Lissy Margrethe Christensen sidder i sin lænestol ved vinduet i sit hjem i Humble på Langeland. På et lille rundt bord ligger fjernbetjeningen og telefonen inden for rækkevidde, og der står glas med vand og saftevand.

Ved hjælp af en underarmsstøttet rollator, kan hun nå toiletstolen, der står få skridt derfra.

I januar faldt Lissy Margrethe Christensen og brækkede sin venstre hofte og sit håndled og blev ved den lejlighed pludselig en del af Langeland Kommunes frisættelsesforsøg. Siden februar sidste år har kommunen nemlig arbejdet med en ny tilgang til rehabilitering målrettet borgere, der udskrives fra sygehuset. 

Men til trods for lovende udsigter, har en række hindringer tvunget kommunen til at sætte prøvehandlingen på pause. 

- Der skal være overskud, når man skal prøve noget nyt af, siger leder af træning og forebyggelse Solveig Stürup.

Og det er der flere grunde til, at der ikke har været.

Ud med minutbaserede ydelser og ind med dialog

Som led i kommunens velfærdsaftale på ældreområdet er Langeland frisat fra at træffe afgørelser om rehabiliteringsforløb efter servicelovens paragraf 83 a. Det giver mulighed for at eliminere de administrative byrder ved traditionel visitering og i stedet anlægge en mere fleksibel og samarbejdsorienteret tilgang.

Når visitationen ikke behøver at komme ind over, er det hurtigere og nemmere at få etableret den nødvendige hjælp, når en borger er udskrevet fra sygehuset. 

Formålet med “helhedsvurderingsforløb”, som kommunen har valgt at kalde det, er at forbedre borgerens funktionsevne og nedsætte behovet for varig hjælp. Og i stedet for at være styret af fast visiterede tidsbaserede ydelser, tilpasses hjælpen løbende i et samarbejde mellem borger, terapeuter og hjemmepleje.

Hvor en køreliste normalt udspecificerer, hvilke opgaver der skal udføres hos en given borger ved fx et morgenbesøg, er der med helhedsvurderingen alene afsat et antal minutter pr. besøg. Dermed får døgnrytmeplanen en helt central rolle, og den har vist sig at være lidt af en akilleshæl. 

- En af de udfordringer, vi har haft, er, at hjemmeplejen ikke altid har fået læst i døgnrytmeplanen, og så var det borgeren, der skulle fortælle dem, at “jeg skal forresten have hjælp til det her”, fortæller Solveig Stürup.

Som tovholdere for helhedsvurderingsforløbene måtte medarbejderne i hverdagsrehabiliterings-teamet derfor konstant følge op på, at hjemmeplejen fik læst og opdateret døgnrytmeplanen, og det er endt med at trække for store veksler på dem.

- Mit personale kunne ikke holde til at skulle følge op på noget, der egentlig ikke var meningen, at helhedsvurderingen skulle bruges til, siger Solveig Stürup.

Svært at rumme forandringer

Grundlæggende er det en udfordring, at hjemmeplejen har for lidt tid, fortæller fysioterapeut Laura Nyu Knudsen, der arbejder i hverdagsrehabiliteringen og samarbejder tæt med hjemmeplejen.

- Hjemmeplejen giver ofte udtryk for, at det simpelthen er tid, der mangler til at få orienteret sig både i døgnrytmeplaner og borgerens situation på dagen, siger hun.

Derudover har der været organisationsændringer med udskiftninger af både ledere og personale og flytning til ny lokation. 

- Jeg tror i den grad, at hjemmeplejen har brug for noget forudsigelighed omkring både deres arbejdsplads, og deres arbejdsgange i forhold til at kunne køre det her, som det egentlig er tiltænkt, siger Laura Nyu Knudsen.

I det hele taget har frisættelsesarbejdet været alvorligt udfordret, fortæller specialkonsulent i ældre og sundhed Zita Rye Hedeby, der er projektleder for velfærdsaftalen.

