De atleter, der for nylig kæmpede om medaljer ved OL, har alle én ting til fælles: De har trænet hårdt og længe for at opnå det højest mulige sportslige niveau. Enhver 100 meterløber, gymnast eller roer, der vil til OL, skal have den bedst mulige uddannelse inden for deres sportsgrene, herunder dygtige trænere og ordentlige faciliteter.

Elitesport er selvfølgelig noget særligt, men sammenhængen mellem træning og kompetence er universel. Uanset niveau bliver man ikke bedre til noget, hvis man ikke øver sig, og tid med dygtige lærere er altid en forudsætning for at nå langt.

En milliard kroner mistet i besparelser

Derfor er det også uforståeligt, at vi som samfund længe har forsømt at sikre ordentlige vilkår og udvikling af de uddannelser, der er grundlaget for vores velfærdssamfund.

Fra 2016 til 2020 mistede professionsuddannelserne knap en milliard kroner på grund af besparelser – et efterslæb de stadig lider under, og som har haft store konsekvenser for kvaliteten, blandt andet i form af færre undervisningstimer, større klasser og mindre vejledning. 

Derfor kom det heller ikke som en overraskelse, da tallene for optag på professionsuddannelser denne sommer endnu en gang viste et fald, så der nu er 21 pct. færre studerende på socialrådgiver-, sygeplejerske-, pædagog- og lærerstudierne end i 2020. Politikernes overvejelser om at forkorte en række professionsuddannelser gør ikke tingene bedre.

Alle skal føle faglig stolthed

Alle uddannelser skal give de studerende de bedst mulige kvalifikationer, der ikke alene sikrer kernefagligheden, men også fagligt overskud, ansvarliggørelse af den enkelte medarbejder og ikke mindst et fundament der giver mulighed for efteruddannelse eller omskoling i takt med, at samfundet forandrer sig.

Det gælder for såvel serviceassistenten som molekylærbiologen på et hospital, at de skal være kompetente, føle faglig stolthed over deres indsats og vide, at den er uundværlig for patienterne. 

De skal kunne arbejde sammen med andre faggrupper for at løse mere komplicerede opgaver, og de skal kunne handle fleksibelt.

Når det gælder min egen faggruppe, socialrådgiverne, skal vi kunne opbygge en tillidsfuld relation til samfundets mest udsatte børn og voksne, manøvrere i kompleks lovgivning og forklare den, så borgerne forstår det, lede møder med andre fagpersoner, arbejde på tværs og sikre folk hjælp og støtte. Det kan vi kun med en uddannelse med tyngde, dybde og tid.

Vi har behov for en reform af professionsuddannelserne, hvis formål er at højne kvaliteten – ikke spare penge. Allerede i dag møder børn og ældre alt for ofte ikke-uddannet personale, ligesom vi også ser flere og flere medarbejdere uden socialfaglig baggrund arbejde med udsatte og sårbare grupper. Den tendens vil kun fortsætte, hvis vi ikke investerer i at gøre velfærdsuddannelserne mere attraktive.