I sidste uge udgav Forsvarets Efterretningstjeneste en ny trusselsopdatering. Igen understreger tjenesten den alvorlige trussel, der er imod Europas og Danmarks fred og sikkerhed. 

FE skærper vurderingen af Rusland potentielle trussel i mod Europa og Vesten og anslår i en række scenarier, at vi har kort tid til at forberede os på en evt. kommende konfrontation med Rusland.

Enig eller uenig så er det det bagtæppe, som Danmark og regeringen skal forholde sig til i oprustningen af dansk forsvar og ikke mindst i spørgsmålet om det civile beredskab.

Man bør spørge sig selv, hvor længe vi blot kan nøjes med generelle anbefalinger om at have forsyninger oplagt til tre dage? Et stort spørgsmål burde være, hvordan vi omdanner vores civile beredskab til et egentlig civilt forsvar - der i alle domæner kan værne om både vores samfundsbærende institutioner, men ikke mindst også vores befolkning, vores syge, udsatte og svagelige borgere. 

Vi står stadig stille i Danmark og i kommunerne

Det er årtier siden kommunerne nedlagde det daværende koldkrigs forsvar og med det civilforsvaret. Det civile beredskab, som vi kender i dag, kan på ingen måde sammenlignes eller løse de opgaver, som civilforsvaret var sat i verden for at løse. I Norge har regeringen igangsat en omfattende udbygning af beskyttelsesrum og genopbygningen af et civilforsvar, og det samme ser vi ske i Sverige, der også uden nogen form for omsvøb melder klart ud, at Sverige skal forberedes på krig. 

I Danmark - tre år efter Ruslands invasion af Ukraine og efter talrige cyber- og sabotageaktioner mod vores kritiske infrastruktur står vi stadig stille i Danmark og i kommunerne, imens vi kigger imod Christiansborg for svar. 

Næsten ligegyldigt hvilke spørgsmål, der stilles om emnet, er det universelle svar tilsyneladende: “sektoransvar”. Det betyder groft sagt, at kommunerne skal klare sig selv og selv har til opgave at opbygge et tilstrækkeligt beredskab, der skal sikre kommunernes “leverance” af ydelser i tilfælde af krise og i værste fald krig. Alle ved, at dette er urealistisk, og regeringen har igennem de sidste tre år underspillet truslen, hvorved vi har mistet værdifuld tid ikke kun i oprustningen af vores forsvar, men også i forhold til at ruste samfundet imod en skærpet krise og gud forbyde det en krig.

Midt i regeringens reformstorm og i diskussionerne om indførelse af en krigsskat synes det eneste fokus for regeringen at være den militære oprustning. Den militære oprustning snegler sig stadig afsted og er sovset ind i et fredstidsbureaukrati og en struktur, der fuldstændig uegnet til at varetage den kæmpemæssige samfundsopgave, som genopbygningen af et territorialforsvar er.

Konsekvensen er, at vi står stort set samme sted i dag, som vi gjorde for tre år siden, da Putin valgte at videreføre sin annektering af Krim med et storskalaangreb på Ukraine.

Vi mangler ikke bare en plan, men en skitse

Faktum er, at vi har stadig ikke en plan for, hvilket forsvar vi skal ende med at opbygge, end ikke en skitse, og det samme gælder det civile beredskab. Vi afventer som minimum på det militære område udmeldingen af nye Nato-styrkemål, selvom den nordatlantiske traktat relativt klart og tydeligt angiver, at et civilforsvar er en integreret del af en nations samlede forsvar og resiliens.

Tilsyneladende har vi på det civile område samme sendrægtighed, som vi i årtier har udvist på det militære, og som i dag stiller os et svært og tæt på umuligt sted, da vi her og nu står og mangler de kapaciteter, som vi først nu er i gang med at beslutte.

Det haster med at få taget de afgørende beslutninger. Hvis kommunerne skal have en chance for økonomisk og fysisk bare at lægge fundamentet til et egentlig civilt forsvar, der kan sikre blot de allermest udsatte dele af vores befolkning og den infrastruktur, millioner af danskere er afhængig af, skal de nødvendige rammer og kravene til et civilforsvar fastlægges nu. Nøjagtig som de er blevet det i vores nordiske nabolande.

Omstillingen fra ”fred til krig” kræver tid og penge

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Thorsten Schack Petersen har for nylig meldt ud, at kommunerne skal indlemmes i det nationale cyberforsvar under det såkaldte NIS2 direktiv. Direktivet fastlægger standarderne til det nationale cyberforsvar og i og med, at kommunerne omfattes, anerkendes kommunerne (formodentlig) også som national kritisk infrastruktur.  

Man kan i den grad undres over, at det overhovedet blev en diskussion, og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at kommunernes kritiske virksomhed ikke rigtig anerkendes på Slotsholmen eller i det nyligt oprettede ministerium for samfundssikkerhed og beredskab.

Kære Thorsten Schack Petersen. Få nu lagt en plan for en opbygning af et civilt forsvar, der kan sikre den danske befolkning i tilfælde af en krig. Det kan ikke hjælpe noget, at vi fortsætter hovedløst med at hoppe fra tue til tue og ikke ved, hvad slutmålet er, som vi gør på det militære område. 

Omstillingen fra ”fred til krig” kræver tid og ikke mindst penge. De penge har kommunerne ikke i dag, og dem, der har penge på kistebunden, må ikke bruge dem. Ingen tror vel for alvor på, at den sikkerhedspolitiske situation vil ændre sig til noget bedre på den korte bane. 

FE gør ikke i hvert fald.