Når vi i Albertslund beslutter at boykotte Rockwool, kalder nogle det for symbolpolitik. Fint med mig, for symbolpolitik virker i den virkelige verden. 

Ordet symbolpolitik bruges tit nedladende. Hensigten med det er at vise, at symboler ikke betyder noget. At det ikke ændrer noget at føre symbolpolitik.

Jeg er helt uenig. Faktisk er der mange eksempler på, at boykotter lykkes og fører til ændret politik, bedre livsvilkår og stopper undertrykkelse. I skrivende stund driver Rockwool fortsat virksomhed i Rusland og bidrager dermed til finansiering af den russiske krigsmaskine. Albertslunds boykot af Rockwool gør, at Rockwool mister en kunde, men det sender også et klart signal om, at vi i Albertslund ikke billiger den danske koncerns aktiviteter i Rusland. Og lad mig så lige få nævnt, at æren for forslaget i Albertslund tilfalder kollegerne i Venstre og Socialdemokratiet, som vi fra SF’side bakkede op om. Naturligvis. For det betyder noget, at stemme i, bakke op og tage afstand. 

Symboler har magt

At boykotte er ikke nyt. Det er sket i århundreder – hvis ikke til alle tider. I 1880’ernes Irland nægtede irske landarbejdere at arbejde for eller handle med den engelske Charles Cunningham Boycott og han kom dermed til at lægge navn til begrebet at boykotte. Siden har ordet bredt sig verden rundt som begreb for det at afstå fra handel og samarbejde ud fra et ønske om at opnå et værdimæssigt, økonomisk og socialt pres, der skaber forandring.

Lad mig sætte lidt flere ord på, at symbolpolitik også fører til forandring. For selv hvis man går ind på præmissen om at boykotter er symbolpolitik, er de så også ineffektive? Nej, for symboler har magt. Symboler inspirerer og mobilisere mennesker og bidrager til at forme den offentlige mening.  Boykotter er en principiel stillingtagen og en måde at vise solidaritet med dem, der lider under det eksisterende. I eksemplet med boykot af Rockwool fra os i Albertslund, er det krigens ofre i Ukraine, der lider og dør under invasionen, som skal mærke vores afstandtagen til Ruslands krig. 

Mange husker internationale boykotter med effekt. Rosa Parks boykot af reglen om, at hun som sort skulle sidde på et bestemt sæde i bussen, blev ikonisk og førte til at USA’s Højesteret erklærede opdelingen af mennesker efter hudfarve forfatningsstridig. Et andet racistisk system kom under pres i 1980’erne i Sydafrika, hvor boykotter blev del af del internationale pres, der førte til afskaffelsen af apartheid. 

Boykot har effekt

Danmark har også oplevet at være en boykottet nation. Historisk da de barske arbejdsforhold og diskrimination af arbejderne på sukkerplantagerne i Dansk Vestindien første til boykot fra Europa og USA. Mere nutidigt, skete det da karikaturtegningerne i Jyllands-Posten i 2015 sendte Danmark ud i en international krise og boykot. Og mens jeg skriver dette, tyder noget på, at vi inden længe kan stå i situationen igen, og vores naboer i Sverige er blevet mødt med en irakisk boykot af svenske varer. 

Når kommuner boykotter ved at melde pas på indkøb hos fx Rockwool, så har det effekt. Danmarks kommuner brugte i 2020 ifølge Finansministeriet 287 mia. kr. på indkøb. Det er et enormt beløb og ja, det dækker over et hav af varer og tjenesteydelser. Ikke desto mindre fortæller det også, at kommuner kan præge verden ved at være bevidste forbrugere. Nok er Albertslund en kommune af beskeden størrelse, men København har taget samme beslutning i forhold til Rockwool, og mon ikke flere kommuner kommer til.

På den måde bakker vi fra kommunelandskabet op om at sende et kraftfuldt budskab og vi tager ansvar for at stoppe en del af medfinansieringen af Ruslands krig mod Ukraine. Man må jo bruge de værktøjer man har, og boykot er en fredelig protest og afstandtagen, som kan få en væsentlig kollektiv indvirkning og bidrage til at skabe forandringer - både symbolsk og konkret. Hvorfor skulle en kommune dog afholde sig fra det?