Nedsat frugtbarhed er en folkesygdom. Mellem hver fjerde og hver sjette par/kvinde, der forsøger at få børn, vil være infertile - dvs. kvinden ikke er blevet gravid efter mere end 12 måneders forsøg. Befolkningsundersøgelser viser, at nedsat frugtbarhed er lige hyppig i alle socialgrupper, hvilket er usædvanligt for en folkesygdom. Den vender altså ikke ”den tunge ende nedad”.

Faldende fødselstal og stigende alder ved fødsel af første barn for både kvinder og mænd udgør et stort problem mange steder i verden, men specielt i Europa. I Danmark fødes kun 1,7 barn per kvinde, hvilket er alt for lidt, hvis vi skal opretholde det velfærdssamfund vi har i dag

I Danmark er ti pct. af alle nyfødte kommet til verden efter fertilitetsbehandling. Omkring halvdelen af behandlingerne foregår i det offentlige sundhedsvæsen og resten ved private fertilitetsklinikker, hvor patienterne selv betaler - ofte mange penge.

Vi bruger i det offentlige sundhedsvæsen en forsvindende lille del af de samlede midler på fertilitetsbehandling. Vi har tidligere gennemført en sundhedsøkonomisk analyse af offentlig fertilitetsbehandling. I 2012-priser var de offentlige udgifter knap 80.000 kr. per levende graviditet efter fertilitetsbehandling. I denne pris er inkluderet både de direkte og indirekte omkostninger og også alle omkostninger ved de behandlinger, der ikke var succesfulde.

Kun halvdelen af behandlinger udbydes i det offentlige

Vi har for få ressourcer til fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen i forhold til behovet. Derfor behandler vi i det offentlige sundhedsvæsen udelukkende par, der ikke har fælles barn i forvejen og barnløse singlekvinder.

Lov om assisteret reproduktion giver tilladelse til at behandle indtil kvinden fylder 46 år. Vi behandler i det offentlige dog kun indtil kvinden fylder 41 år, da behandlingssuccessen hos kvinder ældre end 40 år er langt lavere end for kvinder på 40 år eller yngre. Vi tilbyder kun op til tre behandlinger, hvor kvinden hormonstimuleres og får taget æg ud (kaldet "friske" behandlingscykli) - selvom vi ved, at flere ville opnå graviditet og få et barn, hvis vi kunne tilbyde op til seks behandlinger. Og vi tilbyder ikke behandling til barn nummer to eller tre - medmindre parret/kvinden har befrugtede æg i fryseren - selvom vi ved, at kvinder og mænd med nedsat frugtbarhed ligesom andre oftest ønsker sig mere end et barn.

Hvis behandlingen ikke lykkes i det offentlige sundhedsvæsen, hvis man ønsker flere børn end et, eller hvis kvinden er 41-45 år er det udelukkende muligt at få behandling i det private sundhedsvæsen. Her betaler patienterne mange penge - ofte 50.000-100.000 kr.

Dette skaber en stor social ulighed i familiedannelsen. Vi ved, at hvis man har en lang uddannelse, er der fire gange højere sandsynlighed for at søge privat fertilitetsbehandling, end hvis man kun har grunduddannelse. Tilsvarende er der fem-seks gange højere sandsynlighed for at søge privat fertilitetsbehandling, hvis man ligger i den højeste femtedel af indkomstgrupperne i forhold til i den laveste femtedel. Vi kender ikke til andre behandlingsområder, hvor kun halvdelen af behandlingerne udbydes i det offentlige sundhedsvæsen (udover tandbehandling som for voksne udelukkende udbydes i privat regi).

Vi har brug for et samfund i aldersmæssig balance

Af menneskelige og samfundsmæssige grunde er det nødvendigt at udvide tilbuddet om fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen. Det er samfundsmæssigt væsentligt, at de, der ønsker at få børn, har mulighed for at få dem - også selvom det undervejs har krævet fertilitetsbehandling. Det er væsentligt med et samfund i aldersmæssig balance - så der er en passende andel af børn og unge, voksne der arbejder og betaler skat, og ældre der er ikke længere arbejder.

Vi bør udvide de offentlige ressourcer til offentlig fertilitetsbehandling og tilbyde op til seks behandlingsforsøg med "friske" behandlinger og behandling til flere børn end et. Dette vil modvirke den sociale ulighed i familiedannelse blandt mennesker med nedsat frugtbarhed. Og vi vil få født flere børn i Danmark.

Norge, Finland og Island tilbyder allerede fertilitetsbehandling til flere børn end et i det offentlige sundhedsvæsen, ligesom man gerne må have et fælles barn inden man får offentlig fertilitetsbehandling. Vi mener, at det er fornuftigt at fastholde aldersgrænsen for behandling i det offentlige, dvs. behandling ophører, når kvinden fylder 41 år. Det offentlige bør anvende midlerne til de patienter, der har størst chance for at opnå graviditet og levendefødt barn.

Danske Regioner udgav i 2021 ”Hjælp til nyt liv”. Heri anbefales at det offentlige yder flere behandlingsforsøg end 3, hvis det giver lægefaglig mening, ligesom der foreslås en række forebyggende indsatser.

Der er ikke tid til at vende det døve øre til - vi ved, hvad vi skal gøre og har vidst det længe. Så vi skal bare komme i gang. 

For mere inspiration i forhold til udvidet fertilitetsbehandling og forebyggende indsats overfor nedsat frugtbarhed, se vores debatbog ”Hvordan løser vi fremtidens fertilitetsproblemer?”, netop udkommet i serien Moderne Ideer på Informations Forlag.