Som tidligere kommunal ansat mellemleder og lokalpolitiker har jeg alt for ofte oplevet, at de mange fine pjecer og hensigtserklæringer har givet anledning til uendelige kursusdage, temamøder og seminarer, der fjernede tid fra kerneopgave, der ikke førte andre steder hen end til frustration i personalegrupper og pres i ledelsen for at følge trop.

Derfor er det sjældent, at jeg bliver sådan rigtig glad for at se kommunale hensigtserklæringer på glittet papir. Men jeg blev begejstret, da jeg på KL-topmødet i marts fik stukket folderen ”Fælles perspektiver på frisættelse” i hænderne. For folderen, som KL, FOA, DLF, BUPL, HK Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening sammen har udgivet, viser rigtige mange gode takter for, hvordan vi kan lykkes med frisættelsen. En frisættelse, hvor vi sikrer, at medarbejdere i højere grad har en faglig frihed til at finde helhedsorienterede løsninger, som kan gøre en forskel for den enkelte borger. 

Det lyder enkelt – men vi ved godt, at det er svært.

Tør direktionen ”give slip”? Tør politikerne modtage knap så mange rapporter og evalueringer? Tør politikerne stå bag deres personale, når der sker fejl? Tør de gå den lærende vej - og undgå flere nye kommunale regler og procedurer? Tør personalet tro på, at frisættelse ikke er en politisk spareøvelse, men et oprigtigt ønske om at slippe fagligheden fri og rette projektørerne mod kerneopgaven?

Samtidig er det vigtigt at understrege, at frisættelse ikke er en spareøvelse eller et quickfix for mere effektivitet. Frisættelse er den helt nødvendige kursændring af den måde, vi styrer den offentlige sektor på.

Det kræver ikke kun konkrete tiltag, men en grundlæggende kulturændring, hvis vi skal skabe langvarig forandring. Og jeg håber af hele mit kommunale hjerte, at KL-topmødet vil danne grobund for den helt nødvendige bevægelse nedefra og op i de kommunale organisationer, hvor frisættelse bliver en uløselig del af at levere velfærd, der gør en forskel for den enkelte borger.

Hvis frisættelsen skal lykkes, og hvis vi også om ti år skal have et velfærdssamfund med dygtige, dedikerede medarbejdere, så skal kerneopgaven i fokus. For kun ved at have fokus på kerneopgaven i børnehaven, i skolen, i ældreplejen, kan fagligheden få plads og borgerens behov imødekommes.

Derfor stor tak til KL, FOA, DLF, BUPL, HK Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening for sammen at have udarbejdet denne pjece om fælles perspektiver for frisættelse. Det vidner om et ønske om at skifte kurs sammen, og at fagligheden og medarbejderne allerede opfattes som helt centrale.