Kommunen.dk
MENU

Kommunaldirektørerne oplever stigende politisk pres mod embedsværket

Rollerne i forvaltningen er under forandring, vurderer kommunaldirektørernes formand. KL er klar til at mægle mellem politikerne og embedsværket.

Kommunaldirektørerne oplever stigende politisk pres mod embedsværket

Rollerne i forvaltningen er under forandring, vurderer kommunaldirektørernes formand. KL er klar til at mægle mellem politikerne og embedsværket.
Både Kommunaldirektørforeningen og KL har igangsat hver sit initiativ, der skal undersøge forholdet mellem politikerne og embedsværket i kommunerne.
Både Kommunaldirektørforeningen og KL har igangsat hver sit initiativ, der skal undersøge forholdet mellem politikerne og embedsværket i kommunerne.
Foto: Mette Mørk, Jysk Fynske Medier, Ritzau Scanpix

Grå og anonyme embedsmænds arbejdsforhold har fundet vej til mediernes spotlight. Embedsmændene og departementschefer spillede en afgørende rolle i både mink-sagen og Rigsretten. Der er brug for en grundig gennemgang af samspillet mellem politikere, embedsværket og medierne, lød det fra Djøf i januar, hvor et ekspertudvalg fik til opgave at analysere forholdet mellem politikerne og embedsværket. 

Danmark har tradition for et velfungerende forhold mellem embedsværket og politikerne med få politisk udpegede embedsfolk. Men dette forhold er ikke længere uproblematisk. Eksempelvis er der kommet 14 nye departementschefer til under den socialdemokratiske regering.  

Men det er ikke kun i ministerierne, at det er værd at undersøge forholdet mellem politikerne og embedsværket. KL’s administrerende direktør, Kristian Vendelbo, deltager i udvalgets arbejde i sin funktion som tidligere departementschef i Sundhedsministeriet, men han mener også, at der er grund til at se nærmere på forholdene i kommunerne. 

- Det er klart et emne, der fylder, og som vi bør få en åben diskussion om, siger Kristian Vendelbo. 

KL har derfor igangsat sit eget, selvstændige arbejde, hvor man vil sætte spot på relationen lokalt. Diskussionen i kommunerne er anderledes end i staten og handler i højere grad om, hvorvidt byrådspolitikerne har tillid til embedsværkets sagsfremstilling og føler sig tilstrækkeligt klædt på, påpeger Kristian Vendelbo.  

Rollerne er under forandring, og den klassisk farveløse kommunaldirektør som byrådets sekretær er ved at blive til noget andet. Vi skal være meget opmærksomme på, hvilke konsekvenser det kan have 

Mistro mod embedsværket

Det er ikke første gang, at byrådspolitikerne sætter spørgsmålstegn ved embedsværkets rolle. 

I Vives Kommunalpolitiske barometer fra sidste år mente 34,1 pct. af lokalpolitikerne, at det er vanskeligt at få indblik i forvaltningen af kommunalbestyrelsens beslutninger. 29,1 pct. var helt eller delvist uenige i, at der var stor åbenhed og gennemsigtighed i forvaltningen, mens 40,6 pct. mente, at det er vanskeligt for lokalpolitikerne at gennemføre deres synspunkter, hvis de går på tværs af ledende embedsmænd. I en undersøgelse fra Altinget sidste år var hvert andet byrådsmedlem “helt enig” eller “delvist enig” i, at embedsmændene i kommunen havde for meget magt. 

De tal er “alt for høje” og “gør bestemt indtryk” på Kristian Vendelbo. Han vil dog ikke kommentere, hvad han forventer, at KL’s arbejde konkret vil munde ud i, men han siger, at det vil være genstand for en løbende diskussion i KL’s bestyrelse.

- Det er en udvikling, som har været undervejs i lang tid, men det er vigtigt at stoppe op engang imellem. Hvis der er oplagte svar og løsninger, skal vi have fundet dem frem, siger Kristian Vendelbo.

Også i embedsværket tager man tallene alvorligt. 

- Det er jo åbenlyst et udtryk for, at der er en bevægelse. Rollerne er under forandring, og den klassisk farveløse kommunaldirektør i rollen som byrådets sekretær er ved at blive til noget andet. Vi skal være meget opmærksomme på, hvilke konsekvenser det kan have, siger Niels Ågesen, formand for kommunaldirektørernes forening Komdir og kommunaldirektør i Vejle. 

Forvaltning under pres

Der er også bekymringer i embedsværket. I en rundspørge, Kommunen.dk har lavet blandt landets kommunaldirektører, erklærer to af tre kommunaldirektører sig enten “helt” eller “delvist enig” i, at der er et større politisk pres mod embedsværket end tidligere. Lige knap halvdelen oplever selv et større pres i rollen som kommunaldirektør. 

Rundspørge blandt kommunaldirektørerne

Kommunen.dk har i slutningen af februar sendt en rundspørge til landets kommunaldirektører. 34 kommunaldirektører har svaret på rundspørge. Fire har svaret, at de ikke ønsker at deltage. Kommunaldirektørerne har besvaret rundespørgen anonymt. 

Skærmbillede 2022-03-08 kl- 12-52-24 
Skærmbillede 2022-03-08 kl- 12-52-31 
Skærmbillede 2022-03-08 kl- 12-52-38 
Skærmbillede 2022-03-08 kl- 12-52-47 
Skærmbillede 2022-03-08 kl- 12-52-58 

Det er derfor oplagt at tale om, hvor grænserne går for eksempelvis faglig rådgivning, mener Niels Ågesen. 

