Socialrådgiverne spiller en afgørende rolle i kommunerne. De er bindeleddet mellem udsatte borgere og den hjælp, vores samfund kan tilbyde dem. Arbejdet med familier i krise, udsatte ledige og borgere med psykisk sygdom - for blot at nævne få af socialrådgivernes arbejdsområder - stiller høje krav til den enkelte socialrådgiver, som skal have både viden om mennesker i krise, juridisk indsigt og en stærk skriftlighed.

Det kræver socialrådgivere med fagligheden i orden, så de borgere, der har brug for hjælp, får den rette støtte.

Desværre ser vi, at interessen for at blive socialrådgiver daler. På bare fem år er antallet af ansøgere til uddannelsen faldet fra 3.056 i 2019 til lige knap 2.200 i 2024 ifølge tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det er alarmerende og kræver omgående politisk handling, hvis ikke vores i forvejen udsatte borgere skal betale prisen for den udvikling.

Også brug for økonomisk løft

Derfor er det positivt, at regeringen er gået i gang med et reformarbejde, der skal løfte socialrådgiveruddannelsen. Med løfter om flere undervisningstimer, mindre hold og mere praksisnær undervisning er regeringen på rette spor i forhold til at styrke uddannelsen og forberede de studerende langt bedre på den hverdag, de kommer til at møde som nyuddannede. De tiltag hilser jeg velkommen, men jeg minder også om, at det kræver et økonomisk løft af socialrådgiveruddannelsen, som af uransagelige årsager er dårligere finansieret end de andre velfærdsuddannelser. 

Til gengæld er jeg mere skeptisk over for regeringens forslag om at forkorte vores uddannelse og lade den 2-årige EPX give adgang til socialrådgiveruddannelsen via kvote 1. 

Vi skal have flere socialrådgiverstuderende, ja – men de studerende skal også have de rette forudsætninger for at komme igennem uddannelsen, og de skal have tid nok på uddannelsen til at blive klædt godt på til praksis. 

Nogle socialrådgiverstuderende kæmper allerede i dag med kravene på studiet, og flere end hver fjerde ender med at falde fra. En lempelse af adgangskravene på kvote 1 kan ende med at styrke den tendens. I løbet af uddannelsen savner de studerende desuden bedre tid til at komme rundt i fagets mange hjørner og mere tid til praktik. En forkortelse af uddannelsen er altså den forkerte vej at gå. 

Kommunerne må løfte ansvaret

Jeg vil derfor sende en klar opfordring til politikerne om, at de skrotter forkortelsen af vores uddannelse og dropper planerne om at lade den 2-årige EPX give adgang til socialrådgiveruddannelsen via kvote 1. Lad i stedet en treårig ungdomsuddannelse være et krav her - præcis, som regeringen vil lade det være på sygeplejerske- og læreruddannelsen. 

Det er et skridt i den rigtige retning at investere mere i socialrådgiveruddannelsen, men jeg håber, at kommunerne også er klar til at løfte deres del af ansvaret. Et løft af uddannelsen kan nemlig ikke stå alene. Hvis vi vil sikre, at flere bliver i faget i mange år efter endt uddannelse, er der brug for, at vi sikrer gode arbejdsvilkår og et sundt arbejdsmiljø i kommunerne.

Derfor er det helt nødvendigt, at reformen får følgeskab af fokus på socialrådgivernes løn, vilkår og arbejdsmiljø, som i langt højere grad bør afspejle det store ansvar, vi bærer.

Jeg mener, at det er nødvendigt for, at vi kan uddanne fagligt stærke socialrådgivere, som vores velfærdssamfund i den grad sukker efter – og for at de har lyst til at blive i faget i mange år.