Den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman kalder dét vi i øjeblikket ser på arbejdsmarkedet for ”den flydende modernitet”. Arbejdsgiverne forsøger at deregulere de ”stramme juridiske bånd på arbejdsmarkedet”, i daglig tale kaldet ”den danske model”. En model som indebar et skæbnefællesskab mellem kapital og arbejdere, hvor de sociale fællesskaber producerede en gensidig afhængighed.

Men denne sociale pagt eller sociale kontrakt er blevet ensidigt opsagt af arbejdsgiverne i takt med at den politiske magt overlades til markedskræfterne. (Men fagbevægelsens top, tro forsat at klassekompromis og konsensus politikken er intakt)  

Derfor bliver vi alle sammen udsat for arbejdsgivere, som snyder på vægten, og som presser ledelsen og personalet i den offentlige sektor mere og mere; presser dem til at omgå gældende aftaler og overenskomster.

Lønsumsstyringens mål var og er øget økonomisk og ledelsesmæssigt råderum. Tendenser i udviklingen viser dog at arbejdsgiverne kun modstræbende sikrer, at det økonomiske råderum på institutionerne bruges til at sikre en højnelse af offentlige ansattes lønudvikling og gennemsnitsløn. Det er længe siden at overenskomsterne blev afsluttet, men først i november 2011 har KL lagt en beskrivelse på sin hjemmeside om, hvad man er forpligtet til som arbejdsgiver i forhold til lokalløn, først og fremmest at der faktisk er penge, og at man ikke skal spare på den lokaleløndannelse.

Til trods for at KL og Kommunerne snakker om ligeværdighed, dialog, tillid og respekt, ja så kan vi kun få indflydelse, hvis vi vil bakke op om de politiske beslutninger. Hvis fagforeninger, personale eller ledelse f.eks på dag- og døgninstitutionerne og i dagplejen gør indsigelser på baggrund af solid faglig viden og indsigt, så forsøges det bagatelliseret, ignoreret eller udråbt til en simpel ”modstandskultur”, der er angst for forandring og fremskridt.

Bag den venlige retorik og de venlige ledelses- og personaleværdier gemmer sig et konstant forsøg på at undergrave den ”sociale kontrakt” og stække fagforeningernes mulighed for at varetage sine medlemmers rettigheder og sikre overholdelse af gældende regler og aftaler. Vel og mærke gældende regler og aftaler som arbejdsgiverne selv har været med til at lave.

Magten ligger hos dem, der tager beslutninger. Dereguleringen bliver efterspurgt af politikerne og arbejdsgiverne, fordi de magtfulde ikke ønsker at blive reguleret. I den fl ydende modernitet har dominansen ændret karakter og sker igennem de styredes usikkerhed og deres permanente skrøbelighed. Den direkte disciplinering er erstattet af selvdisciplin, overvågning er erstattet af kontrol (udviklingskontrakter,evaluering, pædagogiske læreplaner etc.).

De magtfuldes dominans er blevet formløs uden at have mistet sin styrke. I deres iver efter at implementere tidens økonomiske logik og regime, arbejder arbejdsgiverne i døgndrift på ensliggørelse og standardisering af det menneskelige, det kreative og det mangfoldige. Sidste skud på stammen er angrebet på frokost- og rygepauser.

En fagforening er først og fremmest et solidarisk fællesskab – og ikke et halehæng og støtte til de lokale politikere eller forvaltningen. Politik er for vigtig en sag at overlade til politikere og embedsmænd, derfor bør vi være på vagt over for politikere og arbejdsgivere, der vil misbruge deres magt.

Den spirende modstand mod standardiserings- og mistillidsregimet viser, at flere og flere offentligt ansatte uanset deres stillingskategori er trætte af politikere og arbejdsgivere der snyder på vægten. Og at politikernes og arbejdsgivernes snak om gensidighed i virkeligheden er et synonym for ensidighed.