Så er der godt nyt til alle fans af Stephen King og Jussi Adler-Olsen. For nyligt udgav KL rapporten ”Velfærdssamfundet belyst”, og den kan jeg anbefale at læse, hvis man er til et godt gys. For som en person, der er oprigtigt bekymret for fremtidens velfærd, gav den mig nemlig både gåsehud på armen og en klump i halsen.

Rapporten peger på flere udviklinger, der truer fremtidens offentlige velfærd. I et interview i Information peger KL’s formand, Martin Damm, klogt på tre af dem, som bekymrer ham:

1. Den offentlige velfærd følger ikke længere væksten i den private sektor. 2. Tilfredsheden med velfærdssamfundet er faldende. Og 3. flere vælger at købe velfærdsydelser uden om det offentlige.

Personligt bekymrer det mig især, at uligheden i vores samfund kan blive forstærket, hvis vi ikke får stoppet den udvikling. Undergravningen af vores velfærd sker i det stille, men heldigvis er der stadig mulighed for at handle. Vi står i en skæbnestund og må snart beslutte, hvilken retning vi ønsker for fremtidens velfærd. Mens nogle mennesker bliver rigere, bliver vores fælles velfærd slet ikke prioriteret nok. En tendens der ifølge KL’s rapport fortsætter mange år frem endnu. Det skaber et voldsomt gab, der udhuler den offentlige velfærd og på sigt truer den nordiske, universelle velfærdsmodel.

I vores lille land bryster vi os ellers af, at vi har et godt velfærdssamfund. Vi klapper os selv på skuldrene, hver gang en udenlandsk politiker peger på Danmark som et ideal for, hvordan et samfund skal fungere. Samtidig er velfærden fra 2015 til 2023 underfinansieret med 23 mia. kr., ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det kan mærkes.

Urealistiske forventninger

Da vi sidste år spurgte vores medlemmer i FOA, hvordan de ser på fremtidens velfærd, så er det hele 7 ud af 10, som forudser, at kvaliteten af velfærden vil være ringere om 10 år, end den er i dag. Og de ved jo om nogen, hvordan det faktisk står til i den skarpe ende af velfærdssamfundet. Samtidig tror 8 ud af 10 af vores medlemmer, at borgernes forventninger til serviceniveauet vil være højere end nu. Men vi kan slet ikke indfri de forventninger, så længe velfærden gang på gang bliver underfinansieret. Og hvis det betyder, at flere vil købe sig til private ydelser, er det en farlig udvikling. Det er jo ikke det, der løser den store rekrutteringsudfordring, vi står overfor.

For lad mig lige minde om, at det mindsker uligheden i samfundet, når vi har en stærk offentlig velfærd, der giver mulighed for det gode liv gennem ældrepleje, dagtilbud og skoler - frem for ydelser, der skal købes på det private marked. Det mindsker ulighed, fordi dem med de laveste indkomster får mest ud af deres forbrugsmuligheder. Men gør vi ikke noget ved, at det private er i udbrud og stikker af fra det offentlige, så må borgerne med de laveste indkomster nøjes med en lunken andenrangs-velfærd. Kan I stave til ulighed?

Det giver ikke mening at med en økonomi i topform, så skal velfærdens medarbejdere stadig løbe hurtigere rundt på plejehjemmene og i daginstitutionerne for at levere den nødvendige omsorg. I FOA har vi kæmpet længe for, at udviklingen i den danske velstand skal kunne mærkes af den almindelige dansker, og ikke kun dem med mest på bankbogen. Vi er nødt til at få vendt bøtten.

Jeg vil gerne starte med at pege på vores skattesystem, som vi i bund og grund er glade for. Men i stedet for at give skatterabatter til dem der i forvejen har mest, så bør vi lade de penge komme hele samfundet til gode. Progressive skatter er afgørende i kampen mod ulighed – især hvis pengene bruges på den offentlige velfærd.

I en skæbnestund har vi brug for modige politikere, der tør træffe de nødvendige beslutninger. Ellers går vi alle en mere ulige og dyster fremtid i møde.