Kommunen.dk
MENU

Kommuner kaprer ansatte via sms

Mangel på ansatte i ældreplejen får kreativiteten til at blomstre. Og det giver pote.

Kommuner kaprer ansatte via sms

Mangel på ansatte i ældreplejen får kreativiteten til at blomstre. Og det giver pote.
Rekruttering via sms, kan bringe kandidater i spil, som kommunerne ellers ikke har adgang til. At gøre vejen til et job kortere, er i den grad relevant, mener projektchef og ph.d. i organisation ved Vive, Pia Kürstein Kjellberg. (Arkivfoto.)
Rekruttering via sms, kan bringe kandidater i spil, som kommunerne ellers ikke har adgang til. At gøre vejen til et job kortere, er i den grad relevant, mener projektchef og ph.d. i organisation ved Vive, Pia Kürstein Kjellberg. (Arkivfoto.)
Foto: Johner Images, Johner/Ritzau Scanpix

Manglen på arbejdskraft er flere steder i den offentlige sektor på grænsen af kritisk. Samtidig er ledigheden rekordlav. Kombinationen kalder på ekstraordinære tiltag.

Flere kommuner forsøger sig med at rekruttere medarbejdere til ældreplejen via sms. Senest har Middelfarts senior- og velfærdschef, Vicky Kim Andersen, i en video på Facebook opfordret snart ledige podere til sende hende en sms, hvis de overvejer et job inden for kommunens omsorgsområde.

- Allerede nu kan jeg sige, at det ikke er sidste gang, siger hun i telefonen.

Tidligere på måneden var det Frederikssunds nytiltrådte borgmester, Tina Tving Stauning (S), der i et opslag på Facebook og LinkedIn tilskyndede interesserede til at sende hende en sms. Tirsdag morgen kunne borgmesteren drikke kaffe med den første nyansatte, som var på sin første arbejdsdag i kommunen.

Tilbage i december kom opfordringen fra ældrechefen i Favrskov, men det er ikke en første gang, at kommunerne tager alternative midler i brug for at få medarbejdere til ældreplejen. 

Gammel ide får medvind

Man kan faktisk gå helt tilbage til i sommeren 2011, hvor Fredensborg Kommune forsøgte sig med en sms-kampagne, der skulle gøre det nemt at få information om ledige stillinger i ældreplejen.

Dengang var kommunens udsendte på gaden over et par måneder for at dele flyers ud med opfordring til at sende en sms med teksten ”ældre”. Gjorde man det, fik man oplysninger om ledige stillinger og deres indhold retur på sms. Udbyttet var imidlertid så lille – et par timelønnede blev det til – at det blev ved den ene kampagne, oplyser kommunens presseansvarlige.

Metoden lader dog til at have fået mere vind i sejlene nu. Det er i hvert fald erfaringen i Favrskov, hvor det blev til 18 henvendelser til ældrechef Henriette Halgaard Rasmussen efter en video på Facebook sidste år.

Det er henvendelser, som kommunen ellers ikke ville have fået, tror hun. Især ufaglærte og personer med interesse for et brancheskifte tog opfordringen op, men også studerende, der gerne vil have et studiejob ved siden af uddannelsen har henvendt sig. Omkring en tredjedel af henvendelserne er blevet til ansættelser.

- Jeg tror sagtens, at andre kommuner, kan have gavn af at prøve det. Især op mod sommerferien, når man søger afløsere, siger hun.

Frigiver kræfter

Noget tilsvarende kan senior- og velfærdschef i Middelfart, Vicky Kim Andersen, berette om. Det var med en vis spænding, hun afventede responsen på kommunens videoopslag, efter det blev lagt på Facebook i sidste uge.

- Vi gik målrettet mod podere, fordi vi vidste, at testkapaciteten ville blive skaleret ned, og at der ville stå nogle mennesker uden job. Kunne vi gribe dem, mens linjen var varm, spørger hun retorisk.

Allerede efter kort tid havde hun fået den første håndfuld sms'er. En uge efter er antallet oppe på næsten 20. Og det er ikke kun podere, der har henvendt sig. Nogle vil gerne gå i gang med sosu-uddannelsen, så de bliver hjulpet videre i kommunens uddannelsesteam, mens andre kan komme i betragtning som ufaglærte afløsere. De kan gøre rent, gå på indkøb, vaske tøj eller lave aktiviteter med beboere på plejehjemmene og på den måde aflaste sosuerne, som får frigivet kræfter til de opgaver, der kræver den rette faglighed.

