Klumme/
Kultur er en flerdimensionel investering
Klumme/
Kultur er en flerdimensionel investering

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
En ny undersøgelse, udarbejdet for de seks største byer i Danmark, viser tydeligt, at kultur og fritidsliv har stor økonomisk og samfundsmæssig værdi. Analysen giver mulighed for at sammenligne kommunernes indsats og bekræfter, at investeringer i kultur skaber betydelige gevinster både for borgerne og for samfundet som helhed. Undersøgelsen har mange interessante pointer.
Kultur og fritidsliv bliver ofte betragtet som en luksuspost i kommunale budgetter. Men undersøgelsen viser tydeligt, at kultur ikke blot er en udgift – det er en investering i både mennesker og samfund. Der en række pointer, som de fleste vil sige er indlysende, såsom at kultur giver fællesskab og bystolthed, men den viser faktisk også, måske mere overraskende, at borgerne er villige til at betale mere for den kultur, de har i dag.
Kultur skaber livskvalitet og fællesskab
Kultur og fritid skaber værdi på mange niveauer. Det øger livskvaliteten, styrker fællesskaber og gør kommunerne til attraktive steder at bo og arbejde i. I undersøgelsen svarer en betydelig andel af borgerne, at kulturlivet er en væsentlig grund til, at de trives i deres by.
Derudover ser en stor del af borgerne i den kommune jeg kommer fra, Esbjerg som en oplevelses- og kulturby, hvilket viser, at kultur og fritid spiller en central rolle for både borgernes trivsel og byens samlede identitet.
Borgerne er villige til at investere i kultur
Hele 66 pct. af de adspurgte borgere i Esbjerg er faktisk villige til at betale mere i skat for at bevare det nuværende niveau af kultur- og fritidstilbud. Dette understreger, at borgerne ser en konkret værdi i kulturlivet og er parate til at bidrage økonomisk for at sikre dets fortsatte udvikling. Det er et klart signal om, at investering i kultur er noget, der bakkes op om bredt.
Kultur styrker demokrati og sammenhængskraft
En af de store gevinster ved et stærkt kulturliv er de sociale og samfundsmæssige værdier, det skaber.
Kultur og fritid styrker mangfoldighed, identitet og fællesskab, og det bidrager til demokrati og medborgerskab. Undersøgelsen viser, at borgerne oplever, at kultur- og fritidslivet gør deres by til et sted med plads til forskellighed og engagement i lokalsamfundet.
Strategisk satsning på kultur giver resultater
Min egen kommune har sat en klar strategi for at udvikle sig som oplevelses- og kulturby. Vores tese er, at en fokuseret satsning på kultur kan styrke bosætning og tiltrække nye borgere. Hvis vi ønsker levende byer, hvor mennesker trives, må vi turde gå forrest og investere i kultur med samme alvor, som vi investerer i infrastruktur og erhvervsudvikling.
Det er tid til at anerkende, at kultur og fritid ikke kun er et spørgsmål om underholdning, men en bærende del af værdiskabelsen i samfundet. Vi skal turde sætte økonomisk værdi på kultur – og handle derefter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.