Lige før jul blev den længe ventede ældrelov stemt igennem i Folketinget.

En lov, hvor intentionen er en ældrepleje, hvor »selvbestemmelse, omsorg og gode relationer [er] afgørende for, at man kan blive ved med at leve et liv med livsglæde i stærke fællesskaber.«

Desværre kom en specifik paragraf - §83a - ikke med i ældreloven. En paragraf, der sikrede et rehabiliteringsforløb til personer med nedsat funktionsevne.

Selvom borgernes retssikkerhed til en målrettet individuel rehabiliterende indsats (§83a) er forsvundet, så er intentionen med loven, at borgerne har et selvstændigt liv længst mulig. Det kræver rehabiliterende indsatser af høj kvalitet. Kvalitet der hviler på den nyeste forskning.

Den nyeste forskning skal komme borgerne til gode

Med indførelsen af ældreloven skal langt de fleste kommuner ændre på deres organisering og styring af hjemmeplejen.

Derfor er min klare anbefaling til kommunerne at bruge implementeringen af ældreloven til at sikre en struktur, så det nyeste og bedste vidensgrundlag kommer helt ud at leve hos borgerne i rehabiliteringsindsatserne. Både for borgernes skyld og for at udnytte knappe kommunale ressourcer bedst muligt.

Ligeledes giver ældrelovens § 38 kommunerne mulighed for at fravige lovens bestemmelser i forbindelse med forsøg – men det er en betingelse, at disse evalueres. Det er ministerens invitation til kommunerne om at forske og udvikle praksis. Så lad os være ambitiøse på borgernes og egne vegne.

Resultaterne taler for sig selv

Mange kommuner har dokumenteret effekt på målrettede rehabiliteringsforløb.

Eksempelvis har Helsingør Kommune opgjort, at 54 pct. af de borgere, der havde afsluttet et rehabiliteringsforløb i oktober sidste år, nu var 100 pct. selvhjulpne (ud af 349 borgere).

Dertil havde 34 pct. fået det så markant bedre, at de kun havde behov for cirka en fjerdedel af den hjælp, som de fik, inden deres målrettede rehabiliteringsforløb startede.

Det er høje tal, og tal, som dels netop understreger, hvor værdifuld en indsats målrettet rehabilitering er for de enkelte borgere. Og dels hvordan rehabilitering er en god investering i kommunernes pressede økonomi.

Set fra et ergoterapeutisk perspektiv er målrettet individuel rehabilitering en uundværlig del af helhedsplejen.

Jo bedre man rammer den rette indsats i forhold til borgerens funktionstab, jo bedre fastholder man, at borger kan være så selvhjulpen som muligt.

God ledelse og rette kompetencer

Ergoterapeutforeningen anbefaler derfor, at der I sammensætningen af de tværfaglige teams sikres, at der først og fremmest er tilstrækkelig høj rehabiliteringsfaglighed, men også rehabiliteringsfaglig sparring og samarbejde på tværs af tværfaglige teams. Eksempelvis via udviklingsterapeuter, som ud over at arbejde som kliniske ergoterapeuter også fokuserer på at sikre den faglige kvalitet i afdelingen og udviklinger teamets arbejde med evidensbaseret praksis. 

På den måde kan helhedsplejen være i stand til at implementere evidens og ny praksisviden, og kommunerne kan være i stand til selv at udvikle og forske i praksis.

Men rehabiliteringsindsatserne rummer også større potentialer i forhold til elementer som sociale relationer, deltagelse i samfundslivet og borgerens egen oplevelse af livskvalitet. Det er dokumenteret, at det giver bedre langvarige resultater og opleves meningsfuldt for borgeren.  

Når loven ikke længere sikrer en rehabiliteringsindsats, så er det helt afgørende, at kommunerne selv sikrer den rehabiliteringsfaglige udvikling og har et højt ambitionsniveau.

Det kræver ikke kun ergoterapeutisk faglighed, men også at ledelsen prioriterer og sikrer, at der afsættes ressourcer til, at rehabiliteringsindsatserne fortsat kan udvikles. Sådan sikrer kommunerne, at de bruger pengene klogest, men også at de lever op til lovens intention om, at borgerne fortsat har så selvstændigt et liv som muligt.