Da Dronning Margrethe fyldte 70 år, var der mange vitser om, at askeskyerne fra de islandske vulkanudbrud var en slags hilsen fra Jorden selv til den inkarneret cigaretrygende regent. Dengang måtte hun undvære nogle af sine indflyvende fødselsdagsgæster på grund af askepartiklerne i atmosfæren og deres inkompabilitet med flymotorer.

Nu her ti år efter er alle elementer af fødselsdagsfejringen aflyst helt, og heller ingen finder det passende at strø om sig med coronavitser. Surt show, men det tjener Majestæten til ære, at hun selv aflyste det hele, og at hun gjorde det uden tøven. Forhåbentlig kommer der ikke noget i vejen for 50 års regentjubilæet om små to år (14. januar 2022), for til den tid skal den gerne have alt, hvad den kan trække.

Uanset de manglende officielle fejringer i dag kan regenten ikke være i tvivl om sin samklang med sit folk. Lejlighedsvise utidige meningsmålinger om det ikke snart er på tide for hende at abdicere og lade de unge komme til, udtrykker formentlig først og fremmest omsorg for den gamle dame og anerkendelse af, at hun i den grad har gjort sin pligt.

Selv har hun sagt at hun bliver siddende, til hun ‘falder af pinden’. Et malerisk udtryk hvor man næsten kan se for sig, at først ophøret af den allersidste refleks vil få hende til at slippe grebet.

Et andet lige så beskrivende udtryk, der ofte er anvendt om Dronning Margrethe, er at hun er en klog kone. Og det er hun.

Hun kommer af en slægt med stærke gener, hendes mor og morfar blev begge 90 år og oldefaderen 92 år, og hvis hun selv holder lige så længe ud, står hendes ældste søn i risiko for at ende i en Prins Charles-lignende situation med en tiltagende formålsløshed i det liv, han er født til. Med mindre hun i fraværet af en dansk tradition for abdikation i stedet arrangerer sig med et glidende generationsskifte, og det er derfor netop hvad hun har gjort.

‘De unge’ som hun derved lader komme til, er selvfølgelig et relativt begreb, men selv en 51-årig kronprins og, muligvis i mindre grad, en 48-årig kronprinsesse kan stadig have gavn af en gradvis indføring og tilvænning til de pligter, der kommer til at ændre deres tilværelse grundlæggende, den dag Frederik kan sætte et X efter navnet.

Mary blev for et halvt års tid siden forfremmet til rigsforstander med ret til at afløse som statsoverhoved, og ret meget tættere kommer man ikke på The Real Thing, så længe svigermor stadig er live. Ægtemanden roder stadig uklogt rundt med IOC, der for længst har bevist sit skandale-potentiale og derfor er en tidsindstillet bombe, som han kun kan håbe på ikke går af, før han har været konge så længe, at detonationen vil skyldes noget, der er sket efter hans tid.

Ellers er det ikke godt at vide, hvad det kan komme til at betyde. Er man tilstrækkeligt konspiratorisk anlagt, kunne man forledes til at tro, at den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens OK til kronprinsens kandidatur i sin tid i virkeligheden var et bevidst, langluntet republikansk anslag. I givet fald meget snedigt udtænkt. I Margrethes tid har republikanismen ikke en chance, hvor meget monarkiet end er en anakronisme.

Heldigvis virker Majestæten til at være i fin form, trods alderen, for hvad enten det nu er fair over for Kronprinsen eller ej, så vil vi gerne beholde hende mange år endnu. Både i egen ret, men i særdeleshed også når man sammenligner med andre regenter og kongehuse, har Dronning Margrethe udvist en eksemplarisk forvaltning af den blanding af ophøjethed og folkelighed, tradition og fornyelse, kølig afstand og hjertevarme der er en betingelse for at være elsket af sit folk uden at forfladiges til en kendis af reality-typen.

Menneskeligheden kan man ikke tage fejl af, hvad enten den kommer til udtryk ved den årligt tilbagevendende fumlen med nytårstalemanuskripter, eller ved at hun nu senest med tanke på coronakrisens plejehjemsensomhed har opfordret til at sende en buket til de (andre) gamle frem for til hende. En kongelig betænksomhed med mere glans over sig end en hvilken som helst tilfældig guldkaret.