Pest og koleraepidemierne viste det.

Influenzapandemierne viste det.

Det er de fattige, de kort uddannede, der bor i små propfyldte lejligheder, der smittes, bliver syge og dør. Særligt hårdt gik det ud over de fysisk og psykisk handicappede og de ældre under den spanske syge, hvor de blev smittet af plejepersonalet, der bragte smitten ind i de institutioner, hvor de boede.

Da jeg som studerende arbejdede med sundhedsforskning i det vestafrikanske land Guinea-Bissau, var de tre største risikofaktorer for at blive smittet under epidemier med mæslinger, at barnet havde opholdt sig i venteværelset på sygehusets skadestue, at der var mange børn i huset, og at de ikke var vaccinerede. Det var i 1987. 

Mange smittes på sygehuse

Nu skriver vi 2021, og vi slås med de samme problemer, selvom vi burde være klogere. Det er stadig de mindst velstillede med de korteste uddannelser og mest overfyldte lejligheder, der bliver smittet, indlagt og dør. Man regner med, at 10-20 pct. af alle smittede bliver det på sygehuse, og der var en del udbrud på plejehjem i 2020, som kun kan være kommet fra personale. Vaccinationsdækningen på social- og sundhedsskolerne er bemærkelsesværdigt lav. Og opsporingen af hospitalssmitte med covid-19 har ikke været præget af større entusiasme fra myndighedernes side.

Især etniske minoriteter rammes hårdt under epidemier, fordi de udover sprog og kommunikationsbarrierer er særlig hyppigt at finde blandt de lavestlønnede og kortuddannede i frontliniejobs og fordi de bor i overfyldte lejligheder. Vaccination mod covid-19 er en mulighed for at stille dem mere gunstigt på trods af de sociale vilkår, de arbejder og lever i. Men hvorfor er der så så lav vaccinationstilslutning i denne gruppe?

Forklaringen kræver et historisk og globalt blik, men også en forståelse af, at et tillidsbaseret monokulturelt samfund som Danmark nok har hvilet på en blind tro på, at velfærdssamfundet virker af sig selv og derfor ikke har brug for regelmæssige servicetjek. Man skal opbygge tillid til velfærdskontrakten, før det er nødvendigt at tage den i anvendelse. Det er for sent når pandemien raser.

En broget gruppe med få data

Flere studier tyder på, at de uvaccinerede er en broget skare af meget forskellige og overraskende subgrupper, som ikke fanges af de standard data, vi har til rådighed. Ét af problemerne med at forstå subgruppernes baggrund er, at vi stor set ikke har data, der kan definere tværgående subgrupper og subkulturer med andre holdninger og adfærdsmønstre end dem, vi normalt studerer. Vi har ikke data om krydstogtrejsende, om østeuropæiske slagteriarbejdere i Danmark, om mandlige håndværkere, enmandsfirmaer eller medlemmer af bestemte sportsklubber. Det har fx givet HOPE projektet problemer, når de skal forklare nye mønstre i adfærd. Vi har ikke de data om menneskers holdninger, viden og adfærd, som er nødvendige, hvis vi skal forstå uventet adfærd eller analysere pudsige mønstre i bestemte erhverv.

Vaccinetillid brudt i Pakistan

I et interview 18. august i Politiken blev det nævnt, at vaccineskepsis i etniske minoritetsmiljøer kunne have andre årsager end dem, vi er vant til at høre i Danmark. Der blev nævnt et eksempel på vaccineskepsis med udgangspunkt i, at CIA anvendte en vaccinationskampagne i Pakistan til at fange og dræbe Osama Bin Laden. Mange troede, at eksemplet netop var udtryk for misinformation, men det er faktisk korrekt og veldokumenteret, at amerikanerne i et forsøg på at indkredse i hvilket område Osama Bin Laden boede i en forstad til Islamabad, først lavede en falsk undersøgelse af børns antistoffer mod leverbetændelse (hepatitis) for at kunne sammenligne børnenes DNA med Bin Ladens DNA. Dernæst arrangerede man en falsk vaccinationskampagne mod polio i det område, hvor man nu vidste, at Osama Bin Ladens børn boede og derigennem fandt man Osama Bin Ladens boligkompleks. Dét førte til en skepsis mod udenlandske sundhedskampagner i Pakistan og i en del lande på det afrikanske kontinent. 

Ghandi var også vaccineskeptiker

De politiske undertoner til vaccinationsdebatten er ikke af ny dato. Kendte personligheder, religiøse overhoveder, præsidenter og politiske ledere har gennem århundreder bidraget til at holde den skeptiske flamme ved lige.  F.eks. mente Ghandi, at vacciner var en "fatal misforståelse, som man ikke engang finder blandt de vilde". Bestemte kirkelige retninger, som f.eks. de amerikanske apostolske kirker, har i flere afrikanske lande været aktive modstandere af vacciner, og kirkerne har haft et direkte ansvar for mæslingeepidemier i en række afrikanske lande. I Nigeria besluttede de religiøse ledere i tre stater i 2003 at boycotte et program for global udryddelse af polio med vaccination.  Rygtet lød, at vaccinerne smittede afrikanere med vestlige sygdomme som HIV og kræft, og at de var beregnet til at gøre piger infertile. Børnevaccinationer blev i Cameroon beskyldt for at gøre piger i bestemte etniske minoritetsgrupper sterile. På grund af politisk berøringsangst fik misinformationerne lov til at sprede sig, og de blev den direkte årsag til en femdobling af poliotilfælde i Nigeria på tre år.

