Spørgsmålet om den rigsretsdømte Inger Støjbergs valgbarhed blev ikke til noget større nummer efter FV22, sådan som der ellers var lagt op til. Valgresultatet gjorde det ikke til en mulighed, at hun kunne få en ministerpost mindre end et år efter hendes dom for at overtræde ministeransvarlighedsloven.

Men folketingsmedlem er hun nu igen. Blot en enkelt sætning i den 56 sider lange betænkning fra Udvalget til Prøvelse af Valget blev det til, da det nyvalgte Folketing opfyldte sin grundlovspligt og tog stilling til, om nogen af de valgte “er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget”, som der står i grundlovens §30.

Det var der ikke.

“Udvalget finder efter en samlet vurdering, at de 175 kandidater valgt i Danmark opfylder grundlovens krav til valgbarhed”, hedder det i udvalgsbetænkningen. “Efter en samlet vurdering” plejer at være politisk kodesprog for, at reglerne er blevet bøjet, men i dette tilfælde skyldes det nok snarere uvilje mod at gå ned i substansen. Der var da heller ingen som helst bemærkninger, da Folketinget enstemmigt godkendte betænkningen.

Det er ifølge grundloven op til Folketinget selv at tage stilling til dets medlemmers valgbarhed - som det skete, da Inger Støjberg blev stemt ud - og derfor er der ikke faste regler. Logikken er, at et folketingsflertal før et valg ikke kan forpligte det Folketing, der måtte være efter et valg.

Alligevel er der faste regler på området, endda besluttet enstemmigt af selvsamme Folketing. Det skete i 2018, men det gjaldt kun for byråds- og regionsrådsmedlemmer. Før ændringen var det også her “almindeligt omdømme”, der afgjorde, om nogen var valgbar eller ej, mens de nye regler helt præcist fastslår, hvilke slags straffe der skal til.

Eksempelvis koster en frihedsstraf altid valgbarheden, men det gjorde den også før, og derved har de nye regler i praksis fastlagt dette som et af kriterierne for, om nogens “almindelige omdømme” gør dem uværdige til at blive valgt. Derfor vides det, at Inger Støjberg først tre år efter afsoningen af sine 60 dages fængsel ville være valgbar til et byråd eller et regionsråd.

Folketinget selv, derimod, er ikke så nøjeregnende. I Folketinget er man OK med medlemmer, som man finder for belastede til at have siddende i et byråd.

Dobbeltmoralen er naturligvis åbenlys.

Der er i den sammenhæng værd at bemærke, at det under førstebehandlingen i 2018 af de nye kommunale og regionale valgregler blev nævnt som en særlig fordel, at faste regler “fjerner (...) muligheden for beskyldninger om, at afgørelserne er dikteret af partipolitiske hensyn”.

Men altså kun når det gælder byråds- og regionsrådsmedlemmer, ikke folketingsmedlemmer. Det ligner en tilståelsessag.