Lille kommune - større udfordring

Nærmest samtidig med at Langeland underskrev velfærdsaftalen, stod det også klart, at kommunen stod over for store besparelser på ældreområdet.

- Vi skulle spare 30 mio. kr. hen over nogle år, og for en lille kommune som Langeland, er det virkelig mange penge, siger Zita Rye Hedeby. 

Som led i besparelserne skulle der også foretaget store omorganiseringer.

- Så det var tre skibe, der blev sat i søen samtidigt, og de havde det lidt svært sammen, siger hun.

Generelt har det vist sig vanskeligt at mønstre det helt store overskud til at tænke innovativt ude på arbejdspladserne, så længe der ikke er tryghed i organisationen, og ifølge Zita Rye Hedeby bliver det mange steder opfattet som en ekstra opgave snarere end en håndsrækning, at der skal kigges på regler, arbejdsgange og lovgivning. 

- Når man i forvejen er fyldt op med krav om besparelser og store omorganiseringer, så er der ikke ret meget juice tilbage på flasken til at tænke nye tanker, og det forstår jeg virkelig godt, siger hun.

At Langeland ikke er noget unikt tilfælde, hvad angår besparelser og omorganiseringer, ved hun godt, men det har måske været i en lidt anden størrelsesorden end mange andre steder. Samtidig spiller det en rolle, at midlerne generelt ikke er så store i en lille kommune. 

Hun mener stadig, at alle kommuner - små som store -  har brug for frisættelse. Det er bare mere udfordrende, når ressourcerne er små og opgaverne ligger på få hænder. 

- Når man så bliver ramt af andre store opgaver, forestiller jeg mig, at det ville være nemmere i en større kommune, hvor der er flere kræfter til det, siger hun.

Brug for kompetencer og fælles værdier

Selve ideen med helhedsvurderingen står som et lysende eksempel på, hvad frisættelsen kan, men de praktiske udfordringer med at realisere potentialet tydeliggør samtidig behovet for en organisatorisk og kulturel tilpasning inden for ældreplejen, mener Zita Rye Hedeby.

- Oplevelsen derude er jo, at hjemmeplejen ikke har haft nok fokus på den rehabiliterende tankegang, som ligger til grund for hele helhedsvurderingen. Så vi mangler nok nogle trædesten, for at den prøvehandling kan blive en succes, siger hun. 

Det indebærer fx kompetenceudvikling i forhold til at arbejde rehabiliterende.

- Det er måske nemmere lige at give hr. Hansen strømperne på eller lave kaffen for ham, men for at hjælpe ham til at komme videre i sit liv, er det måske bedre at nøde ham til at gøre det selv, og få ham op af stolen og over at stå ved kaffemaskinen sammen med hjælperen og lave den kop kaffe, siger Zita Rye Hedeby.

Hun peger samtidig på behovet for fælles værdier på tværs af hjemmeplejen, plejecentrene og træningsområdet, som taler ind, at man netop arbejder rehabiliterende. 

- Vi arbejder faktisk for i fællesskab at gøre borgeren mere selvhjulpen. For det er jo det, rehabiliteringen handler om - at vi selvfølgelig skal have omsorg for borgeren og hjælpe og pleje borgeren, men at hjælpe og pleje borgeren er faktisk også tit at hjælpe borgeren med at blive mere selvhjulpen. Så borgeren kan komme tilbage til at mestre sin dagligdag og have et liv med så meget selvbestemmelse som muligt, siger hun.

Selvom kommunen ikke har fået helt så meget ud af frisættelsen, som hun kunne have ønsket sig, betyder det ikke, at man ikke har fået noget ud af det. Forhåbningen er, at helhedsvurderingen kan blive genoptaget senere på året, og i mellemtiden fortsætter arbejdet med en række andre prøvehandlinger.