Manglende opbakning fra ledelsen

Pia fortæller, hvordan hendes leder til økonomimødet kommer marcherende ind med en attitude, der signalerer, at mødet skal gå hurtigt i gang. “Altså, ikke nogen blød indledning på mødet eller noget som helst”, husker hun. I en refleksion over lederens håndtering af mødet husker Pia, at hun føler sig krænket over måden, budskabet om besparelser bliver meddelt på, og at hun oplever at blive behandlet som et barn. Samtidig savner hun at blive mødt med forståelse. “Jeg savnede, at min leder sagde: ‘Jeg ved godt, at det her bliver svært’, før hun gik til biddet og fortalte mig, at jeg skulle skære i økonomien”.

Pia taler af erfaring, for hun har gennemført flere sparerunder under sin forrige leder. “Hun [den forrige leder] ville formentlig have fået mig igennem det”, konstaterer Pia da også og understreger i samme ombæring, at hendes nuværende leder aldrig har rost hende eller hendes medarbejdere.

I slutningen af interviewet konstaterer Pia:

Du kan jo ikke se problemet med besparelser isoleret fra sammenhængen. Den dag var jo bare kulminationen på et langt forløb. Det er bare blevet sværere og sværere hen ad vejen, og når der så ikke er det mentale bolværk længere til at klare presset, så føler man sig mere og mere alene i det.

Besparelseskravet og det ledsagende krav om at finde besparelserne ved at fyre medarbejdere optræder med andre ord som én faktor blandt mange. Her er det særligt den manglende anerkendelse og den manglende følelsesmæssige opbakning til at gennemføre besparelserne forsvarligt, der bliver medbestemmende for, at Pia udvikler stresssymptomer. Den forstærker hendes følelse af at stå alene med tingene, og uden støtte fra andre til at få overblik over situationen og sine egne følelsesmæssige reaktioner bliver det kun sværere for Pia at se en udvej.

På mødet indtræder der således en afgørende dimension, som jeg har set i mange andre stressforløb – både hos ledere som Pia, men også hos medarbejdere. De mister troen på, at tingene kan løses, og at “alt bliver godt igen”.

De mister oplevelsen af det, man kan kalde psykologisk tryghed. Pia har mistet trygheden i at vide, at nogle har hendes ryg; at der er nogle, der passer på hende, og at hun ikke står helt alene. Det frembringer en dyb hjælpeløshed og afmagt.

Vi kan spørge, hvornår og hvorfor det, Pia oplever som dårlig ledelse med manglende opbakning, bliver afgørende for, at hun også oplever dyb afmagt og ender med at udvikle stresssymptomer. For at få viden herom har det været nødvendigt at undersøge nærmere, hvilke betingelser der bliver medbestemmende for forløbets udfald.

Det har været en krævende proces at udforske disse betingelser, fordi det forudsætter et grundigt gravearbejde. Det, som på overfladen kan se ud til at være problemet, kræver ofte en del spadestik for at belyse de forskellige aspekter ved en problemstilling. Efter et omfattende arbejde har det på den måde været muligt at indkredse en sådan “grundproblematik”, som forbinder stress og høje følelsesmæssige krav i arbejdet. Lad mig fortælle, hvordan jeg kom frem til denne grundproblematik.

Problemanalysen blotlægger intrapersonelle konflikter

Interviewet med Pia indeholdt nemlig en række modsætninger, som undrede mig, og som jeg kunne bruge i min videre forskning, da modsætninger typisk peger på centrale aspekter ved et problem.

Pias stressforløb fører i sidste ende til, at hun siger sin stilling op – en beslutning, der er svær for Pia, men som hun gengiver forskelligt og nogle gange modstridende igennem interviewet. I starten af interviewet fortæller Pia, at hun ikke var i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at sige op. Hun begrunder beslutningen med besparelseskravet, som hun ikke kan forsvare fagligt. Hun udtrykker f.eks., at hun da har tænkt på, om hun “stikker af”, men konstaterer, at hun “… stikker af fra at blive virkelig syg af det her”. Senere i interviewet tvivler hun dog på sin ret til at gå. F.eks. udbryder hun: “Historien kan virke lidt tynd, forstår du mig? Var det bare derfor, jeg gik? Og den har jo også ligget der rigtig meget: Stikker jeg nu bare af fra det hele?”.

Ved at lede efter sådanne udtalelser, som optræder sammen i et interview, men som umiddelbart står i modstrid med hinanden, gør jeg et vigtigt fund. Den på overfladen så sikre overbevisning om retten til at gå eksisterer side om side med en indvendig tvivl på eget værd, som Pia knap er bevidst om, men som kommer frem i løbet af vores samtale.

Et andet sted i samtalen sætter Pia ord på den nagende tvivl, da hun gengiver, hvordan tankerne kredsede om spørgsmål som: “Har jeg gjort det, jeg kunne? Alt det, jeg skulle? Eller er det nogle manglende evner hos mig, som er årsagen til det hele?”. Og senere udbryder hun på tilsvarende vis i en refleksion over forløbet: “Og så tænker man bare: Har jeg alligevel … har jeg lavet en giga fejl?”. Og hun fortsætter:

Man leder efter en legitim grund til ikke at kunne blive i jobbet, og det er besparelserne, jeg ikke kan stå inde for – i hvert fald officielt – for det kan alle godt forstå. Men tvivlen på mig selv og stemmen inden i mig, der siger: “Det er bare, fordi jeg ikke er en dygtig nok leder”, den ligger der jo, det kan du tro, den gør.

Vi ser, at der nærmest er to forskellige spor i Pias måde at tænke på:

Ét spor bliver domineret af en nagende tvivl med tanker om at have begået en ”giga fejl” og selvbebrejdelser om, at hun ikke er en dygtig nok leder.
Det andet spor er den rationelle stemme, der forsøger at overbevise hende om, at hun har gjort, hvad hun kunne og skulle. 

Og begge spor eksisterer på samme tid, selv om de er i modstrid med hinanden.

I stedet for at rette opmærksomheden mod at finde ud af, hvilket af tankesporene der er “sandt”, eller hvilket tankespor Pia “bør” have, gjorde jeg noget andet. Jeg fastholdt modsætningen og tog i stedet afsæt i et ønske om at udforske den nærmere ved at forstå de forskellige spor. Mit afsæt var, at disse spor ikke alene indeholder viden om lokale begivenheder, som jeg skal forsøge at forstå. Sporene er også altid spor af typer af fænomener, begivenheder og mønstre på forskellige niveauer.

Med udgangspunkt i problemanalyse og med den arkæologiske inspiration in mente stillede jeg spørgsmålet: 

Hvad er betingelserne for, at disse modsætninger kan sameksistere?