I Favrskov var det også afløserjobs og ikke faglærte stillinger, som i første omgang var i spil. Her er enkelte ansøgere kommet i tre måneders praktikansættelse, så også Henriette Halgaard Rasmussen ser et potentiale i at få flere til at uddanne sig inden for området ad den vej.

Mennesket bag systemet

Når man får folk i røret, er det hurtigt at få afstemt ønsker og behov. Det sparer både tasteri og papirarbejde på kryds og tværs, fx til at behandle uopfordrede ansøgninger, erfarer Vicky Kim Andersen.

- Der er ikke langt fra tanke til handling, og i mine ører lyder det som afbureaukratisering, siger hun.

- Jeg tror på, at nogle af dem, vi søger, kan have svært ved at komme ud over rampen med den skriftlige ansøgning. Men derfor kan de godt være rigtig dygtige til det menneskelige, siger hun og påpeger, at kommuner også kan blive bedre, så der ikke går "ti lange og ti brede", inden der bliver svaret på en henvendelse.

Hun bestræber sig på at svare på sms'erne samme dag og tale med ansøgeren inden for et par dage. I det hele taget er det en mere nutidig og tilgængelig måde at komme i kontakt med kommunen på, mener hun. Samtidig mærker ansøgerne, at der er et menneske på den anden side – at det ikke kun er "et stort system".

Det kræver imidlertid noget af kommunikationen. Det er vigtigt at få afstemt forventninger, så folk ikke tror, at en sms er lig med, at Vicky Kim Andersen finder ansøgerens drømmejob. Hun kan selvfølgelig ikke love et match: 

- Men jeg garanterer, at jeg tager henvendelsen seriøst og er taknemmelig for den, siger hun.

Gør vejen kortere

At kommunerne søger alternative veje til at rekruttere, bifalder projektchef og ph.d. i organisation ved Vive, Pia Kürstein Kjellberg.

- Jeg synes, at kommunerne i den situation, de står i, skal bruge alle tænkelige midler til at få skabt kontakt til potentielle medarbejdere på det område, siger hun.

Hun har over en årrække forsket i blandt andet innovation på sundheds- og ældreområdet, og hun mener, at det handler om at være kreativ og forsøge sig med alle mulige løsninger. Også netop for at få fat i nogen, som det ikke er muligt at nå ad traditionelle veje. Erfaringen fra de studier, hun har lavet, viser, at der er få, der kender til den meningsfuldhed, faget rummer, så derfor er der brug for, at flere kommer ind og prøver det af.

- Så det, at gøre vejen kortere og give mulighed for at prøve kræfter med faget, er i den grad relevant, siger hun.

Og hvorfor ikke brede det ud til andre områder, hvor der mangler arbejdskraft, fx inden for sundhed, social og skole, foreslår Vicky Kim Andersen. Hun er bevidst om, at en del af interessen kan skyldes nyhedsværdien, men ser ikke mindst metoden som et godt supplerende værktøj til de mere traditionelle jobopslag.

Inspiration til fremtidens rekruttering

For den 45-årige kvinde, der tirsdag kl. ni havde første arbejdsdag på et plejecenter i Frederikssund Kommune, var sms'en til borgmesteren den chance, hun havde ventet på, fortæller Tina Tving Stauning. 

- Hun havde længe ønsket at komme ind i ældreplejen, men syntes ikke, at hun kunne søge de stillinger, der var slået op, fordi hun ikke havde uddannelsen, siger borgmesteren.

I første omgang lyder ansættelsen på et år. Derefter håber både kommunen og medarbejdere, at hun vil gå i gang med sosuuddannelsen. Yderligere én er indtil videre ansat på baggrund af en sms – en sosuassistent, som starter i uge 7. I alt har Tina Tving Stauning sendt 24 ansøgere videre i systemet, og hun mangler fortsat at kontakte 15. 

De foreløbige erfaringer har både ført til interne diskussioner og refleksioner over, hvordan Frederikssund rekrutterer, og rekrutteringsområdet er noget, der vil blive taget op fremadrettet, fortæller hun.

I Favrskov bliver sms-rekruttering ikke umiddelbart en fast del af kommunens bestræbelser på at tiltrække medarbejdere til ældreområdet, men erfaringen med videoopslaget har givet inspiration til kommende stillingsopslag.

- Vi har tænkt os at lave nogle stillingsopslag med flere levende billeder og fx en præsentation af et plejecenter via video, hvor kolleger udtaler sig om arbejdspladsen, så man får et bedre indtryk af det sted, man søger hen, siger Henriette Halgaard Rasmussen. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR