Især i valgkampe går alle partier all-in i kampen for, at der fortsat skal være bosætning i landdistrikterne, liv i landsbyerne og samme muligheder for alle for at bo, hvor de vil.

Men når det kommer til at skabe de forudsætninger som overhovedet gør det muligt, at man skulle ønske at flytte væk fra byens tilbud og ud i landdistrikterne, så er virkeligheden en ganske anden.

Hurtigt bredbånd til alle

Først når landdistrikterne har samme adgang til effektiv mobildækning og hurtigt bredbånd, som alle har i byerne, har landet samme mulighed som byerne. Det skal være en service på linje med el, vand og varme.

Den aktuelle regulering af mobil- og bredbåndsnettet - privatisering af denne infrastruktur - i Danmark betyder, at udbyderne kan fravælge at dække de tyndt befolkede områder. Ofte er det ikke rentabelt for energi- og teleselskaberne at udbygge bredbånd. Derfor er flere hundrede husstande og virksomheder rundt om i landet afskåret fra selv en middelmådig forbindelse, og mange mange flere er afskåret fra hurtigt bredbånd.

Der er tale om markedssvigt. Som bosat i et landdistrikt kan man ikke deltage i den udrulning af digitalisering, der fx sker på sundhedsområdet - videokonsultationer og telemedicinløsninger. For virksomheder er et hurtigt bredbånd en nødvendighed for at drive virksomhed. Af samme grund er der ikke mange arbejdspladser i landdistrikterne.

Selvom det er blevet bedre i de seneste år, er der stadig lang vej. Der er brug for en dækningsgaranti, som med statslig finansieringshjælp forankres i kommunerne eller i regionen.

Butikker tilbage til landsbyerne

Mange af de 1,6 mio. danskere, som bor i landdistrikter og små byer, har ikke nogen nærbutik. De er henvist til lang transport for køb af basale dagligvarer.

Butikkerne er blevet kvalt af centraliseringen i kommunerne og af liberaliseringen af butiksdriften. Det er nødvendigt at sikre støtteordninger for etablering og understøttelse af forbrugerejede butikker.

Småbyer skal have landsbypedeller

Mange kommuner har landsbypedeller, som i landsbyerne klarer opgaver, som frivillige ellers skulle udføre. Når alle voksne er kørt ind til byerne for at arbejde, så er der brug for en pedel eller servicemedarbejder til at hjælpe – til at gå til hånde, til at understøtte fællesskaber både i dag og aftentimerne, til at køre landsbybussen fx, alt sammen noget som gør det attraktivt at bo i landsbyen.

Uden kollektiv trafik - ingen bosætning i landdistrikterne

Når den kollektive trafik forsvinder, så kan man ikke bo i landdistrikterne. Børn og unge skal kunne deltage i spejder og sport i byen og besøge kammerater uden at være afhængige af, at forældre kører dem. Ældre uden adgang til egen bil skal kunne gå til lægen, til banko, i teatret og til vinsmagning uden at skulle blande naboer eller voksne børn ind i kørsel frem og tilbage.

Og så har mange mennesker med helt almindelige jobs ikke nødvendigvis hverken kørekort eller bil.

Her går det den helt forkerte vej. Kommuner og regioner er i stor stil i gang med at lukke den kollektive trafik ned - nogle kommuner i sådan en grad at den stort set er helt væk. Hele kommuner defineres som ”byzoner” så prisen på flextrafik kan køres op i pris, så ingen har råd til at bruge den, og plusturen forsvinder samtidig.

I kommuner og regioner fjerner man grundlaget for at kunne bosætte sig i landdistriktet. Ikke som gammel, ikke med børn og unge i husstanden og slet ikke hvis man er på arbejdsmarkedet og ikke har bil.

Vi skal ikke have store tomme busser kørende rundt, men et fleksibelt net af små landsbybusser, fælles landsbybiler, flextrafik, der er til at betale og plusture til den sidste kilometer.

Ideerne skal blomstre

Landsbyerne og landdistrikterne er ikke en entydig størrelse. Det er derfor væsentligt at ideerne fra landsbyerne og landdistrikterne får muligheder for at blomstre, så hver landsby får rammer til at få netop de løsninger, som de finder vil fremtidssikre et bæredygtigt fællesskab.