”Framing Britney Spears” er en vinterens mest sete dokumentarfilm og handler om, hvordan pop-sangeren gennem en årrække har været portrætteret som utilregnelig. Fortællingen om Britneys Spears' psykiske ustabilitet hænger ved på mere tiende år. Hun er udsat for det, man i fagsprog kalder framing. 

Kommuner udråbt som “onde”

Det samme er kommunerne udsat for i handicapdebatten. Bevægelsen ”En million stemmer” har med sit borgerforslag om at fratage kommunerne ansvaret for handicapområdet placeret kommunerne og KL i skurkerollen. 

Og nu sidder kommunerne fast i den fortælling. 

På Facebook har bevægelsen indsamlet og formidlet en række vidnesbyrd fra borgere. Og medierne forstærker fortællingen med den ene case efter den anden, hvor borgerne er ofre for kommunernes fejl, inkompetence, overvågning, mistillid osv. 

KL og kommunerne er kommet i defensiven i handicappolitikken, og forsvaret er ikke kønt. 

Socialudvalgsformand i KL Ulrik Wilbek (V) ønsker i et interview i Politiken bedre borgerdialog, mens han er citeret for ”en vis form for ærgrelse over, at det ikke er lykkedes at finde løsninger, så man ikke kom i pressen". Wilbek ærgrer sig over handicaporganisationers kritik af kommunernes forvaltning af ledsagerordningen. 

”Det ærgrer mig, når kommunerne kritiseres for at overholde de love og regler, som Folketinget har vedtaget. Det er helt i orden at være uenig i den politik, som føres på Christiansborg. Men hvis den skal ændres, er det Folketinget, kritikken skal rettes mod, og ikke kommunerne,” udtaler han.

“Møgærgerligt”

Det er selvfølgelig ærgerligt og måske også uretfærdigt, at kommunerne er framet i skurkerollen. 

”Kommunalpolitikerne er ikke onde mennesker, der vil genere handicappede borgere,” som KL skriver i et andet debatindlæg på Altinget. Et ordvalg, der med al tydelighed understreger, hvor trængte kommunerne og KL er. 

Den form for forsvar virker ikke, og desuden stiger der sjældent røg op, uden der er brand et sted. Kommunerne skulle i bagklogskabens lys have slukket ilden tidligere. 

Lyttet til borgernes kritik eller endnu bedre se mønstret i de mange års borgerhenvendelser og klager på tværs af kommuner. Nu er det for sent. 

Framingen af kommunerne som skurken i handicappolitikken er så stærk, at regionerne nu åbent går på strandhugst i de kommunale opgaver i medierne. Regionerne er for en gangs skyld ikke selv framet som skurken, men som frelseren, og den position kan de udnytte. 

Herlevs borgmester Thomas Gyldal (S), som er formand for KLs Børne- og Undervisningsudvalg, har også set skriften på væggen og er i en anden artikel i Politiken klar til at flytte dele af handicapområdet væk fra kommunerne. Andre borgmestre kan blive fristet til at foreslå det samme i en valgkamp, hvor problemerne på handicapområdet vil blive tydeligere og tydeligere, mens de reelle løsninger ofte vil være for komplekse til et tweet og et vælgermøde. Som handicapdebatten er nu, vinder partierne ingenting hos vælgerne ved at forsvare kommunerne; hverken lokalt eller på Christiansborg. 

Der er kun én god grund til alligevel at gøre det.

“Den rigtige løsning” er kompleks

Ingen tror, det vil løse problemerne på handicapområdet at flytte opgaverne samlet fra kommunerne til regionerne. Problematikken er meget mere komplekst end som så. Derfor ender debatten heller ikke der. Det ved ministeren. Det ved de etablerede handicaporganisationer. Og det ved fagforeningerne. Derfor står de sammen med kommunerne i forsøget på at nuancere debatten og udvikle de rigtige løsninger. 

Men det er desværre en mindre detalje i den store fortælling og framing af kommunerne som skurken på handicapområdet. 

Kampen om dagsordenen er tabt. 

Det kommer til at tage mange år for kommunerne at genopbygge tilliden på handicapområdet.