- Den klassiske faglige rådgivning handler om tid og sted, omfang og økonomi, men på godt og ondt er vores dagligdag meget mere taktisk præget. Du skal forholde dig til kommunikation, image, hvordan organisationen og byrådets aktiviteter ser ud udefra. Du skal som kommunaldirektør have andre redskaber end bare for få år siden, fortæller Niels Ågesen.  

Særligt ministerierne diskuterer grænserne for embedsmandsrådgivningen. Men man må ikke tro, at den diskussion kun gælder i ministerierne, den bør også tages i kommunerne. 

Niels Ågesen støtter derfor KL’s kommende initiativ, men Kommunaldirektørforeningen har også igangsat sit eget projekt i samarbejde med Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus Universitet med fokus på, hvordan kommunaldirektørerne oplever onboarding-processen med de nye byråd. 

Viden er magt

Når der opstår tvivl om, hvor “magten” ligger, er det ofte også et spørgsmål om viden. 

- Arbejdet som byrådspolitiker bliver mere og mere komplekst og omfangsrigt. Hvis man som byrådspolitiker ikke føler, at man har indsigt i sagen eller forstår, hvad forvaltningen skriver, er der basis for mistillid, advarer Kristian Vendelbo eksempelvis.

Niels Ågesen slår fast:

- Der skal ikke være tvivl om, at det er borgmesteren og byrådet, der bestemmer. 

Det er derfor vigtigt, at man sørger for, at lokalpolitikerne sætter rammerne og retningen, mener kommunalordfører for De Radikale Christina Thorholm. 

- Embedsværket har magt, og det er vigtigt at forholde sig til politisk, da embedsmændene har viden, skriver dagsordenerne og lægger sager op. Men de gør det på baggrund af politiske bestillinger eller økonomi. Det er politikernes ansvar at stille de kritiske spørgsmål og give dagsordenerne den politiske vinkel, som politikerne har magt til, siger hun. 

Kommunalordfører for Venstre Anni Matthiesen tilføjer:

- Man skal som politiker nok altid være bevidst om rollefordelingen og dermed sikre sig, at embedsmændene ikke agerer politikere og omvendt.

Man skal være varsom med at lave skarpe konklusioner om forholdene i kommunerne. Det er eksempelvis ikke Anni Matthiesens indtryk, at forvaltningen er blevet for “politiseret”:

Det er politikernes ansvar at stille de kritiske spørgsmål og give dagsordenerne den politiske vinkel, som politikerne har magt til. 

- Men det er jo hele tiden noget, man skal være bevidst om at overvåge, ligesom rammerne med mellemrum skal tegnes op for at sikre rollefordelingen, siger hun.

Christina Thorholm tilføjer:

- Kampen om magten har fokus på, at der bliver truffet de rigtige beslutninger. Embedsfolkene oplever, at de står på en faglig viden, og politikernes beslutninger kan blive dyrere og dårligere. Derfor vil der til tider være ”kamp” om, at embedsværkets viden bliver forstået, så beslutningen bliver så hensigtsmæssig som muligt. Når svaret ikke er entydigt, kan forvaltningens svar efter min mening blive politiseret, siger Christina Thorholm, som derfor peger på, at det er vigtigt i komplicerede sager, at forvaltningen fremlægger flere løsningsforslag.

Tryktester forvaltningen

Knap en tredjedel af kommunaldirektørerne har indtryk af, at kommunalbestyrelsen er utilfreds med magtfordelingen mellem politikerne og embedsværket. To tredjedele af kommunaldirektørerne oplever dog, at jobbet som kommunaldirektør i dag er omfattet af større usikkerhed end tidligere. 

Det er et udtryk for, at forvaltningen i såvel ministerier som i kommunerne jævnligt bliver tryktestet: 

- Jeg tror, de fleste kommunaldirektører føler sig presset af, at der både er en politisk forventning om større politisk lydhørhed, altså at kommunaldirektøren og forvaltningen er bedre til at følge dine politiske ønsker, og at man skal efterleve de klassiske embedsmandsdyder om at have styr på sagerne og overholde loven, siger Niels Ågesen. 

Kommunaldirektørerne skal altså i højere grad strække sig for at leve op til de politiske forventninger og overholde gældende regler. Og det er der, diskussionerne om, hvorvidt byrådet har den rette kommunaldirektør, kan opstå, advarer Niels Ågesen. I 2022 er kommunaldirektøren i både Slagelse, Middelfart og Solrød blevet fritstillet, da man “ønsker en ny profil”. 

Selvom Niels Ågesen slår fast, at det selvfølgelig er borgmesteren og byrådet, som sætter den politiske retning, skal man huske at bevare respekten for bureaukratiet og forvaltningen. 

- Nogle opfatter måske forvaltningen som unødvendigt bureaukratisk eller besværlig, men alternativet er jo værre. Hvis man først begynder at give køb på de klassiske embedsmandsdyder som sandhed, troværdighed, og at man overholder loven, så går det først helt galt, siger han.  

Embedsværket under pres

De grå og neutrale embedsværk er under et større pres, både i staten og i kommunerne. Derudover fortæller flere kommunaldirektører, at de oplever, at rollen som kommunernes øverste embedsmand er omfattet af større usikkerhed end tidligere. 


Kommunen.dk sætter derfor i en ny artikelserie fokus på embedsværket i kommunerne og forholdet til lokalpolitikerne. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR