Folkevalgtes ringe løn er et demokratisk problem
Folkevalgtes ringe løn er et demokratisk problem
I mange år har kommunalvalg stået i skyggen af folketingsvalg, der er blevet opfattet som de rigtige valg. Måske skyldtes det, at det var her, alle de valgte efterfølgende fik løn for deres arbejde, og de store beslutninger om krig og fred skulle træffes.
Men de seneste kommunalvalg har vist sig at få stor betydning for den politiske situation, og dermed ender kommunalvalg nu også med at være storpolitik. Endda på en måde, der påkalder sig flere menneskers opmærksomhed. Det politiske arbejde i kommunerne er i dag afgørende for, hvordan vores demokrati fungerer og opfattes af danskerne.
Det er til at forstå, at kommunalbestyrelsesmedlemmer leder efter lønnede poster, for betalingen for at være folkevalgt rækker ikke til at kunne koncentrere sig om det arbejde.
I kommunerne er der direkte tilknytning til borgerne og vælgerne, for de bor i kommunerne. Her finde de vælgere, som er forældre, pladsen til deres børn i både vuggestue og børnehave, vælger skole og fritidsliv. Bofællesskaber af enhver art begynder at dukke op. Ikke mindst til familier, hvor børnene er fløjet fra reden. Senere skal der måske findes en beskyttet bolig og endnu senere et plejehjem.
På samme måde med den nære sundhedspleje og sociale hjælp. De findes også her.
KV21 gjorde stor forskel
Derfor giver kommunalvalgene også rystelser på Christiansborg. De viser, hvor vælgerne står, og hvad de prioriterer. Valget i 2021 demonstrerede det tydeligt for Dansk Folkeparti, der i forvejen havde haft et dårligt folketingsvalg. De mistede 132 kommunale mandater og fik kun 91 DF-medlemmer ind i landets kommunalbestyrelser. Den nedtur, der allerede var i gang, fortsatte. Formanden Thulesen Dahl gik af eller måtte gå af, kunne man næsten sige. Morten Messerschmidt blev valgt til ny formand, men overtog en dybt splittet folketingsgruppe, hvor hans egne støtter udgjorde et mindretal. Flere har nu forladt partiet.
Med andre ord satte kommunalvalget den proces i gang, der fortsat skaber tvivl om, hvorvidt DF overhovedet kan overleve.
Andre partier måtte kæmpe for at beholde deres borgmesterposter, og igen udspillede der sig uskønne forløb, hvor nogle, der var valgt for et parti, skiftede til et andet parti for at opnå en fordel for sig selv.
Det ville være interessant at høre, om der findes løsninger, så enkeltmedlemmer ikke bare kan skalte og valte med de stemmer, partiet har modtaget ved valget.
Jeg kan huske, hvor forfærdeligt det foregik på Københavns Rådhus, da jeg i 2005 vandt valget så overbevisende, at Socialdemokratiet fik to borgmesterposter ud over overborgmesterposten. Lige nu har Socialdemokratiet kun overborgmesterposten. Det varede ikke længe, før et par valgte socialdemokrater hellere ville være i et andet parti, hvor der var større chancer for lønnede opgaver. Det betød, at Socialdemokratiet mistede den ene borgmesterpost. Den gik til et andet parti, og medierne kunne more sig over det cirkus, der udspillede sig. Ligesom det har udspillet sig ved dette kommunalvalg i en række kommuner.
Det ville være rart at få ryddet op, men det er ikke nemt at se, hvordan det kan ske, for de personer, der bliver valgt ind, kan skifte parti undervejs. Tendensen har i øvrigt bredt sig til folketingsvalgene og dermed til Christiansborg.
Børnefamilier har ikke tid
Det ville være interessant at høre, om der findes løsninger, så enkeltmedlemmer ikke bare kan skalte og valte med de stemmer, partiet har modtaget ved valget. Det kræver nok også, at partierne er mere omhyggelige med, hvem de opstiller til valg.
En bedre aflønning af kommunalpolitikerne ville sikkert hjælpe, for derved ville “benene”, de lønnede opgaver, miste betydning. Det er til at forstå, at kommunalbestyrelsesmedlemmer leder efter lønnede poster, for betalingen for at være folkevalgt rækker ikke til at kunne koncentrere sig om det arbejde. Aldersfordelingen er de fleste steder skæv. Børnefamilierne, som trækker hårdest på serviceydelserne i kommunen, er underrepræsenterede. Det er ikke til at klare to job, familieliv og børn, så derfor vælger de fleste ikke at stille op. Det er positivt at se, at der er flere borgere, der gerne vil være med, når børnene er flyttet hjemmefra, men det er vigtigt at have en rimelig bredde i repræsentationen. En bedre aflønning kunne hjælpe på dette.
Men det er nok svært for både nyvalgte og genvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer at rejse den debat. Sladderpressen er der med det samme. Her er det en yndet sport at hænge valgte ud for selv små aflønninger. At kalde dem "pampere" falder let i pennen hos journalister, der ellers ikke selv lader sig spise af med så ussel en betaling for deres arbejdsindsats.
Indsigt på Christiansborg kan være med til at skabe forandring. Kommunerne er stedet, hvor velfærdssamfundet udspiller sig. Folketing og kommuner er to sider af samme demokratiopfattelse. Derfor er det nødvendigt, at valgte i kommunerne får bedre vilkår.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.