Tønders borgmester Henrik Frandsen sagde farvel til Venstre, der havde vraget ham som spidskandidat for i stedet at pege på en politisk uprøvet rival. Henrik Frandsen gik ikke alene, fem andre fulgte med over i Tønder Listen.
Tønders borgmester Henrik Frandsen sagde farvel til Venstre, der havde vraget ham som spidskandidat for i stedet at pege på en politisk uprøvet rival. Henrik Frandsen gik ikke alene, fem andre fulgte med over i Tønder Listen.
Foto: Oscar Scott Carl, Ritzau Scanpix

Partiskifternes troløshed overtrumfes af vælgernes

ANALYSE: NB er syvdoblet i byrådene, og også K og SF er vokset. På minussiden skiller DF sig ud med et frafald på 19 pct., LA (36 pct.), og AL (40 pct.).

partihop

Af Michael Kjærgård | [email protected]

Vi er på vej ind i opløbssvinget frem mod KV21, og brikkerne til det hvertfjerdeårlige byrådsbingo skal stilles frem på pladen. I modsætning til ludo må man gerne både røre og fortryde, og det gør en pæn andel af de valgte derfor her i optakten. Vælgerne gør det også, men først på valgdagen, og de spændende er så, om de førstnævnte har placeret sig rigtigt i de sidstnævntes øjne.

Med syv måneder til valgdagen er der indtil nu i denne valgperiode foretaget omkring 200 partiskifter blandt de i alt 2.432 byrådsmedlemmer. Årsagerne til partiskifter er de samme som for alt andet i politik: Forsmåelse, uopfyldte ambitioner, personlige modsætninger - den slags. Og ind imellem selvfølgelig også uenighed om politik.

  Årsagerne til partiskifter er de samme som for alt andet i politik: Forsmåelse, uopfyldte ambitioner, personlige modsætninger - den slags. Og ind imellem selvfølgelig også uenighed om politik.

Politikere burde om nogen være klar over, at det ikke er tidligere tiders fortjenester, man belønnes for, men forventningen om kommende. To forgæves spidskandidaturer er derfor tæt på at være en slags norm for, hvor længe tålmodigheden rækker, og alligevel er ikke-genvalg som spids den flittigst anvendte enkeltbegrundelse for partiskifter gennem det seneste halve års tid.

160 personer har skiftet parti 200 gange

De omkring 200 partiskifter fra KV17 og indtil nu kan kun blive enten et omtrentligt tal, eller også en meget detaljeret opgørelse med alle tænkelige kombinationer af partiexit, midlertidigt løsgængeri, nyt partivalg, byrådsexit og indsupplering af stedfortrædere. For nemheds skyld holder vi os derfor til det omtrentlige, og på den måde er de omkring 200 partiskifter udført af omkring 160 personer, fraregnet ganske kortvarige mellemspil med kun få dages partiløshed i transitfasen.

Usikkerheden om antallet skyldes også de mange varianter, eksempelvis hvis et byrådsmedlem udtræder, og suppleanten i mellemtiden har skiftet parti: Er det så et partiskifte eller ej? For mandatfordelingens vedkommende: ja. For det valgte byrådsmedlems vedkommende: nej.

Således udtrådte Bornholms viceborgmester Anne Thomas (ALT) i august 2019 af byrådet på grund af nyt job og blev afløst af en partifælle. Da han også udtrådte et år efter, var afløserens afløser i mellemtiden blevet socialdemokrat, så mandatet gik til S og Alternativet mistede sin repræsentation.

  Sidder man først på den politiske tiger, vil man gerne med helt ind i junglen. Af de indtil nu omkring 200 ændringer af partitilhørsforhold i byrådene skete halvdelen sidste år, det store positioneringsår forud for KV21, og kadencen er indtil videre den samme i år.

Det samme skete til dels for Dansk Folkeparti i Rebild, hvor det ene af partiets to byrådsmedlemmer udtrådte, fordi han ville skifte til Nye Borgerlige, som ikke dengang ville tage imod medbragte mandater fra andre partier. Afløseren, der tilfældigvis var det udtrådte byrådsmedlems samlever, skiftede inden sit første byrådsmøde til NB, som så alligevel tog imod det medfølgende forhenværende DF-mandat.

Listelukninger og blokudbrud

Også andre har mistet deres repræsentation, men frivilligt. I Billund nedlagde Borgerlisten sig selv ved årsskiftet 2019/2020, og listens to byrådsmedlemmer meldte sig i stedet ind hos Socialdemokratiet. I Rebild gjorde Den Sociale Fællesliste det samme i februar sidste år, men dens fire medlemmer fordelte sig på tre partier henholdsvis blev løsgænger. 

Ligeledes i februar sidste år skete der det usædvanlige i Ringkøbing-Skjern, at byrådsmedlem Jesper Lærke ikke kunne forestille sig at genopstille for Fjordlisten ved KV21, men muligvis gerne for et andet parti, og først et par måneder efter tog konsekvensen og blev løsgænger. Yderligere et halvt års tid senere landede han hos Kristendemokraterne. Ikke mindre usædvanligt gik det for sig i Varde, hvor Lokallisten 2017 i foråret sidste år ekskluderede begge sine to byrådsmedlemmer, der kort efter dannede Borgergruppen og fortsatte hvor de slap, nu i konkurrence med deres gamle liste som vil forsøge sig med nye kandidater til KV21.

I Tønder bliver KV21 også et opgør mellem tidligere partifæller, efter at seks af Venstres byrådsmedlemmer inklusiv borgmester Henrik Frandsen for et halvt år siden skiftede en bloc til Tønder Listen. Den konkurrerende liste blev dannet efter en fløjkrig i V med en udfordrer, der tog spidskandidaturet ved KV21 fra den siddende borgmester.

