Der er nok at se til i de nyvalgte byråd. Den største udfordring er uden tvivl kontanthjælpsreformen, som presser kommunerne til at skabe øget fattigdom og hjemløshed blandt kontanthjælpsmodtagere og sende dem ud i statsorganiseret løntrykkeri, kaldet 'nyttejob'.  Nogle kommuner frygter reaktionerne og ansætter vagter for at beskytte sig mod borgerne.

Det er en god anledning til at stille det enkle spørgsmål: Hvad er kommunernes rolle? Er de borgernes talerør og beskytter overfor folketingsflertallets nedskæringspolitik? Eller er de finansministerens forlængede arm i hans arbejde med at afvikle velfærdsstaten til fordel for konkurrencestaten?

KL har helt klart besluttet sig for det sidste. Det ser man af deres såkaldte 'økonomiske ansvarlighed'. I 2011 og 2012 er der hvert år brugt ca. 5 milliarder mindre end budgetteret og endnu mindre end aftalt med regeringen. Efter alt at dømme fortsætter tendensen i 2013 og 2014.

De 'flotte' tal dækker over drastiske nedskæringer i på daginstitutioner, skoler og ældrepleje, handicapområdet, og på hjælpen til udsatte borgere. Cirka 30.000 færre offentligt ansatte i den borgernære velfærd på 5 år!

Samtidig sparer kommunerne op som aldrig før. De har nu cirka 34 milliarder på bankbogen – helt grotesk i en situation, hvor 200.000 arbejdsløse forgæves søger job, og hvor offentlige anlæg trænger til vedligeholdelse og klimarenovering.

Hovedproblemet er selvfølgelig regeringen og det folketingsflertal (alle partier undtagen Enhedslisten), som mener, at skattelettelser er vigtigere end velfærd, og har indført et budgettyranni, som EU-Kommissionen kun tør drømme om.

Men det er ikke hele forklaringen. Sandheden er jo, at KL's bestyrelse er helt enig i denne politik. Ellers havde de vel kæmpet imod budgetloven eller sørget for en budgetstyring, hvor kommunerne i det mindste brugte de penge, de havde lov til. Men afgående KL-formand Erik Nielsen (S) er direkte stolt over kommunernes evne til at 'effektivisere', og også den sandsynlige afløser Martin Damm (V) hylder budgetdisciplin og EU-styring.

Altså må modstanden komme fra byrødderne selv i alliance med borgergrupper, fagforeninger, handicaporganisationer og alle andre, der vil holde regeringspartierne op på deres løfter om, at velfærd er vigtigere end skattelettelser.

Det handler også om at overvinde den voksende tillidskløft mellem borgere og myndigheder. Flere og flere borgere oplever kommunen som en kafkask labyrint eller en uindtagelig fæstning omgivet af digitale mure og endeløse telefonkøer.

Andre oplever kommunen som en direkte modstander, der tager sygedagpenge, kontanthjælp og hjælpemidler fra dem og som retssikkerheden gennem inkriminerende forhør og 'dyneløfteri'.

Det er en farlig udvikling. Tilliden skal genoprettes.  Det kræver, at den enkelte kommunalbestyrelse tør udfordre nedskæringspolitikken. Reformerne kan gennemføres på to måder – den dårlige og den lidt mindre dårlige. Men det kræver også, at Kommunernes Landsforening tør bruge de penge, de må, tør tale bjerget imod, tør synliggøre konsekvenserne af de hårdhændede reformer og stille krav om bedre økonomiske rammer som betingelse for en ny økonomiaftale i 2014. Vi ses til topmødet i marts!