I de seneste måneder har flere borgmestre sagt op og giver stafetten videre. De, der stopper, får i de landsdækkende medier hurtigt mere opmærksomhed end dem, der starter.

Måske fordi borgmestrene denne gang ikke begrunder deres opsigelser i karrieretilbud eller mere tid til familien. I stedet forklarer de sig med kritik af arbejdsvilkår, debatkultur eller økonomiske rammevilkår. 

Det er nyt og ikke ligefrem befordrende for rekrutteringen af politiske kandidater, hvis vej ind i politik ser masochistisk ud. Alligevel er der ingen, jeg gentager, ingen kommuner, hvor det ikke er lykkedes at finde en, der var villig til at påtage sig rollen som borgmester. Magten har stadig sødme, og heldigvis for det.

Det er ikke synd for borgmesteren

Vi skal nemlig ikke have ondt af de lokale magthavere, men hylde dem, der tager opgaven på sig. Borgmesteren må ikke være et offer, som har brug for borgernes beskyttelse. Han/hun skal være helten, der beskytter kommunens borgere mod dårlig service, butiksdød, høje energipriser osv. 

Vi har ret til at forvente, at borgmesteren driver udviklingen fremad til gavn for kommunen og borgerne.

Derfor har vi både brug for borgmestrenes ukuelighed og deres gejst. De skal kunne tåle magtkritik og urimeligheder. Og ja, den har taget overhånd på sociale medier, og ja, det er uacceptabelt med alle former for politisk vold, og ja det er er uden tvivl hårdt at have magten.

Alligevel er der ikke tvivl om, at hvis borgmesteren eller andre politikere bliver slidt op og mister gejsten, så er vi bedst tjent med, at de træder tilbage i en fart. For med magten følger også et ansvar for at have overskuddet og energien til at vise vej ind i fremtiden.

En foræring

Derfor er det en fornøjelse at se den gejst og den ærefrygt, de nye borgmestre lægger for dagen, når de tiltræder. De virker begejstrede, de virker initiativrige, og de virker klar.  

De ved, at det er et privilegium at få magten foræret, og de ved, at de nu skal vinde den i egen ret til kommunalvalget i 2025. De fortjener både politiske kollegaers og embedsværkets hjælp til at skabe resultater med en kort tidshorisont, så de kan nå at gøre en forskel. 

Kun på den måde kan vi være sikre på, at omkostningerne ved magten ikke bliver højere end privilegiet ved at have indflydelse.

Derfor glæder det mig også at se, hvordan danske embedsmænd er klar fra den ene dag til den anden, når en ny borgmester tiltræder. De har måttet smide alle drejebøgerne i skraldespanden. Det gælder ikke længere kun om at afslutte valgperiodens projekter, men også om at opstarte nye projekter og initiativer med kort aftræk, så den nye borgmester når at sætte sit præg. Det endda i et valgår, hvor embedsværket plejer at ligge lavt, mens de politiske bølger går højt.

Embedsværket har en vigtig rolle i at hjælpe en ny borgmester til at stå i presset, samtidig med at vedkommende gør sin nye indflydelse gældende. Lykkes den nye borgmester ikke hurtigt med at finde den balance, så får vi brug for endnu et hold nye borgmestre.

Der er heldigvis stadig mange, der gerne vil være borgmester i Danmark. Det skal vi være glade for.