Den offentlige velfærd står med nogle særdeles alvorlige driftsudfordringer på grund af rekrutteringsproblemerne. Mange af udfordringerne er meget tydelige i dag med stigende ventelister i det specialiserede sygehusvæsen og manglende kapacitet til at kunne tage hånd om de stadigt flere ældre, der har behov for bistand fra den kommunale plejesektor. Samtidig kan vi se, at uligheden i sundhed og levetid fortsat vokser og det vil yderligere give udfordringer for det samlede sundhedsvæsen. Flere taler om en stærkt voksende sandsynlighed for et regulært sammenbrud af systemet, som vi kender det.

Den politiske diskussion om brugen af teknologiske løsninger som bidrag til at undgå et markant velfærdstab har ofte holdt sig på et overordnet niveau og fremhævet potentialet i de forskellige nationale digitaliseringsplaner i generelle termer. Derimod har der været længere imellem de konkrete bud på, hvordan teknologien kan bidrage til velfærdens kerneområder, ikke mindst på sundhedsområdet.

Der kan være mange grunde til berøringsangst for at gå mere konkret til værks. Dels er digitaliseringen for mange borgere en stor udfordring i det daglige og dels har de mange kritiske vinkler på implementeringen af GDPR gjort mange politikere håndsky i diskussionen af de mange muligheder og dilemmaer, som digitaliseringen rummer.

Teknologi mod sundhedskollaps

Umiddelbart må det konstateres, at de forskellige tilgange til brug af indsamlede data med machine learning, kunstig intelligens (AI), algoritmer, chatbots, robotter m.v. ofte kan give både hurtigere, billigere og kvalitativt bedre løsninger. Indfasningen af de digitale teknologier er dog både organisatorisk omkostningsfuld, fyldt med dilemmaer og kræver konstant vedligeholdelse og opdatering, men ud fra min praktiske vurdering rummer de teknologiske løsninger, der er under udvikling og i drift, muligheder, der overgår de dilemmaer, løsningerne rejser. De mange rimelige betænkeligheder skal håndteres tydeligt og troværdigt, men de må ikke udsætte det vigtige arbejde med at bruge teknologien til at forhindre kollaps af dele af det danske velfærdssamfund.

Samtidig med at vi tøver med at omfavne teknologiens muligheder, bliver det stadigt tydeligere, at mange bliver tiltagende urolige over for brugen af de data, hver enkelt af os afgiver, uanset om det bliver kontrolleret af staten eller af de store private teknologifirmaer. Mange kigger mod den brutale og altomfattende stat i Kina samt de store sammenbrud af tillid til brugen af data hos de kommercielle teknologimastodonter i USA og mister tilliden til, at data bliver brugt med respekt for den enkeltes rettigheder. Vi kan i øvrigt have svært ved at gennemskue kompleksiteten, og en stor del af os bliver ved med at afgive data til de løsninger, vi bruger privat, i et skræmmende stort omfang.

Lovende signaturprojekter

Mange af de konkrete bekymringer er reelle og må naturligvis adresseres. Mange oplever utryghed ved at få automatiserede henvendelser fra det offentlige, i mange algoritmer er der enten udfordringer med bias i hierarkiseringen af de indlagte prioriteringer, eller de mennesker, der bruger dem, indlæser egne værdier i brugen af algoritmerne. En række større prestigefyldte AI-projekter (kunstig intelligens) er allerede blevet lagt i skuffen, fordi de enten ikke levede op til den nuværende lovgivning om GDPR eller ikke bidrog til aflastning af driften i det forventede omfang. Andre steder bliver gode AI-løsninger ikke rullet ud, fordi de støder mod modstand i organisationerne eller bliver bremset af kontraktmæssige bindinger i gamle løsninger.

Det skorter alligevel ikke på meget lovende løsninger på området. I det offentlige arbejdes der lige nu med ca. 40 såkaldte signaturprojekter, der afprøver AI-løsninger og følges af Digitaliseringsstyrelsen, men vi bliver nødt til at løfte ambitionsniveauet, hvis vi skal kunne bidrage til yderligere at understøtte velfærdsløsningerne.

På sygehusområdet viser det sig, at nye teknologiske løsninger faktisk hurtigere end erfarne fagfolk kan finde begyndende sygdomme. Algoritmer kan ved samkøring af data forudsige alvorlige helbredsmæssige hændelser for borgere, der i mange tilfælde vil kunne hjælpes, hvis der gribes ind i tide.

Der er mange flere gode eksempler og mange vil gerne have mulighed for at give samtykke til, at deres data kan bruges på tværs af sektorer, hvis der er brug for det i forbindelse med sygdom eller svære problemer for familien. Mange vil kunne overdrage data anonymt til brug for forskning m.v., og mange er parate til selv at bidrage med selvmonitorerede data, hvis det kan hjælpe i et behandlingsforløb og i øvrigt afhjælpe manglen på hænder. Men mange er også utrygge ved, om data er sikret mod misbrug.

Der er derfor et stort behov for endnu mere fokus på, hvorledes den enkelte borger kan få kontrol med egne data og det er også linjen i det overordnede arbejde, der foregår på fælleseuropæisk plan i EU, men Danmark har som det mest digitaliserede land i verden en særlig mulighed for at vise vejen, fordi vi både har relativt høj tillid i samfundet og erfaring med mange digitale løsninger.

Tilliden skal bevares

Heldigvis behøver vi ikke gå over åen efter vand, for der findes allerede nu en teknologisk og dansk udviklet platform, Multi Party Computation, der kan håndtere den enkelte borgers samtykke til deling af data, både i en personlig form og i krypteret og anonymiseret form. Løsningen er udviklet i samspil mellem forskere, offentlige myndigheder og private virksomheder. Den sikrer, at den enkelte kan beholde overblikket over samtykker, der er afgivet, ligesom den kan omfatte samtykke til private digitale løsninger. Løsningen er skalérbar og i dag organiseret i et uafhængigt fondsejet regi, Data for Good Foundation, der ikke kontrolleres af staten og ikke kan sælges til kommercielle virksomheder. Det forekommer særdeles fornuftigt at forsøge at udvikle en sådan løsning i stor skala for at sikre større tillid til brugen af data i den danske velfærdsservice. 

De fleste vil være sympatisk indstillet over for tænkningen, men mange er usikre på, hvordan det kan lade sig gøre. De vil være bange for enten at afgive kontrol eller ejerskab til myndighedens eller virksomhedens indsamlede data. Men efter min mening bør vi arbejde intenst på at realisere denne type løsning.

Lidt på den store samfundsfilosofiske klinge kan man sige, at ligesom stemmeretten og retssamfundet var borgerens værn mod statens vilkårlige brug af magt mod den enkelte, vil ejerskab og kontrol over egne data være forudsætning for et fortsat demokratisk grundlag i videnssamfundet. 

Velfærdssamfundet og især sundhedsvæsenet står over for alvorlige udfordringer, som det haster med at få fundet nogle løsninger på. Alle har accepteret, at fortsat øget brug af den moderne teknologis digitale løsninger er et vigtigt redskab i indsatsen, og nu skal vi have skabt bedre og troværdige rammer for, at borgeren kan spille mere aktivt med i arbejdet.