For et par måneder siden drak Jens-Kristian Lütken (V) kaffe på et fredeligt torv i Mariupol i det østlige Ukraine. Fædre på samme alder som den 40-årige far til to små drenge  vandrede rundt med barnevogne og kaffekrus, det kunne ligeså godt have foregået hjemme i København. I dag er byen belejret og sønderbombet af russisk militær. Mændene med barnevogne deltager med overvejende sandsynlighed i det væbnede forsvar af Ukraine som nation.

I politik går tingene ofte stærkt. Både på det nære plan og i det fjerne. Først på ugen passede Jens Kristian Lütken sine poster som gruppeformand for Venstre og  formand for børne og ungdomsudvalget i Københavns borgerrepræsentation. I dag torsdag sidder han med ved KL’s topmøde i Aalborg som nyslået integrations- og beskæftigelsesborgmester, nærmest katapulteret ind i jobbet som afløser for sin udskældte partifælle Cecilia Lonning-Skovgaard, der tirsdag trak sig efter massive klager i forvaltningen.

Men trods sine otte år på rådhuset, er Jens-Kristian Lütken et relativt ubeskrevet blad, som nu er anbragt på en nøglepost for Københavns Kommune og sit parti. 

På papiret er han grøn i stofområdet, hidtil har han udover børn og unge koncentreret sig om arbejdet i teknisk udvalg. Ingen bagatelagtig udfordring, men den 40-årige  cand. polit har et par esser i ærmet, som kan komme ham til gode.

Præstesøn og Ukrainekender

Jens-Kristian Lütken er måske den helt rette person til øjeblikket, hvor to meget forskellige kriser har optaget medierne i den seneste tid, nemlig Ruslands invasion af Ukraine samt en vedvarende og tiltagende kritik af sin forgænger. 

Dels er han som nævnt i indledningen berejst i Ukraine og Østeuropa med solidt kendskab til både ligheder og kulturforskelle, når tusindvis af flygtninge fra det krigshærgede land skal integreres og beskæftiges i de kommende uger og måneder.

Dels er hans baggrund som jydekøbenhavner, præstesøn fra Møldrup i det søndre Himmerland måske en udpræget fordel, når han som sin første opgave skal forsøge at genskabe et tåleligt arbejdsklima i en uroplaget forvaltning. 

- Det bliver min første, vigtige opgave at genskabe tillid og gøre forvaltningen til et rart sted at arbejde. Det er helt indlysende mit ansvar, og i første omgang skal jeg møde tillidsrepræsentanter og fagforeninger, så vi kan få etableret en fornuftig dialog, fortæller den nykårede borgmester.

Ukrainere må ikke ende som klienter

Flygtningestrømmen fra Ukraine er en næsten lige så tidlig udfordring, og her vil Jens-Kristian Lütken selvsagt trække på sine førstehåndserfaringer med landet og dets borgere. Han er ganske tryg ved udsigten til tusindvis af ukrainere med behov for både husly og beskæftigelse. Som landets største kommune, kan Københavns Kommune ifølge den nye kvotefordeling se frem til at huse flest ukrainske flygtninge. 

Flere ting binder os sammen end adskiller os, vurderer han.

- De er opvokset i et andet skolesystem med mere udenadslære og kæft-trit-og-retning end os, men de er veluddannede og kommer herop med mod og vilje til at komme i arbejde og klare sig selv, og det skal vi selvfølgelig gøre alt for for hjælpe dem til, siger Jens-Kristian Lütken, som dog mere ser kommunens rolle som facilitator fremfor forsørger:

- Vi har en enorm, folkelig opbakning og vilje til at hjælpe flygtninge fra et nærområde, måske den største siden opstanden i Ungarn i 1956. Det engagement skal vi udnytte, så det ikke alene bliver en kommunal opgave at skaffe bolig og arbejde til de mange, der kommer. Min opgave er blandt andet at forhindre, at ukrainerne strander i rigide systemer og ender som klienter.

V har brug for skarpere profil

På de overordnede linjer ser Jens-Kristian Lütken sit nye arbejde som en ideologisk platform, hvor han med sit liberale grundsyn vil skubbe til praksis og udvikling i København.

- Nu har jeg siddet i borgerrepræsentationen i otte år og på nærmeste hold konstateret, hvordan vi mange steder kan gøre det bedre for københavnerne. Det er ikke kun grundpriserne, som gør det dyrere at bo her, vi har færre og dårligere idrætsfaciliteter, daginstitutioner, som ikke bliver bygget og mange andre ting, som man har lært at acceptere, fordi det er København, og fordi den politiske ledelse har været den samme i så lang tid. Det vil jeg gerne være med til at lave om på, siger han.

Og så når han frem til sin – i forhold til det politiske tilhørsforhold – måske allerstørste og sværeste opgave: At rette op på Venstres hensygnende profil i hovedstaden, hvor dårlige valg har stået i kø, og hvor tilslutningen er mere end halveret siden begyndelsen af årtusindet.

- Vi skal stå skarpere og gøre Venstre mere synlige i København. Det bliver i høj grad  mit ansvar, lyder det med fast stemme fra byens nye borgmester. 

Han er hverken bange for at være uerfaren i jobbet eller ukendt i offentligheden  sammenlignet med stemmeslugere som Søren Pind, der gjorde partiet stort for 20 år siden.

- Vi har ikke haft deciderede trækplastre i København i meget lang tid. Det er jeg heller ikke, men jeg er da gået frem i stemmetal hver gang.Nu har jeg også fået platformen til at gøre mere opmærksom på, hvad jeg står for, siger han.