De gamle mod de nye, kunne man kalde det. I Ishøj er det muligvis omvendt, de nye mod de gamle, efter at det absolutte socialdemokratiske flertal for to måneder siden forsvandt sammen med borgmester Ole Bjørstorp og to andre, der stiftede Ishøjlisten, også efter at en udfordrer havde taget S’ spidskandidatur til KV21.

Det store positioneringsår

Dermed er vi tilbage på hovedsporet for partiskifter - oprejsning for såret forfængelighed og andre bagudrettede opgør, men også og ikke mindst det fremadrettede: optimering af genvalgschancer. Sidder man først på den politiske tiger, vil man gerne med helt ind i junglen.

Af de indtil nu omkring 200 ændringer af partitilhørsforhold i byrådene skete halvdelen sidste år, det store positioneringsår forud for KV21, og kadencen er indtil videre den samme i år. En fjerdedel af de 100 var andengangs partiskifter, herunder en del løsgængere der fandt det på tide at finde en base for genopstilling, og repositioneringstrangen understreges af, at de første måneder af i år indtil nu har budt på yderligere 30 partiskifter, heraf seks andengangs.

Ikke kun løsgængerne søger afsæt for genvalg. Også medlemmer af truede parti-arter som Dansk Folkeparti og Alternativet var flittige med repositioneringen sidste år. 25 af de 42 DF’ere der sagde farvel til partiet, gjorde det sidste år, og yderligere fem er fulgt efter dem i år. For ALT’ernes vedkommende skete seks af de otte partiskifter sidste år, og her er der så ikke sket yderligere i år. I hvert fald ikke endnu.

Skønt tallene for Dansk Folkeparti er de største, topper Alternativet på procenterne, og det samme gør sig gældende for hele valgperioden. Dansk Folkeparti har i hele sin eksistens været førende leverandør af partiskifter, men to andre partier ligger i denne valgperiode foran i forhold til deres størrelse.

  Skønt valgte politikeres partiskifter ofte ledsages af mishagsytringer fra vælgere, har de generelt set ikke de valgte noget at lade høre. Vælgernes troløshed overtrumfer både Folketing, regionsråd og byråd. 

Alternativet fik valgt 20 mandater ved KV21, og de otte der har fundet nye græsgange, svarer til 40 pct. Liberal Alliance fik valgt 28 mandater og har mistet ti, det svarer til 36 pct. Først derefter kommer DF med 223 valgte, og 42 der har sagt farvel. En tabsrate på 19 pct. som trods den samlede tredjeplads er en klar vinder (= taber) blandt de store partier.

Minusser og plusser til partierne

Til sammenligning har Enhedslisten mistet 4,9 pct., Venstre 1,6 pct. og Socialdemokratiet 1,4 pct. De Radikale indtager midten med et rundt nul, og på plussiden tegner De Konservative sig for en fremgang på 3,6 pct. og SF for 7,1 pct. Kristendemokraterne med en fremgang fra ni til ti mandater topper her med et plus på 11 pct. 

Forskellige lokale lister, heraf flere dannet til lejligheden ved et parti-exit, har oplevet en tilgang på 23 pct., men altså under ét i en samling af partidannelser der ikke har andet til fælles, end at de er lokale hver for sig. Helt uden for kategori er Nye Borgerlige, der med 600 pct.’s tilgang i forhold til det ene mandat ved KV17 er kongen eller måske snarere dronningen på plussiden af partiskifterne.

I foregående valgperiode fra KV13 og frem skiftede i alt 164 byrådsmedlemmer parti ifølge en opgørelse fra DR, og i valgperioden før da fra KV09 og frem var det 172 ifølge en analyse fra Syddansk Universitet. Med de indtil nu omkring 160 personer der har forladt det parti de blev valgt for ved KV17, tegner denne valgperiode til at ende i den høje ende, men ikke nødvendigvis fuldstændig uden for normalen, og sammenlignet med Folketingets indtil nu 12 partiskifter siden FV19 er procenten næsten på decimal den samme.

Vælgernes troløshed er den største

For Folketinget er det til gengæld usædvanligt mange. Med undtagelse af valgperioderne 1998-2001 og 2007-2011 med henholdsvis ni og syv partiskifter har antallet i løbet af en enkelt valgperiode aldrig været over fem siden grundlovsændringen i 1953, viser en opgørelse fra Aarhus Universitet. Gennemsnittet er lidt over tre partiskifter på en valgperiode.

Rekorden for færrest partiskifter i denne valgperiode indehaves af regionsrådene. Blot to regionsrådsmedlemmer skiftede parti i 2018, i 2019 blev det til et enkelt plus det ene af dem fra 2018, der skiftede tilbage igen. 2020 bød på fire partiskifter, og flere end disse i alt syv-otte har der ikke været.

På vælgersiden stemte omkring 40 pct. af vælgerne på et andet parti ved FV19 end ved FV15, og når vi kommer til KV21, vil størstedelen shoppe frit mellem partierne, så 30 pct. ender med at stemme på et andet parti end de stemmer på ved folketingsvalg, har Kommunen.dk tidligere klargjort i podcasten Tre ud af ti skifter parti fra folketingsvalg til kommunalvalg.

Så skønt valgte politikeres partiskifter ofte ledsages af mishagsytringer fra vælgere, har de generelt set ikke de valgte noget at lade høre. Vælgernes troløshed overtrumfer både Folketing, regionsråd og byråd. 

Demokrati

Politikerliv

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet