Med Folketingets åbning skal politikerne snart stemme om at indføre en arbejdspligt for op mod 22.000 borgere på kontanthjælp. Har man ikke den store indsigt i beskæftigelsesområdet, er det let at falde for politikernes spin om ret og pligt – men det er allerede et grundlæggende princip i beskæftigelsessystemet. Borgerne skal stå til rådighed for arbejde, uddannelse eller andre indsatser, og gør de ikke det, kan de sanktioneres.

Kigger man på indholdet i arbejdspligten, så dækker den reelt over et rigidt krav om 37 timers aktivering – hvoraf hovedparten skal være i nyttejob. I udgangspunktet er der ikke noget i vejen med at aktivere borgere med krav og indsatser, men hvis det skal føre til et rigtigt job for disse borgere, så skal man nok tage andre værktøjer i brug.

I mange tilfælde er målgruppen for arbejdspligten nemlig borgere med meget mere komplekse udfordringer end ”bare” ledighed. De er flygtninge med alvorlige traumer. Ufaglærte uden kundskaber i dansk. Kroniske smertepatienter med børn i mistrivsel. Eller det hele på samme tid. Det er jo ikke uden grund, at disse mennesker aldrig er kommet med på vognen trods opsving og jobfest.

Beskæftigelsesprojekter virker

Derfor findes der heller ikke nogen snuptagsløsning, hvis de skal i job, men socialrådgiverne i landets jobcentre ved, at det rykker, når de kan komme tæt på disse borgere og lave individuelt tilpassede forløb med en kombination af både praktik, sociale tiltag, jobsøgning, danskundervisning og sundhedsindsatser.

Det bekræftes også af STAR i en evaluering af beskæftigelsesprojekter, at den tilgang virker, og vi ser, at den skaber resultater i flere kommuner, som får kvinder med ikke-vestlig baggrund i job.

Imidlertid er det også en tilgang, som tager tid, og når mange socialrådgivere sidder med ansvaret for så mange borgere, at det ikke er fagligt forsvarligt, så er det svært at finde tiden til at strikke tværfaglige og meningsfulde indsatser sammen for 22.000 af de borgere, som er længst fra arbejdsmarkedet.

Udsigtsløse nyttejob i et parallelt pseudoarbejdsmarked

Derfor frygter jeg, at arbejdspligten ender som ”one size fits all”-forløb med standardiserede indsatser og udsigtsløse nyttejob i et parallelt pseudoarbejdsmarked, hvor man skal klippe hæk med køkkensaks eller feje vandpytter op for at få tiden til at gå.

Derudover vil arbejdspligten også medføre et omfattende bureaukrati. Når indfrielse af arbejdspligten bliver en forudsætning for at modtage en ydelse, så skal det dokumenteres, om borgeren har gjort det, og hvis ikke, skal det undersøges, om der var en gyldig grund. I stedet for at bruge tid på borgeren, skal jobcentrene altså lave kontrol.

I samme kategori af bureaukrati-tiltag finder man bestemmelsen om, at der i arbejdspligten kan medregnes op til  fire timers forberedelse og jobsøgning om ugen – såfremt det er uden for borgerens hjem og på et sted, hvor fremmøde kan registreres. For mit indre blik ser jeg jobcenter-mødelokaler med borgere, der søger job, mens medarbejdere noterer fremmøde og holder øje med, om tiden bruges på jobsøgning.  

Lad socialrådgiverne bruge deres faglighed

Betyder mine advarsler, at jeg hellere vil overlade borgerne til sig selv? Nej. Jeg opfordrer i stedet politikerne til at gøre det, der virker. Lad socialrådgiverne bruge deres faglighed til at vurdere, hvordan borgerne bedst muligt kommer tættere på arbejdsmarkedet. Giv os tiden til at komme tæt på borgerne, så der kan arbejdes med afsæt i hvert enkelte menneskes individuelle udfordringer og motivation. Lad os fokusere på at skaffe borgerne ordinære timer i rigtige jobs – i stedet for at slukke lyset i deres øjne med meningsløse nyttejob.

Arbejdspligten leverer i sin nuværende form alt det modsatte. Mere bureaukrati, mindre faglig frihed og mere meningsløs aktivering. Måske er det årsagen til, at kun 300 – ud af samlet set 22.000 – borgere forventes at komme i job som følge af arbejdspligten? Derfor vil jeg minde politikerne om, at det hverken er forbudt eller for sent at blive klogere – og stemme imod arbejdspligten.