Er der grundlag for den alvorlige kritik af landets jobcentre? 

Landets jobcentre har gennem længere tid været udsat for massiv kritik af beskæftigelsesindsatsen fra flere sider af. Fra flere partier på Christiansborg lyder der kritik af et omkostningstungt system, fra arbejdsgiversiden ytres kritik af jobcentrenes indsats med at få raske ledige i job, og fagforbund, borgere mv udtrykker stærk kritik af indsatsen ift. syge og udsatte borgere. 

Ja, jobcentrene er udskældte, og jeg kan godt forstå, at kommunerne stejler over for kritikken, for den er ganske omfangsrig. 

Jeg har som privatpraktiserende socialrådgiver bistået borgere i mere end 50 kommuner/jobcentre de seneste fire år, og jeg ser mange medarbejdere gøre deres allerbedste for at yde en god indsats og på bedste vis forsøge at hjælpe borgere ud på arbejdsmarkedet igen. Det lykkes helt sikkert i mange tilfælde at lave det gode og trygge jobcenterforløb. 

Men jeg må desværre konstatere, at det modsatte alt for ofte er tilfældet. Sagsbehandlingsmetoder i nogle jobcentre ligger ganske langt fra principperne om god forvaltningsskik og nogle jobcentre styrer øjensynligt  efter en helt anden lovgivning, end den der er udstukket fra Christiansborg. 

Husk målet er afklaring

Blandt mine sager findes jobcenterforløb, der har strukket sig over 10, 15, ja helt op til 20 år. Sager, som oftest ender med en førtidspension. Og jeg må her spørge de ansvarlige; Ser I dette som værdigt? Er det virkelig pengene værd? Ingen argumenter kan få mig til at tænke, at et fem eller ti år langt jobcenterforløb er gavnligt. Hverken for den enkelte borger eller for kommunens pengepung. 

Det kan naturligvis lade sig gøre at afklare borgeren på langt kortere tid – til gavn for den enkelte borger, samfundet og for jobcentret selv, der kan frigive ressourcerne til andre med behov for jobcentrets hjælp. Men så længe jobcentrene går enegang og blandt andet ignorerer alvorlige lægelige oplysninger, kan borgeren ikke hjælpes godt nok til dét, der er jobcentrenes primære opgave, nemlig at sikre borgeren en tilknytning til arbejdsmarkedet med mest mulig arbejdsevne. 

Uhyggelig sagsbehandling

Ignorance af lægelige oplysninger, herunder helbredsforværring qua jobcenterforløbet, er de væsentligste årsager til, at borgere henvender sig til mig med ønske om sagkyndig bistand. Og jeg må blot konstatere, at sagens dokumentation altid bakker borgeren op i dennes opfattelse af situationen. Ved den efterfølgende dialog med det pågældende jobcenter om netop vigtigheden af at lade alle relevante oplysninger indgå i sagsbehandlingen hører jeg dog den samme frase blive nævnt igen og igen; ”Jamen Maj, du véd jo godt, at de lægelige oplysninger blot et del-element af sagen”. Og dermed reduceres pågældende alvorlige lægelige vurderinger, på elegant vis, til det rene ingenting. 

Det er en næsten uhyggelig sagsbehandlingsmetode, der for den enkelte borger nærmest tangerer overgreb.  Og det er muligt, jeg mister læsere, men I er simpelthen nødt til at lytte. For den indvirkning ovenstående metode har på den enkelte borger, kan under ingen som helst omstændigheder betegnes som hverken gavnlig eller udviklende. Tværtimod forringer det meget ofte funktionsevnen, fordi borgeren bliver fuldstændig magtesløs. Det er i øvrigt heller ikke lovligt på den måde at fortolke på lægelig dokumentation.

Værdigheden, der blev væk

Faktum er, at alle mine borgere ønsker at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, og det er jobcentrenes fornemmeste pligt at hjælpe med dette. Men desværre ender en del af mine sager med en førtidspension, hvor borgeren rent faktisk kunne have været i fleksjob, såfremt jobcentrets sagsbehandling havde været korrekt. Det gælder blandt andet de meget langvarige sager, hvor borgerens arbejdsevne formindskes i takt med usaglig sagsbehandling, og hvor arbejsevnen til sidst er varigt ophævet. Dette finder jeg utrolig ærgerligt, og jeg mener, at man i jobcentrene må stille sig selv følgende spørgsmål; Gør vi det godt nok for vores borgere? Kunne den veldokumenterede kritik fra de mange borgere, utallige fagforbund, privatpraktiserende socialrådgivere med videre tænkes at være berettiget? Skulle vi skabe et jobcenter, hvor borgeren rent faktisk har lyst til at komme og ikke ligger søvnløs i hele uger op til næste jobcentermøde, fordi denne er decideret bange for, hvad vi nu kan finde på ? 

Jeg tror på, at jobcentrene har evnerne og mulighederne for at gøre det langt bedre, men det kræver altså, at nogen åbent tør tilkendegive, at der ER problemer, og derpå reagerer på det ved at implementere værdighed og ikke mindst lovlighed i sagsbehandlingen. Det kigger jeg desværre pt. langt efter i en del jobcentre.

Måske også i din kommune, kære læser.