dvs. blandt de fem bedste. Det går altså den gale vej, og det bør der rettes op på.

Ligestillingen viste sig smukt på valgdagen, hvor flere kvinder blev valgt ind i Folketinget. Nu er der 78 valgte kvinder og ved sidste valg kom der 70 ind, så det viser den samme tendens som ved kommunalvalget. Sammenlignet med repræsentationen i mange andre landes parlamenter er det ikke imponerende, men det var trods alt glædeligt, at det gik den rigtige vej.

Ligestillingen kan bare ikke stoppe her. Der er stadig ikke ligeløn, og der mangler fortsat en god forklaring på, hvorfor der ikke er det. Af ovennævnte rapport fremgår også, at danske mænd tjener 38 pct. mere end danske kvinder, og det på trods af at uddannelsesniveauet er det samme. 

Repræsentationen i bestyrelser er fortsat meget svag for kvinder. Det seneste tal jeg så, var, at kvinderne udgjorde 19 pct. Det må der rettes op på.

Oplysning er et plus

Trine Bramsen (S) satte som ligestillingsminister ligestilling op som et vigtigt punkt. Endelig fik vi måltal for kvinder i ledelse. Og som et af de sidste europæiske lande tilsluttede vi os det direktiv, der skal styrke repræsentationen af kvinder i bestyrelser.

Selv ser jeg barselsorloven til mænd som et meget vigtigt fremskridt, fordi det kan være med til at ændre familiestrukturen og dermed den rolle, mænd har haft i familien. Det har bekymret mig, at nogle kvinder ikke var villige til at give af deres barselsorlov til fædrene, men mon det ikke retter sig med tiden, når familierne opdager, hvor stor en rolle barselsorloven spiller – også for børnene. 

Vi kan glæde os over, at Metoo bevægelsen har fået ryddet op i megen seksuel chikane og overgreb, og at samtykkeloven blev stemt igennem i Folketinget. 

Vi er også mange, der var glade for Trine Bramsens udspil om vold mod kvinder, ”Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab”, der skal sikre en langt tidligere opsporing af vold og en styrket koordination på tværs af myndigheder. Men også en skærpet underretningspligt, når der er børn i de hjem, hvor volden forekommer. 

Ligestilling bør have sit eget ministerium

For nylig blev en gravid afghansk kvinde dræbt i Holbæk, og når det kombineres med de forskellige tilkendegivelser fra krisecentrene om, at de ikke kan styre tilstrømningen, og når vi også får at vide, at fortrolige personoplysninger i kommunerne kommer ud til vildt fremmede mennesker, så er det tydeligt, at der er noget galt, og at kommunerne har et stort ansvar.

Der må være nogle politiske forhandlere, der, når de er ved vejs ende, opdager, at et ligestillingsministerium også skal etableres, og det skal ikke bare være et tilbehør til et eksisterende ministerium, hvor det forsvinder i de mange andre ministerielle sager. Eller for den sags skyld et såkaldt juniorministerium uden politisk slagkraft. Ændringer på det ligestillingspolitiske område kræver politiske visioner og et reelt ønske om at gøre en forskel. Det er et selvstændigt og potent ligestillingsministerium, Danmark har brug for.