En krise er, foruden at være et bump på vejen, også ofte en gylden mulighed for et retnings- eller strategiskifte, for at udpege nye mål eller for at afskrive forliste bestræbelser. Deraf den politisk/kyniske leveregel “En god krise skal man aldrig lade gå til spilde”, der sædvanligvis tilskrives onde spindoktorer, men som ikke desto mindre er i almen brug også af gode politikere, dog som regel ikke sagt højt.

Man bemærker, hvordan tillægsordet “god” antyder, at kriser også kommer i udgaver, der ikke er gode. På det seneste har vi oplevet to af den slags, først jordskreddet ved Randers og i sidste uge branden i børsbygningen i København.

Ingen af dem kan man sige noget godt om, men alligevel er de bestemt ikke gået til spilde. Mere direkte udtrykt: de er lige så rutinemæssigt som skamløst blevet udnyttet politisk.

Jordskreddet ved Randers tog fart op til jul sidste år, så det var først efter nytår udnyttelsen for alvor kom i gang. Første besøgende på åstedet var statsminister Mette Frederiksen, og siden fulgte en lind strøm af andre ministre, andre partiledere og andre folketingsmedlemmer, der alle sjappede rundt i det plastiske ler for at demonstrere deres deltagende bekymring (eller bekymrede deltagelse) foruden naturligvis et ønske om at hjælpe. Sidstnævnte, hjælpen, især i henseende til at adressere ansvaret og regningen andetsteds hen.

I modsætning til det langvarige forløb i det ramte område ved Ølst udviklede branden på Slotsholmen sig fra ingenting til en kulturhistorisk katastrofe på få timer. En tragedie blev det endda kaldt, selv om ingen mennesker kom noget til.

Foruden bygningens herlighedsværdi i sig selv har også nærheden til Christiansborg utvivlsomt haft betydning, om ikke for iveren så dog for muligheden for at lade sig se. SF’s partileder Pia Olsen Dyhr i så høj grad at det gav bagslag, da en selfie på både Facebook og Instagram lidt for tydeligt havde hende selv med ansigtet i bekymrede folder som hovedmotiv og brandstedet kun som lettere utydelig baggrund.

Andre gav den dog heller ikke for lidt.

Formentlig er ordene “400 års kulturhistorie” aldrig tidligere blevet udtalt så mange gange og af så mange forskellige mennesker inden for samme døgn. Der blev også fremsat gentagne krav/ønsker om at den markante bygning med dragespiret skulle genopføres, et mantra gentaget lige så unisont som “forureneren skal betale” blev fremsagt i sagen fra Randers.

Dog, lige præcis det med hvem der skal betale, var der ingen der udtrykte sig særlig præcist om. Det må tilskrives bitter erfaring fra sagen i Randers, hvor statsministeren kom for skade at kalde jordskreddet “et nationalt anliggende” og oveni love, at regningen for oprydningen ikke skulle betales af “børnene og de gamle i Randers”. Et løfte som ikke er indfriet og heller ikke ser ud til at blive det.

Det tilsvarende spørgsmål om regningen for en genopbygning af Børsen blev klaret langt smartere af Københavns overborgmester og fagborgmestre, der i samlet flok gav velvilligt tilsagn om at ville hjælpe med at skaffe penge til opgaven. Penge fra nogle andre.

En lige så gratis omgang som et løfte der ikke bliver holdt, men uden samme mulighed for at blive klandret for et negativt udfald. En krise, god eller dårlig,  skal man ikke lade gå til spilde.