Vi står i dag med udfordringer i sundhedsvæsenet, der er så store, at vi ikke kan sikre tilstrækkelig kvalitet i behandlingen ved blot at arbejde hårdere, smartere og uddanne flere. De store demografiske ændringer i samfundet betyder, at noget må gøres helt anderledes. Det har været præmissen for Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, som vi kort efter sommerferien gav vores input til i et fælles høringssvar med Lægeforeningen, FAS og PLO.

Overordnet set synes jeg, at Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger er gode og adresserer mange af de udfordringer, vi står overfor. Det er ambitiøse anbefalinger, der kommer fra kommissionen. Og det er en ambitiøs sundhedsreform, vi har brug for, at politikerne vedtager.

Men uanset hvilke ændringer, politikerne ender med at foretage, skal vi være opmærksomme på, at ændringer ofte kommer med store transaktionsomkostninger for både ansatte og patienter. Derfor skal vi ikke indføre ændringer for ændringerne skyld. Og ændringer skal ske i et tempo, der hænger sammen.

Vækstloft løser ikke problemet

Jeg deler Sundhedsstrukturkommissionens holdning til, at flere opgaver skal løses i det nære sundhedsvæsen. Men før opgaverne flyttes, skal vi sikre, at der er kapacitet til at tage imod dem. Det nytter ikke at lukke døre for patienterne et sted uden at åbne dem et andet.

Jeg er også enig med kommissionen i, at der i dag er for stor forskel på adgangen til egen læge og mængden af speciallæger rundt om i Danmark. Og at det er med til at øge uligheden i sundhed. En vigtig opgave for en kommende sundhedsreform er derfor at sikre, at der er tilpas mange læger der, hvor der er brug for dem. Men den metode, som Sundhedsstrukturkommissionen foreslår – nemlig vækstloftet – tror jeg ikke på.

Det er faktisk mit største kritikpunkt af kommissionens anbefalinger. Der er ganske simpelt ingen garanti for, at lægerne og aktiviteterne automatisk vil flytte sig til de områder, hvor politikerne ønsker, at de skal flytte hen.

Jeg mener, at det er den forkerte vej at gå, for jeg tror ikke, at det vil virke. Vi risikerer at ende med en lappeløsning. Og det må Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger ikke blive.

I stedet for at presse lægerne væk fra byerne med et vækststop bør vi fokusere på positive incitamenter, der kan tiltrække læger til de områder, hvor der er brug for dem. Eller med andre ord: Tænk ud af boksen og skab nogle arbejdsforhold, der er umulige at sige nej til. Det handler blandt andet om at sikre god speciallægeuddannelse, et godt arbejdsmiljø, mere fleksibilitet og gode forskningsmiljøer.

Fleksibilitet virker som en magnet

Et moderne og fleksibelt arbejdsliv står allerøverst på mange lægers ønskeliste, når jobbet skal findes. Men i stedet for at forsøge at imødekomme de ønsker, som mange læger – ligesom alle andre på arbejdsmarkedet – har, så bliver arbejdsgiverne ved med at tænke ”one size fits all”.

Det er ærgerligt, for jeg er sikker på, at øget fleksibilitet i arbejdslivet vil virke som en magnet på mange læger. For selvfølgelig kan det lade sig gøre at arbejde mere hjemme – også for læger på hospitaler. Og selvfølgelig kan det lade sig gøre at tilrette vagtplaner, så man kan gå til svømning med sit barn, deltage i skole-hjemsamtaler osv.

Det handler om at gøre sig fri af ”plejer” og vise, at hospitaler er moderne arbejdspladser med attraktive arbejdsforhold. Det vil både være en fordel for medarbejdere og patienter.

Samtidig er der store potentialer ved at bruge en aktiv rekrutteringsindsats i de områder, der i dag mangler læger. Men alt for mange gør det samme, som de har gjort i årevis, uden at det virker. Kun omkring hver femte yngre læge har oplevet at blive forsøgt rekrutteret til et område eller speciale med lægedækningsproblemer. Selvom det faktisk virker at gøre det. En undersøgelse fra Yngre Læger viser, at en tredjedel af dem, der bliver forsøgt rekrutteret, søger den stilling, de blev forsøgt rekrutteret til. Et oplagt sted at starte.

Det er mit håb, at beslutningstagerne allerede nu tager de redskaber i brug, som vi ved virker. Redskaber, der kan være med til at sikre en bedre lægedækning – ikke mindst i primærsektoren. Brug positive tilskyndelser og indtænk, at læger i dag efterspørger et fleksibelt og moderne arbejdsliv.

En ambitiøs sundhedsreform skal sikre, at der er kapacitet i det nære sundhedsvæsen med høj kvalitet, inden opgaverne rykkes rundt. Men en ambitiøs reform koster både mod og penge. Jeg håber, at politikerne kommer med begge dele.