I disse måneder forbereder kommuner og forsyningsselskaber sig på, at opgaven med at håndtere danskernes affald skal flyttes fra kommunerne og ud i selskaber.

Halvdelen af de danske kommuner håndterer stadigvæk selv opgaven med at udbyde, indsamle og opkræve betaling fra borgerne for affaldshåndtering. I 2020 blev den første aftale om selskabsgørelse indgået mellem partierne på Christiansborg. I august 2022 blev aftalen endelig, og uden at kende tidsplanerne præcist, skal udskillelsen nok være på plads inden det næste kommunalvalg i 2025.

Utålmodige selskaber og afventende kommuner

Det er vores oplevelse, at de mest utålmodige efter at komme i gang med at få den nye struktur på plads er de forsyningsselskaber, som ser sig selv som de oplagte aftagere af opgaven. De er klar til at regne på kommende stordriftsfordele i borgerkontakten og på den administrative side. Nogle af dem har ovenikøbet prøvet det før, da kommunerne fik pligt til at udskille vandselskaberne.

Mange kommuner ser imidlertid tiden an. Udskillelsen kan skabe usikkerhed for den del af organisationen, som arbejder med udbud, klimaplaner, forebyggelse, indsamling af affald på offentlige arealer, formidling og undervisning.

Der er også usikkerhed om konsekvenserne for genbrugspladser og deponi. De berørte medarbejdere er måske allerede ved at se sig om efter andet arbejde. 

Måske behov for en ny ejerstrategi

Politikerne kan også benytte anledningen til at drøfte, hvad de vil med området i deres egen kommune. Udskillelsen er ikke en blomst, der er groet i deres have, men når det nu er besluttet på nationalt plan at udskillelsen skal ske, så kan de lige så godt få det bedste ud af det. 

Det er nu, tiden er inde til at få lagt den ejerstrategi, der skal følge med den nye selskabsdannelse. Det handler om at få fastlagt, hvordan affaldsplanlægningen og klimahandlingsplanen skal spille sammen, hvilken rolle genbrugspladserne skal have i beskæftigelsesindsatsen på sigt, og hvordan kommunens børn får indsigt i den cirkulære økonomi.

Men der er også selve selskabsdannelsen. Hvor får kommunen mest for de penge, der skal opkræves hos borgerne. I forvejen har de nye fraktioner krævet prisstigninger på flere hundrede kroner om året for de fleste husstande. Er det økonomisk set bedst at oprette et nyt selskab i kommunen? Er det bedre at lægge opgaven ud i et eksisterende kommunalt selskab og danne et lokalt multiforsyningsselskab? Eller er det måske endnu bedre at gå sammen med nabokommunerne og lægge opgaven i et fælles selskab? Måske et af de fælles selskaber, kommunerne allerede har etableret på tværs.  

Lige nu er det oplagt at se tilbage. Kommunerne er eksperter i at lave nye selskaber, ændre deres organisationer, få nye opgaver eller skille opgaver ud. Kommunerne er også eksperter i at arbejde sammen på tværs. Ungevejledning, beredskab, destinationsarbejde. Nogle gange går det godt. Andre gange går kommunerne hver til sit og splitter fællesskaberne op igen.

Vi ved fra især beredskabsområdet, at det kan skyldes uenighed om, hvad planen egentlig var fra starten. Om det vigtigste mål var at bevare brandstationer eller sikre bedst muligt arbejdsmiljø for brandmændene for blot at nævne et eksempel.

Opfordringen skal derfor være; Stop op og få talt sammen på tværs af kommunerne. Afstem hvad selskabets rolle skal være i klimaarbejdet og i beskæftigelsesindsatsen. Beslut jer for et serviceniveau og rammer for prisudviklingen. De tværkommunale enheder der bliver skabt nu, skal være robuste og have et klart mandat, så de ikke bliver opløst igen, inden vi ser os om. Det er det bedste både for medarbejderne og for borgernes penge.