På trods af mange års indsatser rettet mod forebyggelse og håndtering af radikaliserede står de pårørende ofte alene med deres mangeartede problematikker. De overses i systemerne, fordi indsatserne vedrørende radikalisering knyttes til den radikaliserede og forsøget på at forbygge terror. Når kæresten, teenageren eller den gode ven pludselig udvikler sort-hvide holdninger om venner og fjender, forandrer adfærd og udseende eller på anden måde udviser tegn på radikalisering, er de pårørende ofte magtesløse.

På trods af ekstreme miljøers tilsyneladende store ideologiske forskelle gennemgår den enkelte deltager en socialiseringsproces med mange ligheder. Det samme gør de pårørende. For smerten ved at opleve, hvad der sker med en søster, en kæreste eller ven, selvbebrejdelsen over om man kunne have gjort mere eller andet, sorgen, skyldfølelsen og skammen, er den samme.

De pårørende er også fælles om ikke at vide, om der findes hjælp, og i så fald  hvor de kan finde den. Derfor ender de ofte med at famle rundt i blinde på trods af et presserende behov for støtte til at forstå, hvad der foregår med deres nærmeste. De ved ikke, hvad de kan og ofte ikke kan gøre, hvem de kan tale med eller få hjælp fra.

Stigmatisering og udstødelse

Stigmatisering og angsten for udstødelse forværrer samtidig situationen. Det føles umuligt for pårørende at tale om radikaliseringen.

Det gælder i helt særlig grad for forældrene til sønnen, der måske er blevet en del af et højreekstremistiske netværk og står anklaget for delagtighed i racistisk vold, og de familiemedlemmer og venner der slås med sorgen over tabet af den, som er udrejst og måske dræbt i Islamisk Stat.

De samme tendenser gør sig gældende i både minoritets- og majoritetsmiljøer, når pårørende af frygt for fordømmelse vælger at holde kortene helt tæt ind til kroppen og kun i vage vendinger taler om de problemer, de ser og oplever med deres familiemedlemmer, partnere og venner. Frustrationen og sorgen forbliver lukket inde i den enkelte, fordi det antages at medføre stigma og at kunne få store konsekvenser at snakke med andre om det.

De pårørendes behov imødekommes ikke

Finn Nørgaard Foreningen har i pilotprojektet ”Relatives Act” på eget initiativ taget kontakt med en mindre gruppe af pårørende for at forstå, hvad det betyder for de personer, der til daglig lever med radikaliseringens konsekvenser.

Målet har været at undersøge, hvad det kan betyde for den enkelte pårørende at formulere deres historie for derigennem at give dem en stemme over for omverdenen. Men sigtet har også været at bruge deres konkrete erfaringer til at forbedre den enkelte borgers egne handlemuligheder.

Dette kan potentielt medføre en styrkelse af de indsatser og systemer, der er sat i verden til at hjælpe og støtte borgeren og til at forebygge radikalisering, men som for nuværende synes at overse de pårørende. Projektet har tydeliggjort, at de pårørende for nogles vedkommende først meget sent i forløbet har modtaget hjælp til at forstå de miljøer, deres nærmeste er blevet en del af, hvad det kan gøre ved den enkelte deltager, samt at få adgang til de muligheder for støtte, der faktisk eksisterer.

Andre står vedvarende i en situation, hvor de føler sig magtesløse. Det skyldes at deres situation forbliver meget svær affødt af den radikaliseredes adfærd, og fordi de oplever, at de kommunale systemer hverken forstår den problematik, de står i, eller de specifikke behov for psykologisk bistand og genhusning, som er nogle af de former for hjælp, nogle pårørende peger på, kunne forbedre deres situation markant. Oplevelser der også afspejler, at der for nuværende ikke eksisterer nogen former for formaliseret støtte til denne gruppe.

Betydningen af støtte

En del af projektet ”Relatives Act” hjælper de pårørende med at strukturere deres oplevelse i en fortælling med sigte på at kunne dele den med andre. Nogle af de pårørende, der har været med i projektet, er blevet interviewet af mig som antropolog, med det mål at få indsigt i hvad det har betydet for dem at blive kontaktet og få hjælp til at fortælle deres historie, og dermed opleve at nogen har haft en genuin interesse i deres erfaring.

Deltagerne peger på, at samtalerne samlet set har givet dem en større klarhed over deres situation. Det har betydet, at den følelse af at have svigtet de alle bærer rundt på, fordi de føler, at de ikke har være gode nok til at håndtere situationen, fremstår anderledes for dem i dag. De oplever at have fået en bedre indsigt i og forståelse af, hvor vanskelig en situation de reelt står i som pårørende, fordi de miljøer deres nærmeste blev en del af, er ukendt terræn for de fleste.

Deltagerne fortæller enstemmigt at Finn Nørgaard Foreningens fokus på deres situation, de samtaler de havde med foreningens medarbejder og støtten til at formulere deres historie, har lettet dem. Både fordi de oplever at kunne se deres historie fra andre og nye vinkler, og fordi de føler, at de har fået en bedre forståelse af det, de har været igennem.

Pårørende er ufrivillige eksperter

Det betyder også, at nogle har fået styrket deres mod til at stå frem og fortælle deres historie offentligt for dermed at kunne hjælpe andre i samme situation. Det er påkrævet, fordi miljøernes ugennemsigtighed gør det noget nært umuligt for udenforstående at finde ud af noget om dem og om den socialiseringsproces, den enkelte gennemgår for med tiden at blive islamist eller højreekstremist.

Dermed er det også blevet tydeligt, at håndteringen af en person, der undergår en radikaliseringsproces, kræver ekspertviden for at blive forståelig. Disse pårørende er ufrivillige eksperter, som kan sprede mere viden fra pårørende til pårørende, sådan at vi får hævet bundniveauet af viden om radikalisering gennem de pårørende selv.

Projektet peger således på, at indsatsen mod radikalisering også bør indbefatte støtte og information til pårørende, hvis nærmeste bliver involveret i ekstreme miljøer.