På ti år er antallet af 0-17-årige, der får stillet en psykiatrisk diagnose, steget med 45 pct. Adhd, autismespektrumforstyrrelser, angst, depressioner, selvskadende adfærd; coronakrisens isolation og sociale ensomhed ser ud til at have forstærket tendensen til mistrivsel. I hvert fald melder både det kommunale og regionale system om markant flere henvendelser om "ondt i livet" fra børn og unge. 

En potentiel konflikt

De senere år har vi samtidig erfaret stigende forventninger og krav om, at disse diagnoser udløser støtte og indsatser efter servicelovens regler. Og samtidig ser vi, at løsningerne på mange af problemstillingerne i langt højere grad med fordel kan og bør løses med hjælp fra  mentorer, kontaktpersoner, voksenvenner mv., hvor børnene og de unge lever deres liv.

Men der ligger en potentiel konflikt og i hvert fald i mange tilfælde et modsætningsforhold og mangel på tillid fra borgerne til "systemet", som de oplever drives af lovgivning, incitamentsstrukturer og regler, vifter af tilsyn og kontrolinstanser samt en stram økonomi, hvor ressourcerne bruges til yderligere kontrol, tidsfrister og regler. Et afslag på hjælp fra kommunen er for mange lig med starten på en "kamp mod systemet".

Kommunerne har viden og specialister

Sandheden er, at den kommunale organisering og struktur favner specialviden og dygtige, fagprofessionelle medarbejdere, som formår at binde indsatserne sammen på tværs af siloerne, bl.a. på beskæftigelses- og rusmiddelområdet. Vi er også generelt gode til at inddrage specialviden udefra, fx fra VISO, når vi ikke har kompetencerne selv. Men vi er endnu ikke i mål med at skabe bæredygtige partnerskaber med borgerne, hvor forventningsafstemning og tydeligheden om de lovgivningsbestemte vilkår, vi har, kommer bedre på plads. Disse partnerskaber og dialogen, der skal til for at skabe dem, tror jeg, bliver den næste store opgave for os i velfærdssamfundet.

Rapporten ”Udviklingstendenser i forhold til børn og unge med psykiatriske diagnoser” fra Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed fra august 2020 slår fast, at omkring 57.100 børn og unge i Danmark havde en psykiatrisk diagnose 1. januar 2019. Det svarer til fem pct. Tallet er vokset fra 39.400 i 2009, hvilket svarer til en stigning på 45 procent. 

Og jo ældre børnene er, desto højere er forekomsten af psykiske sygdomme. Ud af 1.000 børn og unge havde omkring ti af de 0 til 5-årige en diagnose i 2019, mens det tilsvarende var næsten 100 blandt de 15 til 17-årige. Det svarer til, at ca. to elever fra hver 9. klasse har en psykiatrisk diagnose i dag. 

Tal fra KL viser, at i 2013 var der kun én kommune, hvor mere end fem pct. af kommunens børn og unge havde en psykiatrisk diagnose. I 2018 var det tal steget til 16 kommuner. På fem år!

Et vigtigt tema at drøfte

Det er jo en skræmmende udvikling, for bag hvert tal ligger er et barn eller en ung og en familie, som har det rigtig svært. Samtidig kan det ikke overraske nogen, at denne udvikling er med til at presse den kommunale opgavevaretagelse og økonomi, når vi både skal sikre tilbud nok og de rette kompetencer hos både lærere, pædagoger, psykologer, socialrådgivere og andre fagprofessionelle, der møder børnene og de voksne. Derfor er diagnoseudviklingen og udviklingen på socialområdet i det hele taget et væsentligt tema at drøfte.

Et kig i de kommunale regnskaber afslører da også, at kommunerne de senere år igen og igen har brugt flere penge, end der var afsat i budgetterne til området. Derfor kan den enkelte borger sagtens have oplevet et skarpere kommunalt fokus på at afgrænse den nødvendige hjælp. 

Det skal selvfølgelig ske indenfor lovgivningens rammer. Derfor bemærker jeg også med en vis tilfredshed, at Ankestyrelsen ikke ændrer eller ophæver flere kommunale afgørelser nu end tidligere. Tallet ligger stabilt lige omkring 10 pct. og har gjort det i nogle år. Derimod er antallet af hjemvisninger steget for meget. Det skal vi nedbringe, bl.a. ved at have bedre styr på forvaltningslovens bestemmelser, når vi sagsbehandler.

Men ét er tal og statistikker. Noget andet er forventninger og følelser. Derfor er det en kompleks diskussion, som hurtigt trækker fronterne op: Hvad kan borgerne forvente af kommunerne? Hvad har de krav på? Hvad er oplevede behov, som nødvendigvis bør udløse en ydelse, men måske er bedre løst med hjælp fra en NGO i civilsamfundet eller det enkelte barn eller unges eget netværk, hvis ressourcerne findes her? 

Et tilbagevendende spørgsmål hos os i kommunerne er også, hvorfor vi ser den vækst i diagnoser. Er børn og unge reelt er blevet så meget dårlige? ER vi blevet bedre til at diagnosticere dem?  Og er der måske også kommet et større ønske om at få en ’etiket’ i form af en diagnose, fordi det giver en mere direkte adgang til paragrafferne om hjælp frem for at se på et barns samlede udfordringer og finde ud af, om der kunne være andre løsninger? Og har vi i kommunerne et medansvar i den udvikling, fordi vi efterspørger etiketterne, før vi vil hjælpe? 

Vi har et fælles mål

Uanset forklaringer og fortolkninger er udviklingen i antallet af diagnoser og udgiftsudviklingen markant. Det er en samfundsudfordring, som kalder på mere viden og dialog om fakta og løsninger. 

På den korte bane skal økonomien både hænge sammen for den enkelte borger og for kommunerne. Derfor ser jeg også med spænding frem til den kommende økonomiaftale for kommunerne i 2022. For kravene til os bliver heller ikke færre: Selvfølgelig skal vi have styr på retssikkerheden og forvaltningsloven samtidig med, at vi skal udvikle kvaliteten i mødet og samspillet med den enkelte borger. 

Det betyder på den ene side, at vi skal være tydelige om, hvilken hjælp, vi kan levere indenfor lovgivningens rammer og dermed forventningsafstemme bedre. Og på den anden side skal vi samtidig kunne tage dialogen om de ønsker og behov, som ligger udover lovgivningen. 

Jeg tror godt, at kommunerne kan blive bedre til at facilitere og inddrage foreningslivet, civilsamfundet og de mange frivilligcentre i kommunerne. Flere steder er man i gang med at udvikle nye måder at møde borgerne på. Den nyetablerede Retssikkerhedsalliancen, som KL og Danske Handicaporganisationer har taget initiativ til, er også et godt skridt på den vej. 

For målet er det fælles ønske: At finde løsninger, så den enkelte borger kan leve det gode liv, som giver mening for ham eller hende. Og afklare, hvor kommunen og andre aktører kan eller skal byde ind med løsninger, ressourcer, personale og indsatser.