Efter corona gælder det om at nurse gamle relationer og nye medarbejdere
Efter corona gælder det om at nurse gamle relationer og nye medarbejdere
Mange måneders hjemmearbejde får i den kommende tid en ende for både privat og offentligt ansatte. Med pandemiens tilbagetog er der nu lukket op for, at vi kan vende tilbage til det arbejdsliv, vi havde før corona. Det gode spørgsmål er, hvordan vi tager de gode erfaringer med videre?
Hjemmearbejde var før corona et gode, som ikke blev alle medarbejdere forundt. Mange arbejdsgivere var dengang skeptiske over for hjemmearbejde, og kun få steder var det systematiseret - endsige en rettighed.
På mange arbejdspladser er det billede nu vendt helt på hovedet. Arbejdsgiverne har set, hvordan medarbejderne kan få en større fleksibilitet og samtidig levere det forventede. Dermed er der nu åbnet for, at vi kan indrette vores arbejdsliv på nye måder, som kan give mere frihed til den enkelte.
Meget afhænger af opgaven
Balancen skal være der. Rigtig mange af vores medlemmer har et varieret arbejdsliv med mange forskellige typer opgaver. Sidder man med større skrive- eller researchopgaver, eller passer man driftsfunktioner, kan det være praktisk at sidde hjemme med fred og ro til fordybelse. Modsat giver det bedre mening at løse andre opgaver på arbejdspladsen, hvor de fleste i øvrigt også foretrækker at holde fysiske møder.
Jeg håber, at arbejdsgiverne vil have blik for den løbende dialog om, hvordan vi skal indrette os fremover. Jeg håber, arbejdsgiverne er åbne over for at justere undervejs.
Vi skal have skabt en balance, så sammenhængskraften på arbejdspladsen bliver genetableret efter corona. Mange steder har kollegerne stort set ikke set hinanden fysisk i mange måneder. Det kræver tid at få genetableret det gode kollegaskab og genskabt et godt arbejdsmiljø. Mange har oplevet, at arbejdsdagen er blevet ekstremt effektiv. Men prisen har været de små samtaler på gangen, snakken ved kaffemaskinen eller den lille meningsudveksling, når et møde begynder eller slutter. Den uformelle dialog skal genskabes, for det er den, der kitter os sammen som mennesker og gør, at de svære opgaver lettere kan løses, at vi passer på hinanden og har respekt for hinanden.
Ekstra omsorg for de nye
Endelig skal vi huske, at der under corona er ansat mange nye medarbejdere på arbejdspladserne. Nogle har måske aldrig været fysisk på arbejdspladsen, andre har kun set deres kolleger i en lille rude i Teams. De nye medarbejdere skal vi tage særligt hånd om, og det er afgørende, at ledelsen påtager sig et særligt ansvar for at sikre, at de nyansatte bliver en del af fællesskabet.
DM har løbende under corona spurgt medlemmerne til deres trivsel. For nylig spurgte vi til deres ønsker til hjemmearbejde efter corona, og flertallet forestiller sig en hverdag, hvor de kan arbejde hjemme to til tre dage om ugen. Vi ønsker at fastholde fleksibiliteten og muligheden for fordybelse. Men vi ønsker også at vende tilbage til det fysiske fællesskab, der er så afgørende for at skabe et godt samarbejde og et godt arbejdsmiljø.
Den uformelle dialog skal genskabes, for det er den, der kitter os sammen som mennesker og gør, at de svære opgaver lettere kan løses, at vi passer på hinanden og har respekt for hinanden.
Set fra DM’s perspektiv er det afgørende, at fleksibiliteten går begge veje, hvor det er muligt, og at der tages udgangspunkt i frivillighed og inddragelse, så vi sikrer, at de løsninger og aftaler, der bliver udformet, også afspejler medarbejdernes ønsker.
Ingen standardopskrift
Inddragelse og dialog er nøgleordene nu. Der er nødt til at være tæt erfaringsudveksling, for alle har forskellige oplevelser og erfaringer. Det er vigtigt at tale om, hvad der har været godt og skidt både fagligt og socialt. For arbejdspladser er forskellige, og derfor kan de gode erfaringer, som man gerne vil tage med videre, være forskellige fra arbejdsplads til arbejdsplads. Ligesom der kan være forskellige ønsker fra de enkelte medarbejdere afhængigt af deres situation i øvrigt.
Mange steder har kollegerne stort set ikke set hinanden fysisk i mange måneder. Det kræver tid at få genetableret det gode kollegaskab og genskabt et godt arbejdsmiljø.
Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at vi lige nu står midt i genåbningen, og at vi derfor ikke kan forudsige alt i forhold til arbejdslivet efter corona. Jeg håber, at arbejdsgiverne vil have blik for den løbende dialog om, hvordan vi skal indrette os fremover. Jeg håber, arbejdsgiverne er åbne over for at justere undervejs.
Vi har været længe væk fra de fysiske arbejdspladser. Det tager tid at komme helt tilbage igen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.