Kommunen.dk
MENU

Unge vækker unges interesse for håndværksfag

Brobygning Middelfart lader udskoling og lærlinge mødes direkte på Craft Festival. Direktør er overbevist om, at flere nu vil søge mod erhvervsuddannelserne.

Unge vækker unges interesse for håndværksfag

Brobygning Middelfart lader udskoling og lærlinge mødes direkte på Craft Festival. Direktør er overbevist om, at flere nu vil søge mod erhvervsuddannelserne.
I Middelfart har erhvervslivet, skoleafdelingen, UV- Middelfart og Tietgen Fonden givet de unge lærlinge scenen.
I Middelfart har erhvervslivet, skoleafdelingen, UV- Middelfart og Tietgen Fonden givet de unge lærlinge scenen.
Foto: Brobygning Middelfart
15. sep. 2022
Lene Lawaetz
LENE LAWAETZ
DIREKTØR OG IGANGSÆTTER
BROBYGNING MIDDELFART
Email

Det dufter af træspåner og varmt efterår i det hvide telt på Gammel Havn i Middelfart. Selv ikke den skarpe lyd af en brosten, der flækker, får de to udskolings-drenge til at kigge op. Sammen med snedkerlærlingene fra Carl Hansen og søn fordyber de to sig i arbejdet med slibeklods og stemmejern. De studerer detaljerne på en stoleryg. Skifter kornstørrelse. Sliber et par gange mere…

Man skal være mere end hårdhudet for ikke at lade sig rive med af de unges begejstring på Gammel Havn i Middelfart.

Imens myldrer jævnaldrende folkeskoleelever ind og ud og rundt mellem aktiviteterne på kajen og i det gamle værft. Det er dag et ud af tre med Craft Festival i Middelfart. 1.300 udskolingselever og deres lærere kigger forbi torsdag og fredag. Lørdag er værkstederne åbne for forældre og andre interesserede.

Voksne i periferien

Man skal være mere end hårdhudet for ikke at lade sig rive med af de unges begejstring. For en design-nørd og innovationstosse som mig har hele processen været en fest. Craft Festivalen er nemlig resultatet af en innovations-rejse. Et fuldstændig åbent og ærligt samarbejde mellem lærere, uddannelsesvejledere, erhvervsliv og skoleafdeling. Med det formål at inspirere flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.

Hvad har vi så gjort anderledes i forhold til de traditionelle uddannelsesmesser? Det primære greb er faktisk på én gang såre simpelt og et totalt tab af voksenkontrol. Væk med mester. Lærlingene har fået magten. For det virker jo sjældent, når der står en midaldrende (eller yngre eller ældre) håndværker med en forkølet roll up og siger, at virksomheden mangler arbejdskraft. Men at dømme efter den summen, der er på Gammel Havn, tør jeg godt kalde grebet med at give scenen til de unge lærlinge en succes.

For de formidler deres fag med kæmpe stolthed og kreativitet. Gæsterne får lov at smage, se, røre og gøre. De voksne trisser lidt rundt i periferien. Totalt klar til at springe til, hvis det kniber. Men det gør det ikke.

Fordomme på tværs

Grebet er simpelt, så hvorfor har vi ikke bare gjort det for længe siden? Det er vel fordi, det mest simple nogle gange også er det mest besværlige at komme frem til. Om vi vil det eller ej, har vi alle en masse fordomme om ”de andre”. Et godt eksempel på det opstod, da vi samlede en god håndfuld virksomheder og alle vores udskolingslærere til en fælles dialog inden craft-festivalen. Virksomhederne var meget enige med sig selv om, at lærerne ikke havde en disse erhvervserfaring, og udskolingslærerne troede ikke, at virksomhederne ville i dialog. Men da vi sammen fandt ud af, at det ikke var sådan, det forholdt sig – lærerne havde faktisk erfaring fra ”den virkelig verden”, og virksomhederne ville rigtig gerne samarbejde – slog vi et stort fælles grin op og trak i arbejdstøjet sammen.

Pointen med projektet her er, at hvis man vil skabe innovation, så skal man arbejde sammen om noget konkret. Her har vi bygget flyveren i luften, og den er bygget af nogen, der næsten lige er kommet ud af folkeskolen. De ved, hvad der manglede, og det har de puttet ind i den nye Craft Festival.

Med hjælp fra Tietgen Fonden har vi nu gennemført år ét. Vil du vide mere, så ræk ud… og kom og vær med, når der igen i september 2023 er Craft Festival i Middelfart.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR