I regionerne venter vi men spænding på, at regeringen præsenterer den længe ventede sundhedsreform.

Reformen vil få betydning for mange danskere, og det er afgørende, at den ikke kommer til at svigte en af de grupper, der har allermest brug for hjælp: Mennesker med behov for sociale indsatser og sundhedsydelser.

En af anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommissionen er, at regionerne fremover skal fokusere udelukkende på sundhedsområdet. Det er en anbefaling, der kan synes logisk, hvis man ser isoleret på sundhedsvæsenets funktion.

Men for mange mennesker, der ofte har brug for en kombination af både sundhedsydelser og social støtte, kan denne ændring have store konsekvenser, og vi risikerer at skabe større ulighed i sundhedssystemet.

Der er bred enighed om behovet for at styrke det nære sundhedsvæsen, særligt med tanke på den stigende andel af ældre og kronisk syge patienter, som vi vil se i de kommende år.

En styrkelse af det nære sundhedsvæsen vil gøre det nemmere at sikre sammenhæng og kvalitet i behandling og genoptræning og ikke mindst hjælpemidler.

Gennem specialisering har vi gjort store fremskridt i behandling af bla.  kræft og hjertesygdomme, de fremskridt skal vi holde fast i.

At gøre regionerne til rene sundhedsenheder er at ignorere det specialiserede socialområde, et område som udfordrer kommunerne både med opgaver og omkostninger.

Rette hjælp - uanset bopæl

Mange af de borgere, der har brug for specialiserede sociale indsatser, bor i kommuner, som er for små til at løfte opgaven alene. Det siger sig selv, at når en kommune kun møder en borger med meget specifikke behov meget sjældent, er det vanskeligt at opbygge og vedligeholde et bæredygtigt fagligt miljø, der kan sikre en tilstrækkelig indsats.

Det er netop derfor, vi i dag har organiseret en række specialiserede tilbud på tværs af kommuner og regioner, så borgerne kan få den rette hjælp, uanset hvor de bor.

Hvis vi skal gøre det bedre for vores patienter og borgere, og det skal vi, så skal det specialiserede socialområde tænkes ind på linje med sundhedsområdet. Vi må sikre, at de sociale indsatser, der er tæt knyttet til sundhedsområdet – såsom hjælpemidler, genoptræning og rehabilitering – bliver en del af den nye struktur.

Det kan ikke nytte noget at isolere sundheds- og socialområdet fra hinanden, når vi ved, at mange borgere og patienter har brug for begge dele i deres daglige liv.

Derudover må vi heller ikke glemme, at mange af de borgere, der har brug for specialiserede sociale indsatser, også ofte har hyppige og specialiserede forløb i sundhedsvæsenet. Det gælder ikke mindst de mindre grupper af borgere med sjældne sygdomme, som har behov for en høj grad af koordination mellem sundheds- og socialindsatser. Hvis vi ikke tænker disse indsatser sammen i den nye sundhedsreform, risikerer vi at gøre det sværere for disse borgere at få den rette hjælp.

En kommende sundhedsreform bør derfor ikke kun fokusere på at samle sundhedsopgaver under én myndighed, men også tage højde for det specialiserede socialområde, der er tæt knyttet til sundheden.

Hvis vi ikke medtager disse områder i reformen, risikerer vi at svigte en stor gruppe borgere, som har et stort behov for støtte, behandling og omsorg. Det vil være et uacceptabelt svigt af dem, der har allermest brug for vores hjælp.

Det er afgørende, at mennesker, der både har behov for sundhedsydelser og sociale ydelser, ikke bliver tabere i sundhedsreformen. Vi må tænke på tværs af sundhed og socialområdet for at sikre, at alle borgere får den hjælp, de har brug for – uanset om de har behov for komplekse sundhedsydelser, specialiseret social støtte eller begge dele.

Alt andet vil være at svigte en af de mest udsatte grupper i vores samfund.