Indien har (som flere andre lande) en sort historie, når det kommer til tvangssterilisation blandt fattige og mindre privilegerede. Og koblingen mellem vaccination og sterilisation i lande med etniske konflikter er nærliggende (se bl.a. Deepa Dhanraj’s dokumentar "Something like a war"). Der er over 36 dokumenterede koblinger mellem infertilitet og vaccination, massebehandlinger af børn, kondomuddelinger med huller, forgiftet mælkepulver og medicinafprøvninger som går helt tilbage til 1920 og frem til i dag. Blandt andet  har en af de nuværende vaccineproducenter måttet udbetale store erstatninger i Nigeria efter et fejlslagent og uetisk medicinsk forsøg.

Vacciner er ofte politiske

I Mozambique stødte et koleravaccinationsprogram ind i problemer, fordi et tidligere regeringsprogram, hvor man kom klor i brøndene, fik skyld for at gøre piger infertile. Det førte til, at alle mulige misinformationer om andre vaccinationskampagner blev bragt ind i rygtestrømmen, fordi dele af befolkningen i forvejen var vrede på regeringen. 

Under Ebolaepidemien blev der taget over 250.000 blodprøver, som, ofte uden accept, blev eksporteret til de store vaccinefirmaer i højindkomstlandene, hvilket bidrog til yderligere skepsis overfor de rige landes reelle hensigter, når de ”tilbyder hjælp” i form af sundhedsprogrammer som f.eks. vaccinationer og testning. 

I lavindkomstlande vil flertallet gerne vaccineres, men på grund af de mange politiske koblinger, der altid har været mellem vacciner og politik, vil flertallet af de adspurgte i en CDC undersøgelse blandt 15.000 personer i 15 afrikanske lande gerne have bevis for, at vaccinerne er sikre, og at der ikke er skjulte dagsordner med vaccinerne. Undersøgelsen viste også mangel på respekt blandt sundhedsmyndigheder  overfor denne forståelige skepsis (og deres egen rolle i den), og man havde forsømt, globalt set, at forklare hvorfor vacciner kan være fornuftige både for en selv og for samfundet på samme tid. Myndigheder bør undlade at basere kampagner på fordomme og forhåndsforståelser og i stedet sætte sig mere ind i specifikke målgruppers behov og så tilrettelægge en bred vifte af tilpassede informations- og vaccinationskampagner. 

Meget bunder i magtesløshed

Forskning i folkesundhed har identificeret rygter og misinformation som væsentlige hindringer for vaccination, men de er primært blevet opfattet som fejl i kommunikationen, der skal rettes op ved at give mere præcise oplysninger om vacciner. Men rygter er mere end bare historier, der ikke er sande. Det udbredte rygte om sterilitet efter vaccination er en måde at formulere bredt forståede forståelser om reproduktive organer, kollektiv overlevelse, følelser af social eksklusion og de kan ses som et udtryk for magtesløshed overfor de globale magtstrukturer. 

Man kan ikke fixe et problem man ikke forstår. Der er brug for meget bedre viden om minoriteters skepsis og om hvordan denne skepsis næres, forstærkes og spredes. Og vi er nødt til at erkende, at vi, majoriteterne i højindkomstlande, selv har skyld i at skepsis overfor medicin og vacciner opstår. Hvis vi ikke er parate til at indse dét, så kommer vi aldrig til skabe basis for inklusion og lighed i sundhed.  Den   dårlige nyhed er, at vi i dag er lige så skeptiske overfor videnskab, som mennersker var i Middelalderen.

Troværdigheden er slidt

Eksemplet med CIA’s skruppelløse anvendelse af falske vaccinationskampagner, som er veldokumenteret, viser, at sandheder og løgne opportunt væves ind i hinanden. Når vestlige stormagter kan finde på at misbruge én vaccine, så kan de finde på hvad som helst med deres vacciner. Korrekte nyheder bliver til falske nyheder i en bestemt social sammenhæng. Der er russiske netværk som driver vaccineskepsis overfor bl.a. Pfizervaccinen for at promovere Sputnik-vaccinen. Der er ikke noget quick fix. Det kræver hårdt arbejde. 

Etniske minoriteters vaccineskepsis er en skepsis overfor de myndigheder, der i deres øjne oftest vil dem det ondt, og som derfor svigter deres del af velfærdskontrakten. For som flere udtrykte det på tidligere omtalte folkemøde i Vollsmose: "Hvorfor er i så forhippede på at vaccinere os nu? Hvor var jeres omsorg for os før COVID19?"