Kulturområdet har de seneste godt to år fået en større politisk bevågenhed, og generelt gøres der meget for at opjustere økonomi, reformere og ikke mindst igangsætte nye initiativer på området.

Siden regeringens tiltræden har vi vidst, at et ”kulturpas” til unge uden for uddannelse og arbejde, var rundt om hjørnet. Et tilbud, der potentielt kan ramme over 40.000 borgere, hvis altså det bliver en succes, og brugerne finder det relevant.

Mange kommuner har allerede gode erfaringer med de såkaldte ”fritidspas”, som hjælper børn og unge til fritidsaktiviteter, uagtet forældrenes økonomi og øvrige ressourcer. Men pengene alene gør det ikke. For det er ofte helt essentielt, at en kommunal medarbejder – enten en, der arbejder dedikeret med området, eller ex. lærere og pædagoger – hjælper de unge på vej.

Altså, nogen som hjælper til at få skabt en kultur om at ”gå til noget”. En ressourceperson, der kan hjælpe med at få nedbrudt de barrierer, der måtte være for en ung, som ikke er foreningsvant – og hvor udfordringerne kan være af social, kulturel eller helt anden karakter.

Med andre ord skal der ikke blot prioriteres midler til, at den enkelte får et par fodboldstøvler og et kontingent, de skal oftest hjælpes i gang. Og det kommer også til at være opgaven med et kulturpas. Intentionen er rigtig god, men udformningen er helt afgørende.

Gode erfaringer at hente i kommunerne

Vi kender endnu ikke den konkrete udmøntning af kulturpasset, men vi ved dog, at kulturministeriet henter erfaringer fra ind- og udland. Og her er der heldigvis meget at komme efter, bl.a. i de danske kommuner. For her eksisterer ”kulturpasset” faktisk flere steder. Måske med en anden titel eller rettet mod en anden målgruppe, men der ligger gode principper for, hvad der kan fungere.

Vigtigt er det, at man giver plads til en stærk lokal forankring af passet, hvor de lokale kulturinstitutioner kan byde ind på forløb og helt konkrete tilbud. Det er vigtigt, at det bliver håndgribeligt – og ikke blot et par tusind kroner, der frit kan bruges på kultur. Og der er også stor forskel på landets kommuner og kulturtilbud - hvad der fungerer i Frederikshavn er ikke nødvendigvis det samme som på Frederiksberg. Derfor skal man undgå en ”one size fits all-model”.

Kulturinstitutionerne skal også være klar til at modtage denne brugergruppe og derfor være gearet til at modtage borgere, der ikke nødvendigvis er blandt deres vanlige gæster. Det stiller krav til kulturlivet, for denne gruppe skal bydes positivt indenfor.

Stort potentiale at arbejde med

Hvis blot man tildeles en entrebillet, for derpå at blive overladt til sig selv, så er der en stor risiko for fremmedgørelse. Derfor er det afgørende med medarbejdere, der kan understøtte oplevelsen eller tilbyde et mere skræddersyet forløb. Og gerne til grupper, for mange af de unge vil også være ramt af mistrivsel, særligt forårsaget af ensomhed. Dette kan også modvirkes gennem kulturen, hvis der altså skabes de rette strukturer for dette.

Ydermere er det afgørende at huske, at de 43.000 unge ikke er en homogen gruppe, og derfor skal de ikke nødvendigvis alle have samme tilbud. Nogle har måske tilhørt gruppen uden for job og uddannelse i flere år, mens nogle lige er blevet en del heraf. Det spiller naturligvis også en rolle.

Med disse ting in mente er der et stort potentiale i kulturpasset. Et potentiale til at skabe nye kulturbrugere, men allervigtigst; et potentiale til at give en udsat gruppe bedre liv, nye fællesskaber og oplevelser – og måske også nogle indsigter, der kan bruges videre i livet.

Derfor krydser jeg fingre for, at kulturpasset bliver en succes. I de danske kommuner står vi klar til at understøtte dette!