Varm op til genoptræning af sløve samarbejdsmuskler
Varm op til genoptræning af sløve samarbejdsmuskler
Vi har taget fat i tredje corona-år, som trækker tænder ud hos medarbejdere og ledere i skoler, institutioner og andre kommunale organisationer. At skulle orientere sig i ovenfrakommende nedlukninger, skiftende restriktioner og løbende nye adfærdskodekser og anbefalinger er mentalt krævende. Særligt på den lange bane. Én af omkostningerne ser vi nu: Trætte ledere og skrantende kollegiale miljøer, hvor sammenhængskraft og fællesskaber er udfordret.
Tryghed og glæde under pandemisk pres
Vi er i forskellig grad påvirkede af pandemien nu. Vi ser medarbejdere, som er stressramte eller udmattede. Medarbejdere som har haft en svær tid med mange bekymringer og megen sygdom. Og så ser vi i den anden ende af spektret medarbejdere, som forholder sig pragmatisk, og som måske nyder dele af de nye adfærdsnormer. De tager én dag ad gangen (som de måske altid har gjort) og har gavn af kortere online-møder i deres funktion eller det til tider lavere tempo.
Fælles for alle er dog, at uforudsigeligheden er blevet en følgesvend og med den utrygheden. Den seneste variant af corona (Omikron) kom, som vi netop følte, at meget var blevet normaliseret. Med Omikron oplevede vi atter et stigende frygtniveau generelt og krav om social afholdenhed. Som vi har set det før i pandemien, så er social distance en udholdenhedssport for mennesket. Fællesskaber er for de fleste mennesker den brønd, som vi henter styrke, mod og mening fra. Dette kombineret med at planer ikke er noget, som man helt kan regne med, tærer på de mentale kræfter. For mange er netop vanerne det, der ”ordner” hverdagen og skaber rum for, at vi kan lære nye ting og finde mod til at kaste os ud i svære udfordringer i arbejdslivet. Når vi mister muligheden for at læne os ind i vaner og rutiner, mister mange af os trygheden. Og når vi ikke kan se frem til den planlagte ferie – for måske bliver den aflyst – mister mange glæden.
Forandringsmæthed
Mange medarbejdere og ledere er i denne tid mætte af forandringer, som har med coronavirus at gøre. Det nye er, at vi også mentalt er trætte, usikre og måske ensomme efter mere hjemmearbejde end vi brød os om og mere uforudsigelighed, end vi kunne bære. Vi har undværet arbejdets fællesskabende strukturer, og vi kan ikke se enden på krisen endnu.
Det viser sig, at sunde gruppemiljøer på arbejdspladser bidrager til menneskers generelle trivsel og sundhed, fordi det at høre til et arbejdsfællesskab giver oplevelse af forbundethed og dybere mening. Dette bekræftes i en større undersøgelse lavet af Danmarks Statistik i 2016 (”Livskvalitet er forbundne kar” Etwil, 2016). Denne undersøgelse peger på, at hvis man tilkendegiver tilfredshed med sit arbejde, så tilkendegiver man typisk også tilfredshed med sin livssituation generelt. Sammenfaldet giver god mening i en tid, hvor mange bruger arbejdslivet som kilde til meningsskabelse og bekræftelse af at høre til i et fællesskab. Ved at forme sunde teams og arbejdsgrupper på arbejdspladser kan vi derfor skabe et værn mod ensomhed, isolation og stress, som ellers præger vores tid.
Pandemien rammer tilliden
Samarbejde kræver, at vi kombinerer vores viden og fagligheder og kobler os på hinanden i kommunikationen omkring opgaverne. Det handler om at skabe miljøer, hvor man kan bede om hjælp og indrømme fejl. For fejl laver vi alle fra tid til anden i den professionelle arena. Det afgørende er, hvordan vi møder dem. Nogle fejl skal vi bare gå hen over, fordi vi ved, hvad fejlen er udtryk for, f.eks. en forglemmelse. Andre fejl kan være gode at lære af. Når vi skal lære og udvikle os på baggrund af fejl eller faglige dilemmaer, så kræver det øjenkontakt, fælles refleksion og ro. Øjenkontakt kan vi ikke skabe online, i hvert fald ikke endnu med de tekniske softwareløsninger, der er til rådighed. Øjenkontakt er en del af det at skabe tillid til hinanden og dermed forudsætningen for at lære sammen.
Tillid skabes desuden ved at have fokus på det, vi skal lykkes med sammen frem for at fokusere på dit og mit eller på at vinde over kollegaen. Men dit og mit tænkningen er desværre blevet fremherskende mange steder under coronatiden. Vores usikkerhed og et øget stressniveau betyder, at vi får sværere ved at rumme den anden og give til fællesskabet. Vores samarbejdsmuskel sløves.
Et godt samarbejde handler også om at rumme forskellige personligheder, og rumme faglige svar, der hviler på ”fremmede” præmisser, hvis samarbejdet er tværfagligt. Det kræver alt sammen noget af os.
På baggrund af krisen har vi mere end nogensinde brug for at skabe ro og kontakt i fælles dialog. Tiden kalder på andre former for dialog, end dem, der handler om drift og eksekvering alene. Vi skal tage os tid til at dele noget af det, vi går igennem. Vi skal dele gode og mindre gode erfaringer og lade forskellighederne stå. Dette for at styrke tilliden og få trivslen og fællesskabet i vatter. Kun ved at gå ind i tillidsskabende dialoger i øjenhøjde træner vi en sløvet samarbejdsmuskulatur.
Stine Reintoft har også skrevet "Genstart fællsskabet - om samarbejde og nye begyndelser", der udkom på Akademisk Forlag i efteråret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.