I sidste uge vedtog Folketinget i ekstrem upåagtethed en justering af valgbarhedsregler. Det skete efter 30 sekunders tredjebehandling, der efterfulgte 20 sekunders andenbehandling. Førstebehandlingen tog lidt længere tid, men den kommer vi tilbage til.

Først skal vi lige genopfriske den valgbarhedsdiskussion, der var op til FV22, affødt af at Inger Støjberg med sin fodlænkedom ikke ville være værdig til at sidde i et byråd, men nok i Folketinget. Og for den sags skyld også til at blive minister igen. Sidstnævnte blev som bekendt ikke aktuelt, og derfor døde al snak om valgbarhed hurtigt ud igen.

Indtil 29. marts, da et lovforslag fra kirkeminister Louise Schack Elholm skulle justere på reglerne for deltidsansatte kirkefunktionærers valgbarhed til menighedsråd. En ren teknikalitet, der ikke ændrede andet end at gøre kriterierne til en direkte del af menighedsrådsvalgloven i stedet for at henvise til en anden lov, som står overfor at bortfalde.

Slutfacit ville derfor være, “at hvis vi vedtager det her, sker der absolut ingenting”, som Enhedslistens Søren Søndergaard tørt bemærkede under førstebehandlingen, hvor alle partiers ordførere tilsluttede sig lovforslaget, og ingen andre i den halvtomme sal havde bemærkninger til nogen af dem. 11 minutter varede det, før de endnu kortere anden- og tredjebehandlinger der endte i en enstemmig vedtagelse.

I forhold til valgbarhedsreglerne til Folketing, regionsråd og byråd er der den lighed, at der også her er sket “absolut ingenting”. Ikke at det er nogen overraskelse, men det fortjener alligevel at blive nævnt, fordi så mange politikere tilbage før FV22 lod som om det var noget, de ville gøre noget ved.

Valgbarhedsreglerne til byråd og regionsråd blev cementeret i en lov tilbage i 2018. Det skete med det udtrykkelige formål at fastsætte “objektive kriterier” for, hvilke slags straffe der gjorde nogen uværdig til at blive valgt. Før da var det en konkret afvejning i hver enkelt sag. Ligesom i Folketinget.

Det var så netop den vilkårlighed, man ønskede at gøre op med, og man skal her notere sig, at det skete i enstemmighed. Alle i Folketinget stemte for.

Når det alligevel blev et emne i optakten til FV22, var det selvfølgelig dels, fordi alle var mest stemt for ikke at ville underkende en vælgerafgørelse kort efter afsoning af en trods alt relativt kort fængselsstraf, og dels fordi Inger Støjberg kunne blive en nøgleperson i puslespillet efter et valgresultat, man på det tidspunkt endnu ikke kendte. Ingen sagde det højt, men det underliggende ræsonnement var naturligvis, at det ikke skulle være noget så fjollet som principper, der i givet fald skulle stå i vejen for en blå regering.

Undervejs blev det nævnt, at man måske skulle se på de kommunale valgbarhedsregler igen, men eftersom det ikke var dem, der var hurdlen ved FV22, kommer det med meget stor sandsynlighed ikke til at ske. Det andet der blev talt om - faste regler for valgbarhed til Folketinget - kommer med endnu større sandsynlighed heller ikke til at ske.

Der er den forskel mellem byråd og regionsråd på den ene side og Folketinget på den anden, at Folketinget bestemmer over byrådene og regionsrådene, mens ingen bestemmer over Folketinget. Ingen over og ingen ved siden af, som bekendt.

Det skal forstås helt bogstaveligt, sådan at det til enhver tid valgte Folketing ikke kan bestemme over det næste, der bliver valgt, herunder heller ikke hvem der er valgbar til det. Det fremgår direkte af Grundloven: “Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed”, står der i paragraf 33. Bum.

Det laver man ikke sådan lige om på. Grundlovsændringer kræver, at der er flertal for det i Folketinget, dernæst at der udskrives folketingsvalg, og at der også er flertal i det nyvalgte folketing, og endelig at der udskrives folkeafstemning, hvor der også er flertal og valgdeltagelsen er mindst 40 pct. Kort sagt en procedure man ikke sætter i værk på baggrund af et hvilket som helst tilfældigt indfald, og derfor er faste valgbarhedsregler til Folketinget en dødfødt idé.

Hvilket alle der foreslog det, var ganske udmærket klar over. Men der var jo et folketingsvalg på vej, og indviklede forklaringer samler ikke mange stemmer.

Det eneste der er sket på valgbarhedsområdet, er derfor indtil videre, at kirkefunktionærer med mellem tre og otte arbejdstimer om ugen ikke mister deres valgbarhed til eget menighedsråd. Ikke meget, men mere bliver det næppe til på denne side af næste folketingsvalg. Og de næste igen.