”Næsten ti års voksende bureaukrati i kommunerne tilbagerulles og omprioriteres til velfærd. Det frigør 2,5 mia. kr. ekstra til mere lokal, borgernær velfærd svarende til en reduktion af administrationsudgifterne på ca. fem pct.”

Sådan lyder et af de centrale budskaber i ”Danmark kan mere III”, det velfærds- og reformudspil, som regeringen lancerede lige op til udskrivelsen af valget. 

Budskabet ligger i forlængelse af statsminister Mette Frederiksens tale på den første dag i 2022 og "den helt vilde åbningstale" i 2020, hvor hun stillede kommunerne nye friheder i udsigt med aftalerne om at danne syv velfærdskommuner spredt ud over landet og det politiske landskab.

Tråden går endnu længere tilbage. Det var regeringen sig fuldt bevidst, når den mindede om de mange tilsvarende initiativer og udspil, der gennem årene er kommet fra Schlüter, Nyrup, Fogh, Thorning, to gange Løkke og nu Mette Frederiksen og hendes regering.

Det er ikke første gang, en regering har villet sætte kommunerne fri. Denne gang gælder det dog ikke så meget kommunerne som velfærdens markarbejdere. De skal frigøres fra krav om dokumentation og kontrol, og det frigør angiveligt milliarder til kernevelfærd.

Tre politiske nybrud

Der er særlig grund til at hæfte sig ved tre ting i Frederiksen-regeringens tilgang.

Den første er, at fokus er skiftet. Oprindeligt handlede det om at sætte kommunerne fri i tillid til, at deres egne folkevalgte politikere udmærket kunne finde ud af det uden bistand oppefra. Der var ganske vist altid en ambivalens med hensyn til, om det nu var kommunerne eller deres institutioner, der skulle nyde godt af frisætningen. 

Det andet følger af det første. For nu er kampagnen drejet til i høj grad at være et felttog mod New Public Management og dens kontrol- og dokumentationsregime. Det fører til, at det ikke så meget er kommunerne og institutionerne og deres ledelse, der skal sættes fri. Det er medarbejderne, altså sosu’erne, lærerne, socialrådgiverne og sygeplejerskerne. Det er nyt, men faktisk ret afgørende. For det rejser unægteligt spørgsmålet om, hvordan de ret store kommunale institutioner skal fungere, når det er den enkelte medarbejder, der selv skal finde ud af det hele.

Det tredje er, at der for første gang nogensinde er sat penge på. Det fremgår af det indledende citat, hvor regeringen bebuder, at fjernelsen af kravene vil frigøre 2,5 mia. kr., som går til den borgernære velfærd og dermed til de velfærdsmedarbejdere, som arbejder i marken. Hvorfra tallet stammer er uvist, men man må gå ud fra, at det ved de i Finansministeriet, for hvem skulle ellers have regnet det igennem?

Bureaukratiet vokser bare alligevel

Der er imidlertid en alvorlig hage ved dette nye initiativ. Den er synlig, fordi initiativet føjer sig ind i den lange række af frikommune- og afbureaukratiseringsudspil, som skiftende regeringer af såvel blå som rød observans gennem årene har lanceret. De har, kan man med sikkerhed fastslå, aldrig været nogen succes. Det kan man se af, at reguleringen af kommunernes virksomhed fra valgperiode til valgperiode og fra regering til regering er taget til målt på reglernes antal og omfang. Der er med tiden også gennemført evalueringer af de bestræbelser, der har været sat i værk specielt op igennem 2010erne, og de viser samstemmende, hvor svær processen er. Men de viser samtidig, at løftet om lettelse af dokumentations- og kontrolforanstaltninger tænder lys i øjnene på velfærdens markarbejdere. 

Så måske er der noget, i det mindste en klar politisk hensigt, i den stilfærdige drejning, som regeringen siden 2020 har givet frikommuneforsøgene. Det er alt for tidligt at svare på. Der skal nødvendigvis gå nogle år, hvor de nye tiltag bliver udviklet og gennemført, justeret og tilpasset.

I løbet af denne periode er der flere ting, man skal være opmærksom på.

Tillid kan øge behov for kontrol

Den første er, om det virkelig kan passe, at såvel kommunalbestyrelserne som regeringer og folketing vil affinde sig med, at man undlader at dokumentere leverancen af velfærdsydelser til borgerne. Ja, kan det virkelig passe, at man frem over slet ikke ønsker tal for, om plejehjemmenes ansatte har leveret den service, de skulle?

Den anden er, at erfaringen maner til at tage armene ned. For fortiden viser altså, at landspolitikernes generelle forenklingsvilje, som sikkert var ganske oprigtig, ikke har sat dem i stand  til at stå imod nye og tættere reguleringer, når virkeligheden presser sig på. Den ældrelov, som Frederiksen-regeringen i ”Danmark kan mere III” har bebudet skal bygge på ”klare værdier og få dokumentationskrav", skal skabe rammerne for en værdig ældrepleje, hvor de bærende værdier er faglighed, omsorg, valgfrihed og selvbestemmelse. Medarbejderne skal slippes fri fra unødvendig dokumentation og i stedet bruge deres tid og faglighed på at skabe mest mulig livskvalitet for de ældre med tid til omsorg for den enkelte. Loven skal give frihed til, at man lokalt kan tilpasse hjælp og pleje efter lokale forhold.

Det er en flot politisk fanfare. Men hvad sker der, når sagerne fra Køge, København, Randers og Aarhus gentager sig i den ene eller anden af landets 98 kommuner? Og hvad sker der, når politikerne på Christiansborg opdager, at de medarbejdere og deres organisationer, som de rakte en lillefinger, endte med at tage hele hånden?