Med de seneste års partilederskifter har der været en bevægelse, som en og anden kommunal- og regionalpolitiker nok har bemærket: Det er ikke længere et særsyn, at partilederen har en baggrund fra en kommunalbestyrelse.

Med Søren Pape Poulsen (K) som nyeste eksempel er det i dag ikke usædvanligt, at et parti, der trænger til fornyelse på toppen, fisker en aktiv lokalpolitiker ud og placerer hende eller ham på partitronen. At hans forgænger Lars Barfoed (K) faktisk også har arbejdet i en kommunalbestyrelse – i Rødovre fra 1978-85, har måske ikke fyldt så meget i det samlede indtryk. Papes Viborg-baggrund har fyldt godt – han meldte selv ud om stive planlove, mens hans anstrengelser i kombinationen lokale energiselskabers markedsføring og mulighederne for at sponsere trængte idrætsklubber, nærmest meldte sig selv.

LA-partileder Anders Samuelsens kommunale løbebane fik i forrige byrådsperiode karakter af en pionerindsats. Han begyndte ganske mutters alene som partiets eneste byrådsmedlem – i Horsens – men måske var det netop det, at han som partileder også tog en lokalpolitisk tørn, der i løbet af de fire år fik stribevis af borgerlige kommunalpolitikere til at skifte parti, så partiet i dag står langt bedre lokalt funderet.

Venstre fik med Lars Løkke en politikertype, der på en helt anden vis end sin forgænger Anders Fogh havde gjort en indsats i by- og amtsråd. Udlicitering og privatisering fik en frontløber-kommune i Græsted-Gilleleje med Løkke som blandt andet udvalgsformand og viceborgmester, mens han som amtsborgmester i den store politiske historie nok mest huskes for de første af de bilagssager, der kom til at klæbe til hans navn.

DF’s partileder Kristian Thulesen Dahl trak det samlede partileder-billede i mere jysk og lokalpolitisk retning, da han afløste nordsjællandske Pia Kjærsgaard, der kom direkte til Folketinget uden om byråd. Med sin baggrund i politik i Give og siden Vejle har han knyttet alliancer og vist vejen i et parti, der traditionelt intet har haft imod dobbeltmandater – med den seneste EP-vælgersucces som undtagelse.

Socialdemokratiske Helle Thorning kom fra EU’s øverste luftlag – og havde lige så lidt som sin forgænger Mogens Lykketoft erfaringer fra kommunalpolitik. Og det samme gælder Enhedslisten – i det omfang man kan kalde ordfører Johanne Schmidt-Nielsen for partileder. At have lokalpolitik som baggrund blev for SF’s foregående partileder Annette Vilhelmsens vedkommende blandt kommentatorer nærmest latterliggjort – Kerteminde er en lille kommune. Og hendes efterfølger Pia Olsen Dyhr har da også den mere klassiske politiker-baggrund – hun er kandidat i statskundskab.

Med Morten Østergaard præsenteres vi nu for en ægte radikal både-og-løsning. For den aarhusianske politiker med statskundskabs-baggrund har lige så lidt som Vestager været folkevalgt til noget før Folketinget. Og den lokale baggrund er der så alligevel. Den unge Morten havde i gymnasiet fået tilnavnet Morten Morten Østergaard på grund af sine ambitioner om at blive FN-generalsekretær - efter Boutros Boutros Ghali, den daværende på posten. Og som TV2 Østjylland kunne fortælle, har han allerede demonstreret forhandler-
evner i budgetarbejdet, da hans nestor, daværende rådmand Peter Thyssen (R) sad i en enmandsgruppe på rådhuset. Den nye ’kommunernes minister’ tilskrives af Aarhus-politikere at være den, der fra byråds-sidelinjen dels opfandt bycyklen – dengang en lokalpolitisk nyskabelse – dels stod bag det socialdemokratiske bystyres fald ved valget i 2001, da Louise Gade blev første V-borgmester.