Når vi kommer til det afgørende moment på søndag, hvor Majestæten sætter sin signatur på sin abdikationserklæring, er den titel, majestæt, ikke længere en entydig identifikation, sådan som det har været siden Dronning Ingrid døde. Det samme gælder i øvrigt dronningetitlen.

Dronningen skifter fra at være Hendes Majestæt Dronningen til at være Hendes Majestæt Dronning Margrethe, dette for at kunne skelne hende fra Hendes Majestæt Dronning Mary. En gang majestæt, altid majestæt. Oveni kommer den majestæt, der er en forudsætning for det hele, nemlig Hans Majestæt Kong Frederik X, i daglig tale muligvis blot Hans Majestæt Kongen, hvis daglig tale ellers er noget, der forekommer i den sammenhæng.

52 år er lang tid i et hvilket som helst job, og rent menneskeligt forstår man godt, at Majestæten, den nuværende, godt kunne tænke sig nogle mindre krævende år at slutte af med. Man forstår også godt, at hun gerne vil se sønnike udfylde sit livs formål, inden han når folkepensionsalderen, hvilket ellers kunne være en reel mulighed/risiko, hvis hun skulle være blevet siddende til hun “falder af pinden”, som hun tidligere har plejet at sige.

I løbet af sine 52 regeringsår har Dronning Margrethe set ni statsministre komme og gå, to af dem endda to gange. Jens Otto Krag kom ikke, han var der fra starten, men ellers byder rækken af navne på Anker Jørgensen, Poul Hartling, Anker Jørgensen igen, Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen igen og nu sidst Mette Frederiksen, der kom men ikke gik i Margrethes regeringstid.

Republikanismen har haft tiltagende trange kår under hende, og selv om enkelte håbefulde i den givne anledning har forsøgt sig med rituelle forslag om at skifte til en præsident, så har de næppe selv troet på det.

Hvis man et øjeblik skulle forfølge tanken, så ville de nævnte statsministre være blandt dem, der ville have været i spil, hvis man i stedet for Margrethe skulle have fundet nogle præsidenter. Andre navne kunne være Karl Skytte, K.B. Andersen, Svend Jakobsen, Erik Ninn-Hansen, H.P. Clausen, Henning Rasmussen, Erling Olsen, Ivar Hansen, Christian Mejdahl, Thor Pedersen, Mogens Lykketoft, Pia Kjærsgaard, Henrik Dam Kristensen og Søren Gade, der alle har været folketingsformænd i løbet af Margrethes halve århundrede. Man kunne også nævne navne som Henning Christophersen, Birte Weiss, Bertel Haarder og Uffe Ellemann-Jensen, der ikke fik men gerne havde set sig selv på en af de fremmeste poster.

Er der nogen af dem, vi gerne ville titulere Deres Excellence? En del af dem ville helt sikkert have fundet sig utrolig godt tilpas i en rolle som præsident, men der er også nogle af dem, der var folketingsformænd, der ikke slap helt ærefuldt fra hvervet. Og frem for alt ville næsten alle, både folketingsformænd og især statsministre, i kraft af deres baggrund i partipolitik savne den væsentligste kvalifikation af dem alle: at kunne samle nationen. 

Den evne har Dronning Margrethe i den grad demonstreret, i en grad så selv Socialdemokratiet nu her på falderebet har opgivet sin principielle modstand mod at lade landspolitikere modtage kongelige ordener. Kommunalpolitikere har længe trodset partilinjen på det punkt, men nu bliver det officielt god tone for alle socialdemokrater. Hellere en orden end en præsident.

Når Kong Frederik og Dronning Mary træder til, sker det i medvinden fra forgængerens popularitet, men det er op til dem selv at sikre dens varighed. Dronningen, den kommende, skal nok klare det, men Frederik har som kronprins mindst én gang kvajet sig grundigt i olympisk sammenhæng. Lad os håbe at den slags tonedøvhed er et overstået kapitel, nu han skal være konge.

Tillykke til de to nye majestæter, og tak for veludført tjeneste til den tredje.